EU’s Ministerråd presser på for øget cirkularitet i bygge- og anlægssektoren
Halvdelen af Jordens ressourcer anvendes i bygge- og anlægssektoren mens omtrent en tredjedel af de affaldsmængder, der generes i EU, består af bygge- og anlægsaffald.
I tillæg er bygninger den største energisluger i EU og eftersom byggeindustrien er yderst materiale- og carbon-intensiv, forventes vedligeholdelse og renovering af den eksisterende bygningsmasse såvel som cirkulært byggeri ifølge EU’s instanser at blive en ganske vigtig del af den klimaneutrale og grønne omstilling. Af samme årsag er øget cirkularitet inden for bygge- og anlægssektoren af høj prioritet i EU – både for den nye Europa-Kommission og for EU’s Ministerråd, for hvilket Finland sidder i spidsen dette efterår
Nu er komitéen for medlemsstaternes faste repræsentanter, COREPER, der er en arbejdsgruppe under Rådet, derfor blevet enige om en række initiativer, som man mener, at Kommissionen bør tage fat på i forbindelse med at øge cirkulariteten inden for bygge- og anlægssektoren. Mere specifikt ønsker COREPER med sine konklusioner bl.a., at Kommissionen kigger nærmere på muligheden for:
- at klarlægge sammenhængen mellem byggevareforordningen og andre EU-lovgivninger som eksempelvis affaldslovgivningen, eco-designdirektivet, EU’s kemikalielovgivning, herunder REACH samt forordningen for energimærkning
- at skabe en mere konsistent brug af betegnelserne ”genbrug” og ”genanvendelse”, som allerede eksisterer i byggevareforordningen og relaterede standarder på den ene side, og anvendelsen af betegnelsen ”nyttiggørelse” i affaldslovgivningen på den anden side,
- at undersøge muligheder for bestemmelser, der kan fremme kvalitetsmaterialer fra først genbrug, dernæst genanvendelse, prioriteret i nævnte rækkefølge
- at undersøge de nødvendige betingelser for at opbygge og finansiere elektroniske platforme til markedsføring af genbrugte og genanvendte byggevarer
- at identificere bestemmelser, der kan begrænse overskud af byggeprodukter og -materialer
- at identificere bestemmelser, der kan fremme kortlægning inden nedrivning (et såkaldt pre-demolition audit) samt materialepas, der kan øge sporbarhed af både stoffer og materialer
I tillæg understreger arbejdsgruppen, at Kommissionen i forbindelse med revisionen af byggevareforordningen bør inkludere krav, der kan fremme fremtidens cirkulære byggematerialer samt så vidt det er muligt, at udarbejde tekniske specifikationer hertil.
Læs mere
Du kan finde arbejdsgruppens oplæg til Rådet her. Det forventes, at de vil blive vedtaget uden bemærkninger på førstkommende Rådsmøde den 28. november, hvorefter det er op til Kommissionen at arbejde videre med de foreslåede initiativer.
Du kan også læse meget mere om revisionen af byggevareforordningen på Europa-Kommissionens hjemmeside