167 organisationer i opfordring til verdens ledere: Plastikproduktionen skal ned!

Tiden er ved at rinde ud, hvis verdens lande effektivt skal tackle plastikforurening og begrænse den stigende produktion, lyder det fra en lang række organisationer i et åbent brev under FN’s Generalforsamling.

Foto: Plastic Change

167 miljøorganisationer kommer i et åbent brev med en klar opfordring til verdens miljøministre og statsledere, herunder Magnus Heunicke (S): Kæmp for at begrænse produktionen af ny plastik!

Opfordringen kommer under FN´s Generalforsamling i New York, som er det sidste internationale møde af sin slags, inden verdens lande skal vedtage en historisk global aftale for at forhindre plastikforurening (25. november til 1. december 2024 i Busan, Sydkorea).

Plastikforureningen følger med den stigende produktion

I brevet lyder det, at forureningen vil stige hastigt, hvis ikke plastikproduktionen bliver reguleret i den kommende aftale. Dette er understøttet af videnskaben, men en model for reguleringen har endnu ikke været på forhandlingsbordet.

Snart er muligheden forspildt, advarer organisationerne, som blandt andet tæller danske Plastic Change og flere af organisationens internationale samarbejdspartnere.

Anne Aittomaki, strategisk direktør i Plastic Change, uddyber:

– Videnskaben taler sit tydelige sprog, når den peger på, at aftalen ikke vil få en tilstrækkelig effekt, uden en begrænsning af plastikproduktionen. Vi som miljøorganisationer er nødt til at reagere, når den mest effektive løsning er holdt ude af forhandlingerne i næsten to år. Vi har blandt andet oplevet en stor og vedholdende modstand fra lande og industrier, der drager økonomisk fordel af at udvinde olie til plastik.

Store konsekvenser uden handling

Uden regulering vil der i 2050 blive produceret tre gange så meget plastik. De stigende mængder af plastik vil føre til, at endnu mere ophobes i verdenshavene. Samtidig vil det accelerere klimaforandringerne, øge forekomsten af kemikalier og mikroplastik i miljøet samt have tiltagende negative konsekvenser for menneskers sundhed.

Brevets afsendere ønsker, at ministre og statsledere under generalforsamlingen tager forskud på de svære samtaler, der venter senere i år. 

– Ingen andre end olieindustrien er tjent med en aftale, som symptombehandler verdens massive problemer med plastikforurening. Derfor er der brug for bred støtte til at begrænse plastikproduktionen, så der kan sættes klare mål og laves en plan for, hvordan vi kommer derhen. Det er nu, at civilsamfund og politikere kan lægge pres på de lande, som endnu ikke er ombord, siger Anne Aittomaki.

Danmark kan bruge sin indflydelse

Over 50 lande, herunder Danmark, har allerede offentligt erklæret deres støtte til en begrænsning af plastikproduktionen, derfor hviler der et særligt ansvar på blandt andre Magnus Heunickes (S) skuldre, skriver organisationerne.

– Med de sidste planlagte faser af forhandlingerne om plastiktraktaten i dine hænder, opfordrer vi dig til at inkludere og fremhæve det utvetydige behov for, at denne traktat reducerer plastikproduktionen for at beskytte menneskers sundhed, menneskerettigheder og miljøet, slutter det åbne brev.

Tilgå hele brevet her.

Pressekontakt: Silvie Østebø, +45 61931637, su@plasticchange.org

10.12.2024Plastic Change

Sponseret

EU vil gøre op med engangsemballage, men ny lov er fyldt med huller

02.12.2024Plastic Change

Sponseret

Problematisk type af plastik bør forbydes

29.11.2024Plastic Change

Sponseret

Verdens lande misser nødvendigt opgør med plastikforurening under FN-møde

19.11.2024Plastic Change

Sponseret

167 organisationer i opfordring til verdens ledere: Plastikproduktionen skal ned!

12.11.2024Plastic Change

Sponseret

Køb IKKE plastikting og plastiktøj fra Temu, Shein og Wish

05.11.2024Plastic Change

Sponseret

Plastic Change bliver partner i europæisk projekt for at reducere affald