Cirkulær kemi - et bæredygtigt udviklingsområde

Cirkulær økonomi har høj politisk prioritet, for som bæredygtigt alternativ til traditionelle leverandørkæder spås det en lovende fremtid. På CSR LINK’s netværksmøde d. 1/11 om sporbarhed og dokumentation indgår Brenntag Nordic med cirkulær kemi som case.

Med menneskehedens stadigt stigende forbrug vil der uomtvisteligt blive større og større kamp om klodens sparsomme ressourcer. Og det er stort problem, for mens ressourcerne bliver færre, vil efterspørgslen vokse, og det vil uundgåeligt få priserne til at stige mod skyerne. Eneste alternativ er at blive bedre til at bruge de ressourcer, der allerede er i cirkulation ved så at sige at plukke af de lavt hængende frugter, i stedet for at høste af nye kilder. 

Det er hovedårsagen til, at cirkulær økonomi er i hastig fremgang i virksomhederne og hyldes af politikere, som vejen frem, men egentlig er det gammel vin på nye flasker, for vi kender det allerede fra vores veludbyggede pantordning, og fra husstandsindsamlingen af papir, pap, metal og plast og sidst i rækken madaffald.

Så hvorfor ikke også tage fat på de kemiske stoffer, der anvendes øverst i leverandørkæderne i produktionen af utallige produkter? Det er man gået i gang med at undersøge mulighederne for hos Brenntag Nordic. Sammen med andre fra branchen er virksomheden gået med i projektet ”Generering og anvendelse af sekundære kemiske ressourcer”, forkortet GEAR, som har fået støtte fra Miljø- og Fødevareministeriets Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram (MUDP).

Vandrette leverandørkæder giver forbedret ressourceanvendelse

For Marianne Lyngsaae, Quality System Manager og REACH Advisor i Brenntag Nordic, er der mange potentialer i cirkulær kemi. ”Når vi går ind i cirkulær kemi, er det ikke for at afskaffe den traditionelle, lodrette leverandørkæde, men for at supplere den med vandrette kæder, så vi får en langt bedre udnyttelse af de ressourcer, der er i omløb. Det er sund fornuft, og det falder direkte ind under FN’s Verdensmål,” siger hun, og hun forventer, at kunderne i de efterfølgende led i kæden vil få stor interesse i de bæredygtige kemiprodukter.

Der er dog et ”men”, for med recirkulerede ressourcer, der kommer ind på tværs af leverandørkæden, introduceres der nye udfordringer, og det er dem, de skal se nærmere på i GEAR-projektet. For eksempel kan der være sket kontaminering af de kemiske stoffer under den tidligere brug, og derfor stiller cirkulær kemi nye krav til sporbarhed og dokumentation.

”Man kan analysere for rigtig meget, men det er en omkostning, og ved man ikke, hvad man skal søge efter, kan det blive dyrt, og så er det ikke engang sikkert, man finder det hele. For at opfylde kundernes specifikationer, er vi nødt til at have fuldstændigt styr på, hvordan de kemiske stoffer har været brugt, og om de eksempelvis er blevet blandet med andre kemikalier.”

Marianne Lyngsaae er dog sikker på, at cirkulær kemi vil vinde stor udbredelse, og som eksempler fremhæver hun, at der i projektet indgår en fødevarevirksomhed, som undersøger mulighederne for at anvende recirkuleret kemi i sin spildevandsbehandling, og medicinalfirmaer, der kan blive donere af kemi til recirkulering.

Cirkulær kemi og miljømærker

Det afgørende for Marianne Lyngsaae er, at der er styr på sporbarheden, og at dokumentationen er i orden. Er der det, bør det til gengæld honoreres af de organisationer, der arbejder på at fremme bæredygtighed, slår hun fast og peger konkret på miljømærkerne:

”Det er i dag nemmere at få miljømærket produkter med genbrugspapir og -plast, så hvorfor ikke genbrugskemi?”, spørger hun og bemærker, at problemstillingerne stort set er de samme: ”Med erfaringerne fra de andre områder, vil det være ret nemt for Svanen at indføre kriterier for cirkulær kemi, og i forhold til Verdensmålene vil der være meget at hente ved at gøre det.”

På CSR LINK’s netværksmøde d. 1. november om sporbarhed og dokumentation kan du blandt andre møde Marianne Lyngsaae og høre mere om GEAR-projektet og potentialer og udfordringer ved den cirkulære kemi. Mødet byder også på en case fra den grafiske branche og på paneldebat om virksomhedernes arbejde med sporbarhed. Der sluttes af med workshop, hvor deltagerne på baggrund af den indhøstede viden kan arbejde med løsninger i egen virksomhed. Se hele programmet her: http://www.csr-link.dk/events2018/

Deltagelse i mødet er gratis, og du kan tilmelde dig ved kontakt til Jens Prebensen, jp@csr-link.dk. 

09.11.2020Factlines

Sponseret

Norsk hotel- og restaurationsbranche kræver sporbarhed på alle fødevarer

25.05.2020Factlines

Sponseret

Hvorfor Factlines? - Vi har kigget indad, og her er hvad vi lærte

27.01.2020Factlines

Sponseret

Velkommen til 2020 – har du hørt om etikinformationsloven?

15.01.2020Factlines

Sponseret

Leverandøroppfølging i praksis

17.12.2019Factlines

Sponseret

Derfor er kortlægning god forretning

12.12.2019Factlines

Sponseret

Tekstilbranchen: Direktører har fået øjnene op for bæredygtighed