Best in class: Arla, Mærsk og Ørsted vinder CSR Prisen
Den prestigefyldte og traditionsrige CSR Pris blev overrakt af H.K.H. Kronprinsessen til Arla Foods, A.P. Møller-Mærsk og Ørsted på Børsen i København i dag.
København, den. 26. oktober, 2020.
Som vindere af CSR Prisen 2020 kan de tre virksomheder nu bryste sig af at være bedst til at formidle arbejdet med samfundsansvar, bæredygtighed og klima.
Revisorforeningen FSR – danske revisorer har længe været optaget af virksomhedernes samfundsmæssige ansvar og rapportering herom, og det er derfor 26. gang, at foreningen hylder de store danske virksomheder, der tager et særligt ansvar for at oplyse om deres såvel positive som negative aftryk på klima, miljø, forretningsetik og sociale forhold.
FSR – danske revisorer har i år valgt at uddele to priser og lægge særligt vægt på virksomhedernes rapportering om samfundsansvar, bæredygtighed og klima. Én delt pris til A.P. Møller-Mærsk og Ørsted for bedste rapportering i kategorien for børsnoterede virksomheder og én pris til Arla Foods for bedste rapportering blandt de unoterede virksomheder.
Birgitte Mogensen, der er formand for FSR – danske revisorers Udvalg for Samfundsansvar og Bæredygtighed, fortæller, at der i år har været 67 virksomheder i puljen til vurdering, hvoraf dommerpanelet valgte at nominere syv og prise tre virksomheder som vindere af CSR Prisen 2020.
”Vi oplever, at stadigt flere virksomhedsrapporter er med i konkurrencen om at blive nomineret til CSR Prisen og på forskellig vis udmærker sig i forhold til vores kriterier. Det vidner om, at kvaliteten og barren for virksomhedernes praksis for rapportering om samfundsansvar højnes år for år. I år, hvor rapportering om klima har haft særligt fokus, har det på mange måder været marginalerne, der var på spil, da dommerpanelet afgjorde, hvem der skulle vinde.
For Arla Foods, som vinder i kategorien for unoterede virksomheder ses virksomhedens klimarapportering som en rollemodel med scope-opdelte CO2-udledninger og målsætninger, der er godkendt som Science-Based Targets. Tilsvarende udmærker både A.P. Møller-Mærsk og Ørsted sig på hver deres måde i rapporteringen om langsigtede klimamål og strategiske milepæle og for at redegøre i henhold til anbefalingerne fra Task force on Climate-related Financial Disclosures. Det er første gang, at der tildeles en delt pris, hvor dommerpanelet har besluttet at lade marginalerne falde ud til begges fordel. Det understreger, at værdiskabende rapportering anno 2020 kan tage mere end én form, når blot det bygger på solid rapporteringspraksis,” siger Birgitte Mogensen.
Det er første gang, at Arla Foods vinder CSR Prisen for bedste rapport om samfundsansvar, bæredygtighed og klima som tildeles inden for kategorien stor unoteret virksomhed. Arla Foods var ved prisoverrækkelsen repræsenteret af Executive Vice President og CMO, Hanne Søndergaard:
”Vi er superstolte og glade for at få prisen. Bæredygtighed betyder meget i Arla, og det kræver en stor kontinuerlig indsats fra både medarbejdere og landmænd at levere på vores mål. Det er dejligt at få anerkendelse ikke bare af vores transparente måde at rapportere på, men også af vores strategiske og systematiske indsats gennem mange år for at kunne tilbyde stadigt mere bæredygtige mejeriprodukter.”
Det er ottende gang, at A.P. Møller-Mærsk vinder CSR Prisen for bedste rapportering om samfundsansvar, bæredygtighed og klima, men første gang, at prisen skal deles med en anden virksomhed. For Ørsted er det første gang, de vinder prisen.
Caroline Pontoppidan, SVP, General Counsel & Head of Corporate Affairs i A.P. Møller-Mærsk var på scenen og takke for prisen:
”Vi har et mål om at gøre hele vores flåde CO2-neutral inden 2050. For at opfylde ambitionen har vi sat os nogle vigtige delmål undervejs, blandt andet at have det første CO2-neutrale skib klar i 2030. Med rapporten ønsker vi at give omverdenen indblik i rejsen mod målet, for vi ved, det har stor betydning for vores kunder, investorer og medarbejdere. Vi er derfor glade for, at det arbejde bliver anerkendt med CSR Prisen.”
