Døgnrytmelys gør skoledagen bedre på Vamdrup skole
Vamdrup skole har som en af de første skoler i Danmark fået installeredet døgnrytmelys, i samarbejde med Fischer Lighting. Lyset skaber resultater og positive forandringer for både lærere og elever.
Klasselokale med døgnrytmelys på Vamdrup skole i Kolding.
Når lærere og elever sætter sig koncentreret over dagens opgaver, bliver de helt ubemærket hjulpet på vej af et nyt døgnrytmelys, der regulerer både lysintensitet og farvetemperatur i klasselokalet, så elever og undervisere får det mest optimale arbejdslys. Som en af de første skoler i Danmark, afprøver Vamdrup skole en ordning med døgnrytmelysstyring i samarbejde med Fischer Lighting. Døgnrytmelyset simulerer solens varierende styrke og farve i løbet af en dag, og forskning viser, at det hjælper på både koncentrationen og komforten i de mange timer de opholder sig på skolen.
"Vi har fået meget positiv respons fra lærerne, efter at vi har fået installeret døgnrytmelys i klasserne. Eleverne opleves som mindre trætte og mere rolige. En lærer har endda fortalt, at eleverne er mindre generet af hovedpine nu. Men lærerne sætter også meget pris på, at de i dag selv har mulighed for at tilpasse lyset til undervisningens indhold. Det kræver jo forskelligt lys, om de skal hygge eller have prøver". Erling Lynggaard, Teknisk servicemedarbejder, Vamdrup Skole.