Give Steel modtager prisen som Årets læreplads 2024
Hvert år hylder Aarhus Tech og Danske Erhvervsskoler og Gymnasier lærepladser, der gør en ekstra indsats for deres lærlinge. I år har Give Steel opnået denne prestigefyldte anerkendelse som Årets læreplads 2024, baseret på en indstilling fra gastronom-elev Julija Lukoseviciene.
Det var i al hemmelighed Julija havde indstillet sin læreplads hos Give Steel i Aarhus til Årets læreplads 2024. Så det var en noget overrasket køkkenchef Henrik Lange der i denne uge fik besøg af direktør for Aarhus Tech, Chester Folming, der overrakte både diplom, blomster og gaver som bevis på Give Steels store indsats for at skabe et inspirerende læringsmiljø.
Give Steel får deres lærling til at vokse med raketfart både fagligt og personligt
”Tillykke til Give Steel med at I nu vinder prisen som Årets læreplads på baggrund af en indstilling fra jeres lærling, Julija Lukoseviciene. I er simpelthen så dygtige til at arbejde med lærlinge og sørge for at de blomstrer og vokser med raketfart, både fagligt og personligt. Julija har skrevet ind til os, hvor fantastisk en arbejdsplads det her er. Det var meget detaljeret beskrevet og en rigtig flot indstilling” forklarer Chester Folming, direktør for Aarhus Tech, da han i køkkenet overrækker prisen til køkkenchefen.
Give Steels tekniske direktør, Henrik Vendelbo Mønster og køkkenchef Henrik Lange modtog med glæde prisen på Give Steels vegne, men tilegner den ikke kun de fantastiske rammer og muligheder virksomheden tilbyder, men også i høj grad det engagement Julija selv har udvist.
Give Steel har vundet den lokale Årets læreplads fra Aarhus Tech. Med udnævnelsen i Aarhus er Give Steel nomineret til at deltage i den landsdækkende konkurrence om at blive Årets læreplads nationalt, der kåres ved et event i København d. 5. november.
Den danske stålproducent Give Steel er kendt for sit store engagement i socialt ansvar og for at gøre en reel forskel. Virksomheden giver unge og mennesker på kanten af arbejdsmarkedet en ny mulighed gennem integration, uddannelse og beskæftigelse, hvilket hjælper dem med at opnå et meningsfyldt liv med faglige kompetencer, stolthed og selvrespekt. Sidste år modtog Give Steels ejerleder Torben Larsen DI-prisen 2023 som anerkendelse for sit arbejde med social bæredygtighed og for at udvise et ekstraordinært samfundsansvar.
Give Steel står også bag nonprofit-initiativet GROW, der har udviklet Den Sociale Bæredygtighedsberegner. Denne beregner kan dokumentere virksomheders sociale værdi og de økonomiske besparelser for samfundet, når de ansætter lærlinge og personer fra kanten af arbejdsmarkedet.
Læs mere om Årets læreplads 2024 og Julijas historie.