Fra Ørsted var Jakob Askou Bøss, strategi- og kommunikationsdirektør på scenen og kvittere for prisen:
”I Ørsted fungerer vores bæredygtighedsrapportering som et strategisk styringsværktøj for hele virksomhedens arbejde med bæredygtighed. På et årti har vi flyttet os fra at være Danmarks største CO2-udleder til i dag at rangere som verdens mest bæredygtige selskab og en af de største globale aktører i at drive den grønne omstilling af verdens energisystemer. I vores seneste bæredygtighedsrapportering fremlægger vi en udtømmende og videnskabeligt funderet klimahandlingsplan. Handlingsplanen vil gøre Ørsted til et CO2-neutralt selskab allerede i 2025 og med en fuldt CO2-neutral værdikæde i 2040. Vi er meget stolte over at modtage CSR Prisen 2020.”
Charlotte Jepsen, der er administrerende direktør hos FSR – danske revisorer, glæder sig over endnu engang gennem CSR Prisen at kunne pege på de virksomheder, der går foran og viser vejen.
”Vi har i år valgt at have et særligt fokus på virksomhedernes klimarapportering. Med kun et årti tilbage til at realisere politikernes reduktionsmål på 70 procent og verdensmålene, er der ingen tvivl om, at troværdige klimadata bliver afgørende for virksomhedernes arbejde med at reducere deres klimaaftryk. For hvordan skal virksomhederne dokumentere deres fremdrift, hvis ikke vi er enige om målestokken, vi opgør det på? Der er stor efterspørgsel på troværdige klimadata, så vi skal have danske virksomheder helt i front og være forberedt på de øgede krav, vi har i vente fra EU’s side. Vi vil derfor gerne fremhæve og hylde de virksomheder, der allerede i dag er langt i det arbejde. Det gør vi med CSR Prisen."
Kontaktoplysninger på vinderen af CSR Prisen 2020 for bedste rapport om samfundsansvar, bæredygtighed og klima i kategorien stor unoteret virksomhed:
Arla Foods
Dommerpanelets begrundelse
Læs rapporten: Our Responsibility 2019 – Taking action towards sustainable dairy
Kontakt: Susanne Andersen, Senior Manager
Email: susa@arlafoods.com
Tlf.: +45 8938 1184
Kontaktoplysninger på vinderne af CSR Prisen 2020 for bedste rapport om samfundsansvar, bæredygtighed og klima i kategorien stor børsnoteret virksomhed:
A.P. Møller-Mærsk
Dommerpanelets begrundelse
Læs rapporten: Sustainability Report 2019
Kontakt: Povl D. Rasmussen, Senior Press Officer
Email: Povl.Rasmussen@maersk.com
Tlf.: +45 3152 8620
Ørsted
Dommerpanelets begrundelse
Læs rapporten: Sustainability Report 2019
Kontakt: Anders Stougaard, Lead Media Advisor
Email: astou@orsted.dk
Tlf.: +45 9955 6739
Øvrige nominerede til FSR – danske revisorers CSR Pris 2020
Kandidater i kategorien stor unoteret virksomhed, som dommerpanelet har nomineret:
Grundfos med Grundfos in Society – 2019 Sustainability Report
PensionDanmark med Rapport om samfundsansvar 2019
Kandidater i kategorien stor børsnoteret virksomhed, som dommerpanelet har nomineret:
Carlsberg med Sustainability Report 2019
Rockwool med #ThisFutureRocks – Sustainability Report 2019
Dommerpanelet
Rapporterne er blevet bedømt af dommerpanelet, der består af:
- Anders Eldrup, CONCITO
- Carsten Borring, Københavns Fondsbørs/Nasdaq
- Helle Munk Ravnborg, DIIS
- Jacob Fjalland, WWF
- Malene Thiele, Dansk Erhverv
- Michael Albrechtslund, Finansforeningen/CFA Society Denmark
- Nanna Højlund, FH
- Niels Ploug, Danmarks Statistik
- Nina Movin, Otto Mønsted
- Sara Krüger Falk, Global Compact Network Denmark
For yderligere information
Chefkonsulent, FSR – danske revisorer (ekstern tilknytning), Pernille Risgaard:
Tlf.: 4026 1433 eller pr@pcompany.dk
Kommunikations- og analysechef, FSR – danske revisorer, Anders Lau:
Tlf.: 4193 9147 eller ala@fsr.dk
Mere information
I en publikation om de nominerede virksomheder er flere detaljer om CSR Prisen 2020, processen for prisen, samt kriterierne bag årets pris. Se publikationen her og læs mere om CSR Prisen på FSR – danske revisorers hjemmeside her.