Fem skarpe om tropisk træ til Keflicos Kasper Kopp

Når man vælger træarter, som man normalt ikke efterspørger, spredes presset imellem flere arter og på flere skovområder. Det er godt for biodiversiteten, og samtidig skabes en bedre økonomi for flere skovejere i troperne. I takt med, at udbuddet af nogle af de mest anvendte arter bliver mindre eller bliver dyrere, kan der også være gode økonomiske fordele ved at efterspørge flere arter.

For et årti siden begyndte man for alvor at snakke om og diskutere ”mindre kendte tropiske træarter” på markedet for tropisk træ i Danmark. I dag er snakken og diskussionerne blevet til handling og flere af de dengang mindre kendte arter er i dag kendte. Kasper Kopp fra Keflico var med til at introducere de mindre kendte træarter for 12 år siden, og vi har stillet ham fem spørgsmål om fortiden og fremtiden.

Du introducerede guariuba som en mindre kendt træart, da du havde dit eget handelsfirma. Den er nu velkendt og kommerciel i Danmark. Sådan er det ikke gået for alle de mindre kendte arter, du introducerede. Hvorfor lykkedes det med guariuba?

Der er flere faktorer, som spiller ind for, at en mindre kendt træart bliver kommerciel. Egenskaberne skal naturligvis være i orden til de påtænkte formål, og her skal man være parat til at lave længerevarende test og forsøg. Oftest har man fra starten en vis mavefornemmelse med en træart, men det er vigtigt ikke at forlede sig på den, men i stedet lade træet gennemgå alle stadier, for nogle gange bliver man overrasket. Langt de fleste mindre kendte træarter, jeg har testet, har vist sig at være ganske udmærket til formålet.

Dernæst, og det er som oftest her man støder på problemer, er det et spørgsmål om tilgængelig volumen. Mange træarter, især fra Amazonas, er relativt små i volumen, og volumen kan svinge fra år til år. Dette gælder især træarter med et FSC-certifikat, hvor der udover et begrænset udbud også er restriktioner på skovdriften og det årlige hugstudtag.

Guariuba er eksemplet på en træart, som var mindre kendt – i Danmark vel at mærke - som har rigtig gode egenskaber til en stribe formål, både udendørs og indendørs, og hvor der er en rimelig god volumen til rådighed fra år til år. Og så er det en træart, som falder i manges smag - den har det her lidt eksklusive teak-iroko-agtige udtryk.

Der sker jo nok det, at i takt med at andre får øjnene op for guariuba, så stiger efterspørgslen og på et tidspunkt går den fra at være en mindre kendt træart til at være en kendt og kommerciel træart, og så stiger prisen. Og det er også sådan, det skal være, for hele ideen med at udvikle de mindre kendte træarter er netop at forbedre økonomien i den FSC-certificerede skovdrift. Tænk på hvor mange hundrede, ja tusinde forskellige træarter, der er i skovene, og hvor få som i dag er kommercielle. Der ligger et kæmpe potentiale her, både for os træforbrugere og for udvikling af den bæredygtige skovdrift.

I 2013 skrev vi en artikel på FSC.dk om Ørestadens Skole og Isbjerget ved Aarhus Havn. Her var der oprindeligt foreskrevet kendte træarter til projekterne. I sidste ende blev der dog valgt mindre kendte og testede træarter, hvilket blandt andet gjorde udgifterne til træet lavere ved et af projekterne. Hvordan kan en mindre kendt træart være billigere end de mere kommercielle, og hvor ofte er det tilfældet?

Det er stort set altid tilfældet ved træarter med sammenlignelige egenskaber, og forklaringen ligger altovervejende i udbud og efterspørgsel. I nogle tilfælde er der endog en meget stor prisforskel, hvis den foreskrevne træart er blandt de meget dyre. Så der kan være en stor gevinst for en bygherre i at åbne op for alternativer, og så er det jo vores opgave som importører at bruge vores faglighed til at finde alternativer som kan løse opgaven.

Specifikt omkring de to projekter fra artiklen er der tale om træ til udendørs anvendelse, som skal sidde ubehandlet. Det betyder jo fokus på varighed, stabilitet og slidstyrke, hvorimod farven i og for sig er uvæsentlig, da træet jo bliver gråt som følge af soleksponering. Det med farven kan dog være en udfordring for bygherrer og arkitekter at abstrahere fra, hvis den i frisk tilstand er meget anderledes. Her er det altafgørende at have referencer at henvise til, og her er Kulbroen i Aarhus eller gangbroen i Randers Regnskov med de mange forskellige træarter jo guld værd.

