Forskere indsamler vigtige data om kunstige rev under offshore platforme
Livet i havet er under pres mange steder, men måske mindre omkring vores danske Nordsø-platforme. Forskere fra DTU Aqua og Aarhus Universitet Ecoscience indsamler lige nu vigtige miljø- og biodiversitetsdata for bedre at kunne forstå platformenes rolle i at tiltrække marint liv. Resultaterne skal bidrage til beskyttelse af biodiversiteten omkring offshore-platformene.
Et dedikeret hold af forskere og specialister fra TotalEnergies og konsulent- og teknologivirksomheden DHI er netop hjemvendt fra en tre uger lang forskningstur i den danske del af Nordsøen med fokus på biodiversitet. Forskningsholdet indsamlede bundprøver omkring flere af Dansk Undergrunds Consortiums (DUC) offshore-platforme.
De opsamlede også 12 undervandssensorer, der sidste sommer blev placeret ved Skjold-feltet som en del af projektet organiseret af TotalEnergies med Dansk Undergrunds Consortium, DTU Offshore, DTU Aqua og Aarhus Universitet Ecoscience. Samtidigt satte de fire nye sensorer ud ved Tyra-, Harald-, Dan- og Skjold-felterne.
”Undervandssensorerne, de såkaldte hydrofoner, registrerer adfærden hos mærkede torsk og ekkolokaliserende havpattedyr som marsvin, der færdes omkring vores offshore platforme. Det hjælper os med bedre at kunne forstå den rolle, platformene spiller som føde- og gydepladser for marint liv. De foreløbige resultater fra vores indledende undersøgelse viser, at jo tættere man bevæger sig på platformene, jo flere fisk finder man, og jo større er de,” siger seniorforsker Jon C. Svendsen, DTU Aqua.
De nye sensorer er blevet placeret på tværs af forskellige olie- og gasplatforme for også at indsamle indsigt i fordelingen af torsk og marsvin mellem de forskellige lokationer.
“I anden fase af undersøgelsen udvider vi omfanget fra ét offshore-felt til fire felter. Det vil give os indsigt i, hvordan de mærkede torsk bevæger sig, og om marsvinene bruger andre platforme på samme måde. Vi tror på, at kvaliteten af de indsamlede data vil udfylde vigtige huller i den videnskabelige viden, der kan bruges både i olie- og gassektoren samt i vindmølleindustrien,” siger professor Jonas Teilmann ved Institut for Ecoscience på Aarhus Universitet i Roskilde.
Offshore-platforme som revhabitater
Mange offshore-platforme har været i drift i over 30 år. I løbet af deres lange levetid har de ikke kun bidraget til energisikkerheden, men de har også ageret som gyde- og fødepladser for livet under havoverfladen.
“Når man planlægger en nedtagning af platforme, skal ejerne, myndighederne og relevante beslutningstagere overveje hvordan det påvirker det marine liv at fjerne offshore-strukturerne. Et stigende antal studier peger på, at platformenes ben agerer revhabitat for fisk og havpattedyr. Derfor er det vigtigt, at vi indsamler et solidt datagrundlag så vi kan træffe informerede beslutninger,” siger Charlotte N. Larsen, programleder hos DTU Offshore - Danish Offshore Technology Center.
I løbet af de kommende måneder fortsætter analysen af den indsamlede data. De sensorer, der blev sat ud for nyligt, samles op ved årets udgang. Det vil markere afslutningen på dette projekts feltkampagne.
“Nordsøen er hjemsted for vores danske driftsaktiviteter, så det er afgørende, at vi forstår det maritime liv omkring vores platforme. Vi er glade og stolte over vores samarbejde med dygtige forskere og eksperter, der bidrager med værdifuld viden om miljø- og biodiversitetstendenser omkring platformene. Den indsamlede data guider vores beslutninger om aktiviteterne til havs, og det er vores håb, at det bredere samfund, herunder industri, myndigheder og beslutningstagere, også kan drage fordel af det,” siger Katrina Povidisa-Delefosse, Senior Environment Advisor hos TotalEnergies Denmark og Ph.d. i marinbiologi.
TotalEnergies, sammen med DUC-partnerne BlueNord og Nordsøfonden, og DHI lancerer sammen en åben dataportal – North Sea Environment Portal – som vil give offentligheden adgang til mere end 30 års data vedrørende miljø- og biodiversitetstendenser.
“De mange undersøgelser foretaget af DHI og TotalEnergies med DUC gennem årene har gjort det muligt at opnå en tilbundsgående forståelse for udviklingen i havbundens kemi, samt det hvirvelløse dyreliv ved og omkring platformene. Langtidsdata giver os mulighed for at studere tendenser i havbundens kemi og sammensætning samt antallet af hvirvelløse arter, herunder muslinger, snegle og børsteorme. Bemærkelsesværdigt viser data en stigning i antallet af hvirvelløse arter over tid,” siger seniorprojektleder og biolog Jesper Goodley Dannisøe, DHI.
De indsamlede data vil blive føjet til North Sea Environment Portal, som lanceres i fjerde kvartal af 2024.
