Efter corona: Frivilligheden er tilbage

Diakonissestiftelsens Hospice har måttet undvære sine frivillige under coronaepidemien. Nu er de tilbage. Det glæder Anette Dyhrberg, som har været frivillig på hospice i tre år.

Anette Dyhrberg er glad for atter at kunne gøre en forskel med sin frivillige indsats på Diakonissestiftelsens Hospice. Foto: Thomas Wittrup.

Anette Dyhrberg er netop vendt tilbage som frivillig på Diakonissestiftelsens Hospice efter en månedlang, ufrivillig pause på grund af de stramme coronarestriktioner.

Fakta

  • Der er ca. 25 frivillige på hospice – og plads til flere.
  • Som frivillig kan man enten få faste vagter eller byde ind på en tre-ugers vagtplan, som bliver sendt ud. Man skal helst kunne tage en-to vagter om måneden.
  • Frivillige bliver oplært af andre frivillige i et introduktionsprogram og tilbydes løbende undervisning og samtaler.
  • Som frivillig har man tavshedspligt, er ulønnet, går med navneskilt og overholder almindelige hygiejneregler.
  • De frivillige er del af et fællesskab både med de andre frivillige på hospice og på resten af Diakonissestiftelsen.
  • Diakonissestiftelsens Hospice på Frederiksberg har 16 pladser og har derudover et udgående hospiceteam, som yder pleje og omsorg til yderligere 20 borgere.
  • Det er gratis at komme på hospice, og alle er velkomne på Diakonissestiftelsens Hospice uanset nationalitet, religion, alder eller bopælskommune.
  • Diakonissestiftelsen er en non-profit virksomhed med over 155 års erfaring i at uddanne og drage omsorg for mennesker.

”Frivilligheden på hospice blev af hensyn til patienterne lukket ned nærmest fra den ene dag til den anden. Og min tid som frivillig betyder meget for mig, så det føltes vitterligt som om, noget blev taget fra mig. Det var derfor en stor glæde, da jeg forleden kunne komme tilbage", fortæller den tidligere finansdirektør, mens hun retter lidt på navneskiltet på den blå uniformsbluse.

Værdighed er vigtig

Det var i 2018, at Anette Dyhrberg besluttede sig for at blive frivillig på Diakonissestiftelsens Hospice.

”Jeg var blevet pensionist og vidste, at jeg gerne ville bruge min tid på noget meningsfuldt. Noget, hvor jeg kunne hjælpe andre, som jeg håber, at andre vil hjælpe mig, hvis det engang skulle blive nødvendigt. Jeg kontaktede frivilligheden på Diakonissestiftelsen, som gav mig valget mellem forskellige områder. Hospice var det, som tiltalte mig mest, og nu har jeg været frivillig her i tre år", beretter Anette Dyhrberg, som uddyber:

”Værdighed er vigtigt for mig. Det kan jeg bidrage til på hospice, hvor jeg kan aflaste sygeplejersker og terapeuter og hjælpe patienter og pårørende med en god afslutning på det, som uundgåeligt kommer. Faktisk er det tit de pårørende, vi frivillige har kontakt med. De har ofte brug for, at nogen er der for dem – både praktisk og mentalt. Det kommer i den sidste ende også patienterne til gode".

Opgaverne for de frivillige på er ofte af en praktisk karakter. Her er Anette Dyhrberg gået i gårdhaven på hospice. Foto: Thomas Wittrup .

De frivillige bringer hverdagen med sig

De frivillige kan ikke overtage konkrete opgaver for det faglige personale, men de kan hjælpe med praktiske opgaver eller tilbyde et lyttende øre og en snak. Ifølge frivilligkoordinator Susanne Christophersen er de frivillige med til at skabe den stemning af tryghed, nærhed og værdighed, som er grundstenen på Diakonissestiftelsens Hospice:

”De frivillige på hospice gør en stor forskel for både patienter, pårørende og medarbejdere. De bidrager som medmennesker og bringer noget hverdag og atmosfære ind i huset med deres tilstedeværelse, synlighed og nyttighed, når de fx er værter ved forskellige arrangementer som musikaftener eller grillmiddage. Vi er rigtig glade for, at de er tilbage på hospice", siger hun.

Frivilligkoordinator Susanne Christophersen er glad for at have de frivillige tilbage på hospice. Foto: Karen Grønkjær Kjeldsen. .

Den gode stemning er intakt

Anette Dyhrberg nævner flere grunde til, at hun har valgt at bruge nogle timer om ugen på frivilligt arbejde i sin pensionisttilværelse:

”Det lyder lidt som en kliché, men jeg vil gerne hjælpe, hvor der er brug for det og føle, at jeg gør en forskel for nogen. Og så har jeg bare brug for at komme hjemmefra og opleve noget, nu da jeg ikke længere går på arbejde", konstaterer Anette Dyhrberg, som heldigvis fandt et alternativt frivilligt arbejde, da hospice i coronaperioden ikke var muligt.

”Coronaen, som gjorde, at jeg ikke længere kunne komme på hospice, betød, at jeg fik travlt som hjemmeunderviser for mine børnebørn, der var sendt hjem fra skole. Det var et godt og meningsfuldt alternativ", siger hun med et smil.

”Men jeg er rigtig glad for at være tilbage på hospice. Det var rart at blive mødt med den samme hjertelighed som før corona – den er i hvert fald ikke forsvundet. Stemningen er stadig positiv, energisk og fuld af glæde", afslutter Anette Dyhrberg, som efter interviewet skal rundt i huset for at vise en ny frivillig til rette.

24.10.2022Diakonissestiftelsen

Sponseret

Ældrepleje er mere end et arbejde for mig

21.10.2022Diakonissestiftelsen

Sponseret

Et nyt og større Diakonfællesskab

19.10.2022Diakonissestiftelsen

Sponseret

Fødselshjælper for fællesskaber

17.10.2022Diakonissestiftelsen

Sponseret

Fællesskab fører til forpersonskab

14.10.2022Diakonissestiftelsen

Sponseret

Langt omkring med en sygeplejerskeuddannelse

12.10.2022Diakonissestiftelsen

Sponseret

Ud af huset-oplevelser styrker unges fællesskab