17.11.2021  |  Klima, miljø og energi

Genanvendelsesmyten - og et kommunalt håb

Indhold fra partner Hvad er dette?

Genanvendelse har vist sig ikke at løse verdens problemer på (plastik)affald - overhovedet - og det er på høje tid at vi begynder at kigge på nye løsninger længere oppe i affaldshierarkiet.

Skrevet af Henrik Beha Pedersen, miljøbiolog og stifter af Plastic Change.

Mon ikke de fleste der så DR dokumentaren "Genbrugsmyten", fik kaffen galt i halsen. Her er vi danskere troligt igang med at indrette vores køkkener, så der kan sorteres stigende mængder plastik - og så påviser en TV dokumentar, produceret af Why Plastic, at dele af plastikken ender i europæiske afkroge via et illegalt milliard marked og meget ofte brændes af. Skønne spildte kræfter!

Lad os starte med at rette i titlen på dokumentaren. Den burde retteligt have heddet genanvendelsesmyten - ikke genbrugsmyten, for det er helt centralt, at det er i genanvendelsen, ikke genbruget af plastik at det går galt. Når vi genbruger for eksempel plastikposen, jo flere gange jo bedre, så forbedrer vi produktets samlede miljøeffektivitet og når det så er slidt op, skal det over i genanvendelsen hvor produkterne nedbrydes for at blive genopbygget til nye produkter.

Det er i genanvendelsen balladen opstår og vi bliver nødt til at spørge os selv om, hvor længe vi forbrugere skal blive ved med at udsortere et materiale der er så dårligt designet, at det ikke kan komme retur i produktionen, men brændes af eller eksporteres illegalt rundt omkring i Europa. For gode til at sortere det er vi dæleme. Og meget giver mening. Metalfraktionen er meget nemmere at genanvende. Det samme gælder papir, glas med mere, MEN det store smertensbarn er og bliver de stigende mængder plastik. Vi forbrugere er med andre ord væsentlige medspillere i det cirkulære samfund, hvor ressourcerne indkapsles i systemiske løsninger – og til dels til nar.

Ånden er ude af flasken. Ud af den plastik vi indsamler til genanvendelse, bliver kun 15% genanvendt ifølge Dansk Affaldsforening. På det nye forbrændingsanlæg på Amager Bakke, ARC, har man helt opgivet at dokumentere genanvendelsesgraden. Sporbarheden er der simpelthen ikke, så fra at vi troede at 70% blev genanvendt, er vi nærmest ved at ramme bunden med de 15% udmeldt af affaldsforeningen. Det er super kritisk i mere end en forstand. Kritisk fordi forbrugernes tillid til deres rolle i systemet får en kæmpe mavepuster her. Hvorfor skal vi fortsat sortere plastik? Hvilke mål er der fra politisk hold og industriens side om at reducere antallet af plasttyper, antallet af kemikalier, herunder farvestoffer, så vi får en reelt genanvendelig fraktion. Hvordan skal det ske i Danmark, i EU og verden for mange produkter kommer jo langvejs fra. Det må være rimeligt at forbrugerne kan se ind i en udsigt til at deres arbejde nytter.

Det andet superkritiske er, at regeringen i sin affaldsplan på klimaet har satset på genanvendelsen. Istedet for at fokusere på at reducere plastikmængderne og skabe genbrugssystemer, har regeringen helt fejlagtigt lagt al sin mønt i det tredje led i affaldshierakiet; genanvendelsen. Nu har vi balladen. Forbrugerne føler sig snydt og de ansvarlige politikere har sadlet den forkerte, forkølede og halte hest med navnet Genanvendelse. Hvis regeringen fortalte mig, at den vil fastsætte mål for at reducere plastmængderne og mål for hvor meget plastik bør genbruges, FØR det genanvendes og endelig standardisere plasttyper og indholdsstofferne i plasten, så den reelt kunne genanvendes, ja så ville jeg for alvor igen få lyst til at sortere plastik sammen med mine børn. Mine børn som jeg i årevis har forklaret, at det nyttede og nu ved jeg og de så, at det har været skønne spildte kræfter - men sandheden skal jo frem og nu kan vi måske komme videre Lea Wermelin og Dan Jørgensen?

Måske skal håbet pt findes på det kommunale plan. Den netop valgte overborgmester i København, Sophie Hæstorp Andersen udtalte i valgkampen, at genbrug og pant på take-away i København er noget af det første hun vil tage fat på. Den nye overborgmester ønsker at gøre København til en foregangsby internationalt på at få engangsemballagerne væk fra gaderne. Nok så væsentligt vil det også øge graden af genbrug af produkterne inden de skal genanvendes. Affaldsmængderne vil dermed endelig blive forebygget, ikke blot håndteret håbløst som det foregår i dag.

Mere fra Plastic Change

Plastic Change

https://plasticchange.dk/

Vi er en dansk miljøorganisation med en ambitiøs dagsorden Plastic Change kæmper for en verden uden plastikforurening. Tre generationers produktion og forbrug af plastik i en lineær økonomi har sat sine spor. Plastikforurening er at finde overalt, og det udgør en større og større trussel for vores natur- og havmiljø, økosystemer…

Se virksomhedsprofil  

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere