Du kan stadig nå at indstille din virksomhed til to miljøpriser
Om en uge er det for sent, men indtil da har du fortsat mulighed for at indstille din eller en anden virksomhed til en CSR Award.
Hvis du arbejder i en virksomhed, der fortjener at få en miljøpris, eller kender en, kan du stadig nå at sende en indstilling. Der er lige præcis en uge til fristen for CSR Awards 2011 udløber. 15. august er sidste chance for at komme i betragtning til de to miljøpriser, der uddeles den 29. september sammen med ti andre CSR Awards. Den ene pris er CSR CO2- REDUCTION, der gives til en dansk virksomhed, der har arbejdet bedst med at reducere udledningen af drivhusgasser. Den anden er CSR CLIMATE PARTNERSHIP, og den gives til et partnerskab mellem større og mindre danske virksomheder, private samt offentlige (institutioner, kommuner, styrelser mv.) og organisationer. Ansøgningen foregår ved at man sender et elektronisk postkort fra CSR Fondens hjemmeside www.csrfonden.dk hvor man kort motiverer sin indstilling.
Juryen, der består af John Nordbo fra WWF, Preben Sørensen fra Deloitte, Ole Fruekilde fra SE og Anne Grethe Holmsgaard fra SF, nominerer tre virksomheder til hver pris. Det sker i begyndelsen af september. Derefter optager CSR Fonden film med de nominerede, hvoraf nogle kan blive vist i optakstprogrammer i løbet af september måned. De endelige vindere bliver offentliggjort på CSR Awards i Sønderborg den 29. september, hvor der også deltager ministre, repræsenter fra kongehuset og fremtrædende internationale personligheder bl.a. Al Gore. Når man indstiller sig til en af de to miljøpriser har man desuden muligheden for at komme i betragtning til både CSR AWARDS COMMUNICATION og CSR AWARDS STRATEGY, idet vinderen i disse kategorier findes blandt de øvrige nominerede.
/KPE