Yderligere materiale:
Download relevant visuelt materiale her.
Besøg DTU's videoer, der visuelt forklarer biodiversitetsundersøgelsen nedenfor:
- The importance of oil and gas platforms for fish in the North Sea
- Exploring fish abundance and biodiversity at an oil and gas platform in the North Sea
- Are oil and gas platforms in the North Sea providing a spawning area for Atlantic cod?
TotalEnergies mediekontakt:
Thorkild Diness Jensen / Chef for ekstern kommunikation for TotalEnergies Danmark / +45 20 20 42 36 / thorkild-diness.jensen@totalenergies.com
DHI A/S mediekontakt:
Annette Mystek / DHI Corporate Communication / +45 20 88 77 70 / acmy@dhigroup.com.
DTU Offshore mediekontakt:
Jakob Werner / Kommunikationschef for DTU Offshore - Dansk Offshore Teknologi Center, Mob. / +45 93 51 02 87 / jakobw@dtu.dk
DTU Aqua mediekontakt:
Anne Trap-Lind / Presse og Kommunikations Konsulent/ + 45 93 51 04 11 / anntr@aqua.dtu.dk
Aarhus Universitet mediekontakt:
Michael Strangholt / Kommunikationskonsulent / +45 87151354 / mis@dce.au.dk
Om TotalEnergies i Danmark
TotalEnergies er en førende energivirksomhed i Danmark med aktiviteter inden for olie, gas og vedvarende elektricitet. TotalEnergies beskæftiger en mangfoldig og international arbejdsstyrke på omkring 1.200 personer i Esbjerg, offshore og i København. TotalEnergies står for mere end 80% af olien og 90% af den gas, der produceres i Danmark. Driften har stor fokus på at nedbringe drivhusgas-emissioner, hvilket bland andet betød at rutinemæssig flaring blev afviklet i 2023. Derudover er TotalEnergies i gang med at udvikle CO2-lagring i Danmark, som forventes at kunne lagre op til 5 mio. tons CO2 om året fra 2030. Indenfor vedvarende energi udvikler TotalEnergies to havvindmølleprojekter (med en kapacitet på samlet 405 MW) og arbejder på at udvikle yderligere aktiviteter inden for vind, solenergi og biogas. Vores aktiviteter, der går mere end et halvt århundrede tilbage, leverer et vigtigt bidrag til den danske energiforsyning, økonomi og beskæftigelse.
Om DHI A/S
DHI A/S udvikler, anvender og formidler forskning, teknologi og digitalisering inden for vand og vandmiljø. DHI blev grundlagt i 1964 og er aktiv i 115 lande. Vores 1.100 medarbejdere rådgiver virksomheder og offentlige institutioner i at fremme bæredygtig udvikling af jordens mest dyrebare ressource – vand. DHI A/S er godkendt som teknologisk serviceinstitut (GTS) af Forsknings- og Uddannelsesministeriet og er en del af GTS-netværket.
Om DTU Offshore
DTU Offshore - Danish Offshore Technology Center - er Danmarks nationale forsknings- og udviklingscenter for offshore-teknologier og har en central position i energiomstillingen. Vi udvikler forskningsbaserede teknologiløsninger til industrien i Nordsøen. Vores forsknings- og udviklingsprojekter leverer løsninger til offshore-industrien inden for områder som CO2-lagring, spildevandshåndtering og miljøpåvirkning. DTU Offshore - Dansk Offshore Teknologicenter - er et offentligt-privat partnerskab mellem DTU, Københavns Universitet, Aarhus Universitet, Aalborg Universitet og GEUS. Vi samler teams på tværs af netværket for at udnytte den banebrydende ekspertise fra hver partnerinstitution.
Om DTU Aqua
DTU Aqua - Det Nationale Institut for Akvatiske Ressourcer - arbejder for velfungerende have, floder og søer, hvor biodiversiteten kan trives. Vores forskning, rådgivning og uddannelse bidrager til udviklingen af en bæredygtig blå bioøkonomi, robuste akvatiske økosystemer og reducerede effekter af klimaforandringer. Vi har et stort nationalt og internationalt netværk og samarbejder med forskningspartnere, offentlige myndigheder, industrien og NGO'er.
Om Aarhus University – Department of Ecoscience
Institut for Økovidenskab er engageret i forskningsprogrammer og rådgivningsarbejde, der dækker de vigtigste biologiske underdiscipliner. Vi udfører forskning i verdensklasse inden for områderne akvatisk biologi og økologi, arktisk miljø og økosystemer, biodiversitet, bevaringsbiologi og vildtforvaltning. Instituttet beskæftiger i øjeblikket ca. 275 akademiske og tekniske medarbejdere samt mange ph.d.-studerende, fordelt på to geografiske lokationer i Aarhus og Roskilde. For mere information om instituttet se: http://ecos.au.dk/en/. For mere information om Sektionen for Havpattedyrforskning se: https://ecos.au.dk/en/researchconsultancy/research-areas/marine-mammal-research).