EU-lovkrav giver dyrere flybilletter
Grundet EU’s lovkrav om grønt brændstof melder flyselskabet Lufthansa ud, at udgifterne kommer til at stige. Og det kommer kunderne til at betale for.
Som konsekvens af skærpede EU-lovkrav om flyselskabers brændstof vil Lufthansa fra næste år lægge et gebyr på mellem 1 og 72 euro oven i kundernes flybilletter.
Det betyder, at en billet kan komme til at koste op til 537 kroner mere.
Det skriver Financial Times.
Læs også: Danske Bank giver rådgivning om klimasikring til boliger
De nye regler fra EU betyder, at mindst to procent af det brændstof, flyselskaberne forbruger, skal være bæredygtigt.
Og derfor melder Lufthansa ud, at gebyret skal dække de ”meromkostninger” som lovkravet medfører.
Lufthansa er det første flyselskab, der indfører gebyret, men ifølge Financial Times kan flere vælge at følge trop.
– HCL