I en klumme i magasinet Kommunen i 2010 anbefalede du, at arkitekter og rådgivere ikke specificerer én bestemt træart i udbudsmaterialer, da det spænder ben for bæredygtighedskrav og indskrænker de mange muligheder, som findes. Har de taget det gode råd til sig?

Pointen var, at de skulle fokusere på egenskaber og funktionalitet fremfor udseendet i, og med langt de fleste træarter ændres farven med tiden. Det gælder i særlig grad til udendørs anvendelse, hvor de tropiske arter grundet deres varighed oftest er i spil.

Jeg brugte en del energi på det dengang, og der var faktisk en del, som lyttede og skrev udbudsmaterialet på en sådan måde, at der var åbenhed for alternativer. Og de der lyttede, lykkedes ofte med at få FSC-certificeret træ på deres projekter uden merpris. Men det er jo en stor branche at flytte, og heldigvis har FSC Danmark også taget budskabet med ud, hver gang der er nogle, som vil lytte.

Jeg prøvede i øvrigt også at forklare, at faste længder og især faste lange længder ikke passer ret godt med brugen af træ - der er jo grene på træerne! Det gik desværre mindre godt, og her er der stadig behov for en holdningsændring, for det er faktisk en væsentlig del af en bæredygtig udnyttelse af vores fælles træressource.

Hvilke træarter skal vi lære at kende de kommende år?

Ja, der er jo mange at vælge imellem, men jeg tænker faktisk, at noget at det mest interessante fremover bliver at fokusere på grupper af træarter fremfor én træart. Mange af de mindre kendte arter ligger så tæt op ad hinanden, at det til en række formål giver mening at blande dem. Derved opnår man større tilgængelig volumen og dermed bedre forsyningssikkerhed og bedre mulighed for gode stabile priser.

At gruppere træarter er i øvrigt ikke noget helt nyt. Erfarne træfolk kender det allerede fra fx jatoba og meranti, hvor man har inddraget andre botaniske træarter uden at gøre et større nummer ud af det. Det er bare sådan, at i den FSC-certificerede skovdrift er man tvunget til at skelne imellem de botaniske træarter for at sikre en bæredygtig udnyttelse og dermed kommer der også egne handelsnavne på dem alle sammen, som vi og kunderne må forholde os til.

Hvad er status på de klassiske tropiske træarter, når det gælder tilgængelighed og pris og udbuddet af de certificerede arter?

Der er et stort pres på ressourcerne, og det bliver kun større fremover. Skovene er under pres fra mange sider, ikke mindst i troperne. Som træimportør er vi desuden begrænset af de restriktioner der ligger i EU´s Tømmerforordning, altså at man skal kunne dokumentere lovlig oprindelse. Det indskrænker igen forsyningsmulighederne. Det mindsker ikke presset på ressourcerne, for det kommer primært fra andre markeder, især Kina og fra andre produkter, primært landbrugsprodukter. Jeg har helt overordnet meget svært ved at se andet, end der på sigt bliver ringere tilgængelighed og højere priser på de klassiske træarter.

Hvad angår det certificerede, og her er det jo reelt kun FSC, når vi taler tropisk træ, så er udfordringerne ikke mindre i dag end for 5 år siden. Tværtimod. Udviklingen i FSC-arealet i troperne er stagneret. Nye koncessioner er kommet til, men andre er faldet fra. Til gengæld er der i dag en endnu større efterspørgsel, men det har indtil videre ikke øget udbuddet.

Og hvad kan man så gøre ved det? Efter min mening skal det økonomiske incitament for certificering være større for skov- eller koncessionsejeren i forhold til de omkostninger, der er forbundet med at drive og dokumentere en bæredygtig skovdrift, hvor både oprindelige folk og papegøjer skal tilgodeses. Og så er der jo igen det forhold, at for at hugsten skal være bæredygtig må skovejeren kun udtage en vis mængde af hver træart. Hermed bliver det så soleklart, at jo flere af de mindre kendte træarter, som kan få bedre markedsadgang og dermed højere værdi, desto bedre for økonomien i skovdriften.