Cradle to Cradle kritiseres for manglende transparens

Cradle to Cradle har vundet mange tilhængere, men rækken af kritikere bliver længere. Kritikken retter sig blandt andet mod den manglende transparens i certificeringen og mod den indirekte opfordring til ineffektivitet, som ligger i Cradle to Cradle-filosofien, og som ifølge kritikerne fører til overforbrug af ressourcer, manglende hensyn til energiforbruget og ødelæggelse af miljøet. De fleste af kritikerne findes i Holland, hvor filosofien er trængt mest igennem, men også i Danmark, hvor Cradle to Cradle begynder at vinde et vist fodfæste, er der skepsis over for nogle af de grundlæggende principper.

En af de fremtrædende hollandske kritikere er Dr. Lucas Reijnders, som er professor i miljøvidenskab.

”I Holland er Cradle to Cradle meget populært i såvel den offentlige som den private sektor. For få år siden var der en omfattende propaganda for tanken, og det førte til en udbredt popularitet, som i stort omfang bliver understøttet af industrien, hvor en del industrielle designere forsøger at leve op til principperne. Nogle få af dem er også blevet certificeret,” siger han.

Så vidt han er orienteret, er en certificering ikke mulig inden for den offentlige sektor.

”Men offentlige instanser kan jo favorisere produkter, som er fremstillet efter Cradle to Cradle principper, når de køber ind, og i Holland er der en præference for at indkøbe bæredygtigt, som de kalder det,” bemærker han.

Manglende transparens
Som det står nu, mener Lucas Reijnders dog ikke, at Cradle to Cradle kommer ud som vinder. Der er en stigende kritik af blandt andet certificeringsprincipperne, der adskiller sig fra andre kendte certificeringer. Han sammenligner med den nordiske svane og mærker for økologisk jordbrug.

”I begge tilfælde er der klare kriterier, som du skal leve op til for at opnå en certificering, og certificeringen kan opnås flere steder. Cradle to Cradle er helt anderledes. Der er adskillige former for certificeringer – du har basic, du har sølv, du har guld, og du har platin, og kriterierne er uigennemskuelige, kun Braungart og hans venner kan certificere. Der findes altså ikke en uvildig certificeringsinstans,” påpeger han.

Den manglende transparens gælder også prisen på en certificering. Reijnders har gjort adskillige forsøg på at finde ud af, hvad det koster, men det er ikke lykkedes ham at få et svar. Han mener dog, det handler om en ganske betragtelig sum. Ydermere er det hans indtryk, at prisen varierer, men han har ikke kunnet finde en egentlig struktur i prissætningen.

Certificering i strid med principper
Hvad, der har ført til yderligere kritik, er, at der er givet certificeringer, som ikke lever op til Cradle to Cradle-principperne. For eksempel er en virksomhed, som producerer tagrender af zink, blevet certificeret, på trods af at produktet resulterer i en betydelig mængde zink i spildevandet. Og det virker besynderligt, for zink er et teknisk næringsstof, og Braungart er principielt modstander af tekniske næringsstoffer i miljøet - et synspunkt som deles af Reijnders.

Vandmiljø og ressourceknaphed er glemt
”Biologiske næringsstoffer i sig selv er ifølge filosofien gode for miljøet, så hvis du dumper dem i miljøet, skulle det være gavnligt,” siger Lucas Reijnders, som karakteriserer det som ”vrøvl”. At biologiske næringsstoffer ikke automatisk er gode for miljøet finder han så rigeligt bevist.

”Man behøver bare at tænke på forureningen af vandløb, som er forårsaget af biologiske næringsstoffer – et problem som I har i Danmark, og som vi også har i Holland. Alligevel bruger Braungart den smukke metafor med et kirsebærtræ, som producerer masser af blomster, som falder på jorden. Det er smukt, og det er ineffektivt, for kun få af dem bliver til træer, mens resten er næringsstof for naturen.”

Reijnders ved dog af egen erfaring, at ikke engang kirsebærblomster altid er af det gode.

”I min egen have har jeg en dam, og ved siden af den står et kirsebærtræ, som taber blomsterne ned i dammen, sidste år var jeg væk, da det skete, og da jeg kom hjem, var der ikke mere ilt i dammen, så alle frøerne måtte emigrere.”

