Demensfaglighed er med til at ændre plejekulturen

Hvis en nyindflyttet beboer på plejehjemmet er bange og svær at komme i kontakt med, kan det skabe frustrationer hos både beboere, pårørende og medarbejdere. Med adfærden er en forståelig og kompetent reaktion og en måde at kommunikere på, at vedkommende er utryg og ikke kan forstå sin situation.

”Man kan i den situation som medarbejder opleve, at man med de bedste intentioner kommer ind for at udføre en konkret opgave og alligevel bliver afvist. Med de mange nye metoder vi har arbejdet med, er vi i fællesskab blevet bedre til, at få beskrevet og tage afsæt i beboerens livshistorie og behov, så samarbejdet altid tager udgangspunkt i beboeren,” fortæller forstander Hanne Munkholm fra plejehjemmet Søster Sophies Minde på Diakonissestiftelsen og uddyber:

”Nogle gange er den bedste måde at indlede et samarbejde med beboeren på at drikke en kop kaffe sammen og se lidt på fuglene i haven. Hvis en beboer måske har rejst meget, og vi serverer maden som på en restaurant, kan det være det første skridt til en god kontakt, som danner fundament for et godt samarbejde.”

Souschef Christina Hundebøll Bischoff supplerer:
”Vi har fået værktøjer til at se beboeren ud fra forskellige perspektiver og hjælpe hinanden med at analysere situationen. Vi skal ikke ’kvik-fikse’ udfordringen, men bruge tid på at arbejde med relationen og forstå årsagerne til adfærden.”

Med udgangspunkt i virkeligheden
Gennem 18 møder, der har vekslet mellem undervisning og træning i metoderne det seneste halve år, er de to ledere af plejehjemmet sammen med otte medarbejdere blevet uddannet som nøglepersoner i personcentreret omsorg og samarbejde med mennesker med demens af Sundhedsstyrelsens Demensrejsehold. Sideløbende er den øvrige medarbejdergruppe blevet involveret og har fået præsenteret centrale begreber. Undervisningen har taget udgangspunkt i konkrete plejesituationer, og de nye værktøjer er løbende blevet prøvet af i praksis.

”Et værktøj, vi fortsat arbejder bevidst med, er intervalpleje. Medarbejderne tager hver dag afsæt i den stemning, der denne dag er i relationen og udfører herefter de nødvendige opgaver i det tempo, som passer ind i beboerens hverdag. Det giver mere trivsel og glæde hos både beboere og medarbejdere, samtidig med at vi ofte kan gøre det på samme tid og med mere positiv energi. Så det giver rigtig god mening,” siger Christina Bischoff.

”Vi har fået udviklet vores fælles sprog yderligere, så det bliver lettere, at have en faglig sparring med hinanden også omkring de relationelle opgaver og også på tværs af vagtlagene. Vi kan på den lange bane se, at beboerne trives, er blevet mere rolige og sover bedre om natten. For flere beboere har vi også kunnet nedtrappe den antipsykotiske medicin. Så det gør helt klart en forskel,” tilføjer hun.

Mere omsorg, mindre medicin
Netop medicinforbruget er et indsatsområde for Sundhedsstyrelsen, forklarer demenskonsulent Jette Waagner, der er udsendt fra Demensrejseholdet:

”Demens er ikke en psykose, men man bruger ofte antipsykotisk medicin for at udnytte bivirkningerne. Medicinen gør umiddelbart beboerne roligere, men det er fordi, de mister evnen til at udtrykke sig og kommunikere relevant, og evnen til at gå kan påvirkes. Vi har i 2016-19 uddannet 600 nøglepersoner med god effekt. Vi har blandt andet kunnet måle nedsat sygefravær, magtanvendelse og konfliktniveau samt markant øget trivsel hos beboere og personale. Fra januar 2021 begyndte vi en ny runde, som Søster Sophies Minde er med i, hvor vi har fokus på at nedbringe brugen af antipsykotisk medicin.”

