Flügger udfaser populær malingserie og styrker miljøprofilen
Som del af en større grøn strategi stopper Flügger produktionen af den populære Flutex-maling. I dens sted træder mere miljørigtige serier med svanemærkning og – for den ene af serierne – spande med 50% genanvendt plastik.
De fleste har sikkert en malerspand stående i kælderen med det ikoniske røde låg og navnet Flutex printet hen ad siden. Men snart er det slut, for Flügger er i gang med deres hidtil største produktændring. For at imødekomme stadigt skærpede miljøkrav har Flügger valgt at udfase sin mest populære malingtype, Flutex, til fordel for opgraderede varianter i Flüggers portefølje, nemlig Flügger Perform, Dekso og Flutex Pro.
"Det er den største produktforbedring i Flüggers historie – og også lidt nervepirrende. Vi går ind og erstatter kundernes favoritvariant. Men over hele linjen bytter vi med markant forbedrede og mere skånsomme versioner af allerede eksisterende produkter, så vi forventer en god modtagelse", siger Christian Backman, Product Manager.
Ved at skære ned i porteføljen bliver det mere overskueligt for kunderne at vælge den rette maling til netop deres behov. Til den professionelle maler er der en forbedret Flutex Pro. Til feinschmeckeren og de modebevidste er der en opgraderet version af Dekso. Og som det nye barn i klassen er der blevet budt velkommen til Flügger Perform, der er en budgetvenlig variant til private brugere i spande, som er fremstillet af 50% genanvendt plastik.
Stærkere miljøprofil
De tre malingtyper er produceret, så de opfylder kravene til Svanemærket. Flügger Pro og Dekso lever endvidere op til M1 kravene, der står for lavest mulige emissioner til indeklimaet. For slutkunden betyder det produkter med minimal påvirkning af indeklimaet, og hvor den velkendte kvalitet og de funktionelle egenskaber er bevaret.
"Reglerne for certificeringer og krav ændres konstant. Med de nye opgraderede malingserier får vi det bedste maleresultat og påvirker samtidig miljøet mindst muligt", fortæller Christian Backman, Product Manager.
I et ønske om at drive udviklingen mod mere miljørigtige produkter, har Flügger udviklet maling med meget lav emission, så hverken professionelle eller private malere udsættes for eksempelvis skadelig afdampning under brug. Så selvom Flutex har været brugerfavorit siden lanceringen i 1968, giver det for Flügger ikke mening at holde fast i et produkt, som ikke lever op til tidens standarder.
Grøn strategi
Siden Flüggers CEO, Sune Schnack, rykkede ind på direktørgangen i 2021, er malervirksomhedens grønne profil kun blevet stærkere. Det sker blandt andet gennem Going Green-strategien, hvor Flügger arbejder for en grønnere og mere bæredygtig fremtid. Blandt målene for 2030 er en CO2-neutral produktion og salg af 100% miljømærket maling i Norden.
Som led i strategien har Flüggers flagskibsfabrik i Kolding gennemgået en omfattende renovering, som har direkte betydning for fremtidens Flügger-maling. Det er blandt andet blevet nemmere at holde fabrikken ren under produktionen, hvilket betyder, at der er mindre behov for konserveringsmidler i malingprodukterne.
"Going Green definerer vores forretningsmæssige mål og slår tonen an for et nyt og bæredygtigt Flügger i det næste årti. Men grøn omstilling er slet ikke nyt for os. Faktisk lavede vi vores første vandbaserede maling allerede i 1960’erne", siger CEO Sune Schnack.