C2C Certified® gør gode produkter bedre
Troldtekts akustikløsninger avancerede i år fra C2C Certified® Sølv til Guld. Ceramas penselglasurer gik fra Bronze til Sølv. Ege Carpets udvikler på højttryk. Alle tre eksempler på, hvordan certificeringsordningen driver en innovativ udvikling
1. marts i år nåede Troldtekt A/S en milepæl. Alle virksomhedens akustikløsninger i træbeton rykkede fra Cradle to Cradle Certified® Sølv til Guld. Det er resultatet af et langt og sejt træk for at udvikle produkt og processer til en sund og cirkulær økonomi baseret på vedvarende energi og social retfærdighed.
Ti år om at opnå C2C Certified Guld
Troldtekt var den første danske virksomhed, som Vugge til Vugge ApS hjalp med at opnå Cradle to Cradle certificering tilbage i 2012. Det er siden blevet til fem recertificeringer og en integreret forretningsstrategi baseret på Cradle to Cradle principperne.
Troldtekt har optimeret produktionen ved at skifte til vedvarende energi, systematisk genanvende affald og meget mere. Det svære har været at udvikle en sundere maling, men det er nu lykkedes så godt, at produktet opnår platin i Material Health kategorien.
”Materialesundhed, og helt specifikt de holdbarhedsbevarende stoffer i malingen, har været den sidste barriere for, at vi kunne opnå en guldcertificering. Derfor er de nye malingrecepter en milepæl for os,” fortæller Tina Snedker Kristensen, der er bæredygtigheds- og kommunikationschef hos Troldtekt A/S.
C2C Certified er et værktøj for udvikling
Det har altså taget ti år for Troldtekt at finde løsningen inden for materialesundhed. Undervejs har det blandt andet været nødvendigt at få en ny leverandør, som kunne udvikle den nødvendige recept på maling.
Så lang tid behøver det ikke altid at tage at rykke fra et trin til et andet. Det har kun taget Cerama to år at udvikle nye penselglasurer, som har skubbet certificeringsniveauet fra bronze til sølv. Her var udfordringen at finde bare én leverandør, der ville tage kampen op mod de skadelige stoffer i penselglasuren. Det lykkedes, og nu er direktør og indehaver Brit Markussen klar til at presse på over for de andre leverandører.
Hun vil simpelthen rejse rundt og fortælle, hvilke krav hun fremover kommer til at stille til blandt andet Code of Conduct, miljøregnskab og recepter. Cerama er den eneste virksomhed, der laver miljømærkede penselglasurer, så den danske direktør bliver miljøets spydspids i en kemitung branche.
”Vi er en lille kunde, men jeg tror på, at vi kan få flere leverandører med på at skabe bedre produkter,” siger hun.
Troldtekt og Cerama er begge to gode eksempler på, hvad Cradle to Cradle Certified kan som værktøj i bæredygtig udvikling. Hele tiden skal produkt og produktionsprocesser forbedres, og ofte kræver det, at leverandørkæden er med på den. Forbedringerne skal ske inden for hver af de fem kriteriekategorier:
- Material Health
- Product Circularity
- Clean Air & Climate Protection
- Water & Soil Stewardship
- Social Fairness
Svært men prisværdigt
Det kan godt være svært – men så meget mere prisværdigt. Arkitekten William McDonough grundlagde sammen med kemikeren Michael Braungart Cradle to Cradle visionen og designtankegangen bag. De lancerede i 2005 den første version af certificeringsordningen, som i 2010 blev overdraget til det nystiftede og uafhængige Cradle to Cradle Products Innovation Institute. Instituttet har siden udviklet og udbredt den globale ordning betydeligt.
William McDonough hylder i høj grad virksomheder, der som Troldtekt tager det lange seje træk – og derfor mener han også, at folk bør støtte Cradle to Cradle certificerede produkter, uanset hvilket niveau det har opnået.
”Jeg tror, at enhver, der kommer ind i Cradle to Cradle Certified® Products Program og faktisk bliver certificeret, er på rette vej og bør hyldes uanset niveau. Et produkt på overordnet bronzeniveau, skal netop ikke være på bronzeniveau for evigt. Derfor bør du også vælge bronzecertificerede produkter, fordi du hjælper producenten med at forbedre sig – og så forbedrer vi os alle sammen,” siger William McDonough til en artikel på Ege Carpets hjemmeside.
Ambitiøse mål viser vejen for Ege Carpets
Ege Carpets har været med på Cradle to Cradle rejsen lige så længe som Troldtekt. Virksomheden har fået flere og flere produkter certificeret. I år er tre certifikater føjet til porteføljen, så mere end 150 tæppeserier er dækket af 23 certifikater. Det er alle virksomhedens tæpper til kontraktmarkedet.
Ege Carpets sætter nu ind for at hæve certificeringsniveauet fra bronze til guld i 2025 og platin i 2030. Forberedelserne er i gang. Alle indholdsstoffer helt ned til 100 milliontedele er kortlagt og vurderet. Den svære øvelse med at finde sunde alternativer til nogle få indholdsstoffer, der kan løfte vurderingen i Material Health, er godt i gang. I forbindelse med de seneste re-certificeringer i 2022 viste vurderingen, at der allerede er sket store fremskridt.
”Er det muligt at opnå en verden, hvor menneskelige aktiviteter ikke efterlader en negativ indvirkning på planeten. Nej, det tror jeg ikke. Men det er stadig værd at stræbe efter, da kun ambitiøse mål kan tage os hele vejen mod en bæredygtig fremtid,” forklarer Dorthe Aaboe Kallestrup, der er Global CSR Lead i Ege Carpets.
Innovation forbedrer konkurrenceevnen
Med fem kriteriekategorier i Cradle to Cradle Certified er der sikret kvalitet i arbejdet. En indsats for bedre materialesundhed må for eksempel ikke gå ud over muligheden for genanvendelse. Det er netop en af grundene til, at Troldtekt var så længe om at finde alternativer til de holdbarhedsbevarende stoffer i malingen.
”Siden vi installerede et nyt maleranlæg i 2016, har vi opsamlet og genbrugt overspray fra vores malerkabine, og det har reduceret vores spild af maling med 70 procent. Hvis vi fjernede de holdbarhedsbevarende stoffer, ville vi ikke længere kunne genanvende overspray, fordi malingen så kunne rådne. Det ville anslået give os et større spild på 200.000 liter maling om året,” forklarer Vibeke Pedersen, teknisk chef hos Troldtekt A/S.
Den nye maling opfylder både kravene til holdbarhed og til at genanvende overspray. Det har krævet produktudvikling og omfattende test af recepterne – både hos leverandøren af maling og i produktionen.
”Innovation er en væsentlig del af det udbytte, vi ser i mange af de virksomheder, vi hjælper med at Cradle to Cradle certificere produkter,” siger direktør i Vugge til Vugge ApS, Annette Hastrup.
”Innovation er både med til at sikre virksomhedernes konkurrenceevne på et marked, som bliver mere og mere fokuseret på sunde og cirkulære løsninger. Samtidig er det helt nødvendigt, hvis vi skal se ind i en sund og sikker fremtid for menneskeheden og vores omgivelser,” fortsætter hun.