Bliv klogere på CSRD - nye EU-regler om virksomheders bæredygtighedsrapportering
Den 21. juni blev Det Europæiske Råd og Europa-Parlamentet enige om en foreløbig politisk aftale om rapporteringsdirektivet om virksomheders bæredygtighed - Corporate Sustainability Reporting Directive, CSRD
Hvad skal du vide?
Det erstatter de nuværende EU-krav om samfundsansvar, som er implementeret i årsregnskabsloven, og vil introducere mere konkrete rapporteringskrav til virksomheder som en del af EU’s handlingsplan for grøn omstilling og bæredygtig vækst.
Direktivet forventes at træde i kraft fra regnskabsåret 2024 med trinvis udvidelse af, hvilke virksomheder som bliver omfattet. Formålet er at forbedre de eksisterende regler om redegørelse for virksomhedernes aftryk på samfund og miljø, herunder hvordan de håndterer risici og muligheder. Hensigten er at gøre det nemmere for investorer såvel som borgere og andre interessenter at forstå, hvordan de enkelte virksomheder skaber langsigtet værdi og bidrager til bæredygtighed i samfundet.
Det nye regelsæt vil få stor betydning for danske virksomheder. Det kan godt betale sig at komme på forkant med disse krav og gøre sig klar til at levere de data, der bliver påkrævet.
Hvad betyder de nye krav for min virksomhed?
- CSRD erstatter det eksisterende EU-direktiv om ikke-finansiel rapportering, som i Danmark er indført i årsregnskabsloven. De nye krav er mere omfattende og forpligter de store virksomheder til at rapportere mere dybtgående om de tre dimensioner af bæredygtighed, dvs. miljø, det sociale område og menneskerettigheder samt ansvarlig selskabsledelse (ESG).
- CSRD vil indføre et krav om revision med begrænset sikkerhed for bæredygtighedsrapportering samt gøre det lettere at tilgå denne information, idet det skal offentliggøres i en dedikeret sektion af virksomhedens årsrapport. Der bliver også krav om digital opmærkning (tagging) af oplysningerne, ligesom det i dag gælder for finansielle data. Dette skal gøre det nemmere at opsamle og sammenligne på tværs af virksomheder.
Hvem vil være omfattet af CSRD, og hvornår træder det i kraft?
Anvendelsen af det nye direktiv vil finde sted i tre faser:
- For børsnoterede virksomheder, der allerede er omfattet af direktivet om ikke-finansiel rapportering, træder CSRD i kraft fra det regnskabsår, der begynder 1. januar eller senere i 2024. Det vil sige, at rapportering, som udgives fra 2025 skal følge direktivet.
- For store virksomheder (med flere end 250 ansatte), der på nuværende tidspunkt ikke er omfattet af direktivet om ikke-finansiel rapportering, træder reglerne i kraft i det regnskabsår, der begynder 1. januar eller senere i 2025. Det vil sige, at rapportering, som udgives fra 2026 skal følge direktivet.
- Børsnoterede SMV'er, små og ikke-komplekse kreditinstitutter og captive forsikringsselskaber bliver først omfattet i det regnskabsår, der begynder 1. januar 2026 og gælder således rapporter der udgives fra 2027.
Hvem sikrer kvaliteten af rapporten?
For at sikre at virksomhederne overholder rapporteringsreglerne, skal der tillige gives revision med begrænset sikkerhed på rapporteringen af en uafhængig revisor eller certificeringsinstans.
Hvad er PwC’s anbefalinger til danske virksomheder?
Bæredygtighed er blevet et vilkår for danske virksomheder, og det er nødvendigt at indtænke risici og muligheder for at fremtidssikre virksomhedens strategi og vinde en komparativ fordel på markedet. Det nye direktiv fra EU er et blandt flere eksempler på den ESG-reguleringsbølge, vi ser i disse år.
“Overordnet set handler det om at komme i gang; tage stilling til de nye lovkrav og se på, hvor virksomheden har udfordringer i sine ESG-politikker og -data,” siger Susanne Stormer, Partner hos PwC og leder af ESG og Sustainability Services.
Hun fortsætter: “Hvis din virksomhed allerede har godt styr på jeres ESG-strategi og -rapportering, er CSRD en mulighed for at blive endnu stærkere. Fx kan I genbesøge de vigtigste ESG-faktorer. Hvis I først lige er begyndt på jeres ESG-arbejde, kan CSRD være en drivkraft til at motivere virksomhedens ledelse til at komme på forkant. Og først og fremmest giver CSRD et roadmap til forbedring af virksomhedens langsigtede værdiskabelse.”
Brug for hjælp til at komme i gang eller videre?
Har du brug for hjælp, er du velkommen til at kontakte PwC’s eksperter. Vi samarbejder med alle dele af dansk erhvervsliv og det offentlige, og med vores tværfaglige ekspertise hjælper vi med omstillingen til en mere bæredygtig fremtid. Tag fat i en af vores kontaktpersoner og læs mere om vores ydelser.