Fremgangsmåden for Demensrejseholdet har været meget praksisnær. Så medarbejderne fra Søster Sophies Minde har fortalt om udfordrende situationer med beboere, og så har de fået opgaver, som de skulle gå ud og prøve af.

”Det kan for eksempel være, at de har fået til opgave at lave en kontakt i et ’kravsfrit rum’ med beboeren. Det betyder, at de går ind til beboeren uden at have en specifik opgave, bare for at møde ham og lære mennesket bag sygdommen at kende. Når jeg ser dem til næste møde, fortæller de, at beboeren begyndte at snakke med dem i stedet for at være afvisende,” fortæller Jette Waagner.

’Kontakt, stemning, struktur’
Nøglepersonerne taler begejstret om det nye, fælles sprog. Desuden har den plejehjemstilknyttede læge været med på en del af møderne, hvilket har givet en fælles forståelse for ønsket om at bruge mindre medicin.

”Jeg har lært rigtig meget – eller faktisk havde jeg allerede lært meget af det på min uddannelse, men nu har jeg også lært at bruge det. Den fælles gennemgang af beboerne betyder rigtig meget, så man ikke står alene med udfordringerne,” siger social- og sundhedsassistent Bozica Jahic.

’Kontakt, stemning, struktur’ er blevet et mantra på plejehjemmet. Det danner grundlag for en god måde at møde beboerne på, fortæller Christina Bischoff:

”Først tager man kontakt, så fornemmer man stemningen og tuner sig ind på mennesket, og først derefter tager man fat på opgaven. Når der er travlt, har vi nok haft tendens til at komme ind og springe direkte ud i opgaven. Nu fornemmer vi først, om personen for eksempel er parat til at få et bad. Og så kommer vi tilbage senere, hvis der lige er behov for at vågne først.”

Ny indsigt og nysgerrighed
Den 3. marts blev forløbet med Demensrejseholdet afsluttet, og de ti nye nøglepersoner fik diplomer på deres læring. Desuden blev der sammen med en stor del af de øvrige medarbejdere planlagt, hvordan de nye metoder kan fastholdes i hverdagen. Hanne Munkholm er opsat på, at der nu bliver holdt fast i den nye måde at arbejde på:

”Det her er ikke bare et kursus, men en kulturændring. Vi er blevet endnu bedre til at se det enkelte menneske, fordi vi over længere tid er blevet ansporet til at koble plejen i hverdagen med de nye teorier og så løbende har samlet op på erfaringerne. Det gør en kæmpe forskel,” siger hun og tilføjer:

”For at holde fast i den gode læring, vil vi fremadrettet have fokus på en udvalgt metode hver måned på vores daglige triageringsmøder. Vi vil samtidig have ekstra fokus på, at introducere værktøjerne til vores faste afløsere, nye medarbejdere, elever og studerende. Desuden vil vi synliggøre nøglepersonerne i hverdagen, som en del af at støtte op om en læringskultur. Vi indfører også faste ’beboerkonferencer’ i samarbejde med vores plejehjemslæge.”

Hun fastslår, at ledelsesopbakning er af afgørende betydning for, at kulturændringen kan leve videre og er meget glad for, at der fra Demensrejseholdets side har været en vedholdende insisteren på at både leder og souschef deltog i forløbet.

”Det har været en fantastisk rejse. Jeg har som leder været enormt stolt og glad over at få lov at være med. Det har været privilegeret at have tid og kvalificeret hjælp til at arbejde i dybden med demensfagligheden. Jeg har mærket et kæmpe engagement hos medarbejderne trods træthed efter corona. Det skaber også trivsel hos dem, for de bliver glade for at kunne gøre en endnu større forskel for både beboere og pårørende,” siger Hanne Munkholm og slutter af med et smil:

”Men det, der glæder mig allermest, er, at jeg kan se, at det giver øget livskvaltiet for den enkelte beboer, som bliver mærkbart roligere, trives bedre og får mødt sine behov på egne præmisser.”