Give Steel nomineret til fornem pris for sit arbejde med mennesker på kanten
Den danske producent af stålkonstruktioner er blandt mange ansøgere nomineret til en FINANS IMPACT Award i Social Responsibility-kategorien for arbejdet i GROW-initiativet.
Det har altid været en kerneværdi for Give Steel at tage socialt ansvar. Blandt andet ved at ansætte mennesker på kanten af samfundet og give dem en ny chance i livet.
Det var også grunden til, at Give Steels CEO og ejer, Torben Larsen, i 2022 etablerede non-profit-initiativet GROW, der skal inspirere andre til at øge antallet af sociale ansættelser.
En indsats, som har ført til en nominering i Social Responsibility-kategorien ved FINANS IMPACT Award den 16. maj i København. Priserne uddeles af erhvervsmediet FINANS i samarbejde med revisions- og rådgivningsvirksomheden KPMG.
”Jeg ville jo egentlig ønske, at det ikke var noget, man var nødt til at give en pris for. For os har det altid handlet om at gøre det rigtige. Vi har som private virksomheder mulighed for at gøre en stor forskel, når bare vi tager ansvaret på os. Det gavner ikke kun den enkelte medarbejder, men også os selv som virksomhed og samfundet”, fortæller Torben Larsen.
Håber at få flere i gang
FINANS IMPACT Social Responsibility Award uddeles til en virksomhed, som har påtaget sig et særligt samfundsansvar.
Det kan blandt andet være for at fremme ligestilling, inklusion eller diversitet – eller på andre måder at have bidraget til bedre arbejdsvilkår for de ansatte i virksomheden.
Sidste år gik prisen til REMA 1000 for arbejdet med at inkludere mennesker på kanten af arbejdsmarkedet ved blandt andet at ansætte medarbejdere i skåne- eller flexjob.
På samme måde har Give Steel et mål om at give udfordrede unge, f.eks. med en kriminel baggrund, og andre på kanten af arbejdsmarkedet mulighed for at finde fodfæste i livet via et arbejde.
”Det glæder mig at se, at andre har fået øjnene op for, hvad GROW og den sociale bæredygtighedsberegner kan. Jeg håber, at nomineringen vil være en anledning til at udbrede kendskabet til den sociale bæredygtighedsberegner til endnu flere danske virksomheder. Den kan hjælpe med at udregne den sociale værdi af virksomhedens sociale ansættelser – dokumentation, som også kan rapporteres som del af S’et i virksomhedernes ESG-regnskaber”, siger Benny Christensen, projektchef i GROW.
FAKTA:
GROW er et landsdækkende non-profit initiativ for virksomheder, der tager socialt ansvar.
For at inspirere flere virksomheder til at tage socialt ansvar har GROW på sin hjemmeside wegrowpeople.dk lanceret en landsdækkende tæller, der viser den sociale værdi, som er skabt af de virksomheder, der har indsendt deres sociale regnskaber.
GROW blev etableret i 2022 af Torben Larsen der, som erhvervsleder og ejer af Give Steel A/S, har høstet flere CSR-priser, herunder DI prisen 2023 og EYs pris Årets helt
Links:
Den sociale bæredygtighedsberegner: Den Sociale Bæredygtighedsberegner - Udregn den sociale bundlinje (wegrowpeople.dk)
GROW: GROW - Den Sociale Bæredygtighedsberegner (wegrowpeople.dk)
FINANS IMPACT Social Responsibility Award: FINANS Social - finansimpact