Han finder det frustrerende, at Cradle to Cradle-folkene simpelthen nægter at se et problem i udledning af for mange næringsstoffer.

”På samme måde nægter de at anerkende, at vi er nødt til at undgå spild og bruge vores ressourcer effektivt,” siger han og nævner som eksempel træ, hvor overforbrug fører til afskovning og tab af natur. Han tilføjer:

”De kan ikke lide kritik, og de er blinde for andre løsninger. Det virker mere som en sekt end som en god miljøfilosofi.”

Ingen hensyn til klimaet
”Et af vores største problemer lige nu er vores enorme energiforbrug. Jeg har diskuteret det med Braungart, men han kan simpelthen ikke lide ressourceeffektivitet – heller ikke hvad angår energi. Og det er dumt, for der er masser af rum for forbedring,” siger Reijnders, som heller ikke anerkender, at det er muligt at recirkulere stoffer uden miljøpåvirkning.

”Der er altid et energiforbrug, og der er altid et vist tab af materialer, selvom det måske er lille,” påpeger han.

Det virker visionært, men…
Heller ikke i Danmark er det alle, der ubetinget tror på Cradle to Cradle. Lisbeth Engel Hansen Chef for kriterieudvikling i Miljømærkning Danmark, savner først og fremmest transparens i certificeringsprincipperne – herunder de forskellige trin – basic, guld, sølv og platin.

”Umiddelbart virker Cradle to Cradle meget visionært, og det kan jo være udmærket, men netop derfor ville det være dejligt at vide noget mere om, hvad de gør i praksis. Ideen om at hvis der er farlige stoffer i produkterne, skal producenterne bare tage dem tilbage, og så er det deres problem, lyder jo meget god, men ingen ved, hvad der så sker. Derfor er det et stort problem, at man ikke kan se, hvad der ligger til grund for certificeringen,” siger hun.

En model man kan plukke af
Christian Ege, som er sekretariatsleder i Det Økologiske Råd, mener overordnet, at strategien er tyndbenet, men at det er en god ide at satse på genbrug på et højt niveau, sådan at kontorstole bliver til kontorstole frem for at det hele smeltes om. Han kan dog dårligt forestille sig at det kan bruges til alt.

”For eksempel er det svært at forestille sig, at karosseriet på en bil bliver genbrugt som karosseri, hvis bilen er tyve år gammel, men Cradle to Cradle er en spændende strategi, som man kan udvikle dér, hvor det er muligt,” siger han.

Han kritiserer imidlertid, energi og klima ikke indtegnes på en meningsfuld måde.

”De forudsætter, at al energi skal komme fra solen, og dermed er der ikke noget problem i at bruge mere energi. Men forudsætningen er en utopi, som man kan håbe på, at man engang når frem til, og det går galt, når de lader som om, at den vision allerede er en realitet. Her og nu er den helt løsrevet fra virkeligheden. Hvor skal vindmøllerne stå, hvad koster solceller i dag, og hvordan producerer man solceller, vindmøller og elbiler med de begrænsede mængder af ædelmetaller, vi har til rådighed. Det er som om, de ikke rigtig forholder sig den slags til praktiske detaljer,” bemærker Christian Ege.

Det Økologiske Råd har været i dialog med Cradle to Cradle-folkene om det samlede forbrug.

”Deres vision om, at al energi kommer fra solen, og at alt genbruges på samme niveau, fører dem tilsyneladende til en opfattelse af, at vores forbrugsmuligheder er uendelige. De har sagt, at befolkningstilvækst ikke er noget problem, og det er heller ikke noget problem, at ni milliarder mennesker på Jorden i 2050 vil op på vores forbrugsniveau, fordi man med Cradle to Cradle-tankegangen bare kan øge forbruget uendeligt,” forklarer han.

Hvad angår Cradle to Cradle-filosofiens ide om, at biologiske næringsstoffer ikke er noget problem, siger Christian Ege:

“Det er jo grotesk, det lyder som om, de mangler noget forståelse for, hvordan naturen er skruet sammen.”

Læs også: "Vores kunder efterspørger Cradle to Cradle" og "7 hurtige til Martin Fluri" Find artiklerne ved at søge på overskriften i søgefeltet øverst til venstre.