30.04.2013

Kamp om at være Danmarks største solcelleanlæg

Lynettefællesskabet hævder, at miljøvirksomhedens solcelleanlæg er Danmarks og Nordens største. Det er vores også, siger Topdanmark, der fremfører, at deres har flere paneler og producerer flere kilowatttimer.

Indvielse af et Lynettefællesskabets nye super-solcelleanlæg i dag 30. april har fået endnu en solcelle-ejer på barrikaderne i en tvist om, hvis anlæg, der er størst. Det sker efter at Erhvervsmagasinet Installatør torsdag skrev, at rensningsanlægget Lynettefællesskabet i København etablerer ”Nordens største solcelleanlæg”. 

I en pressemeddelelse skriver spildevandscentret Lynettefællesskabet, at effekten på 777 kW gør ”anlægget til Nordens største, som Topdanmark ellers indtil nu har haft æren af".

Påstanden og den påtagede ære for at have Nordens største anlæg har fået forsikringsselskabet Topdanmark, der lægger tag til endnu et solcelleanlæg, til at reagere.

I en kommentar til Erhvervsmagasinet Installatør fremfører forsikringsselskabets CSR-ansvarlige, Pernille Fogh Christensen, at deres anlæg har flere paneler og producerer flere kilowatttimer om året og konkluderer, at det ”er jo dejligt, at der nu er to anlæg som kan kalde sig 'Danmark og Nordens største”.

Læs også: Dansk virksomhed etablerer Nordens største solcelleanlæg

Konfronteret med Topdanmarks påstand om at æren for at have Danmarks største solcelleanlæg bør deles i to, fastholder direktør for Lynettefællesskabet, Torben Knudsen, at hans anlæg er det største.

”Vi mener, at vi har Nordens største solcelleanlæg, siger Torben Knudsen i en kommentar til Topdanmarks forsvar for deres anlæg.

Ikke bygget for at være størst
Han vil dog ikke længere forholde sig til størrelsen af Topdanmarks anlæg, da Lynettefællesskabet ikke har bygget anlægget for, at det skal være det største.

”Det har ikke voldsom betydning, om det er Nordens største anlæg, men vi siger, at det er Nordens største, fordi det giver et billede af, at det er stort”, forklarer Torben Knudsen.

Hvis er størst - bedøm selv
Lynettefællesskabet og Topdanmark dyster om at have Danmarks største solcelleanlæg. Her er tallene.

Anlæg                                             kW(p)                antal paneler     kWh/år

Lynettefællesskabet                         777                      2932                    740.000

Topdanmark                                       745                      3042                    752.000

Mere fra Peter

Peter Mulvany

  • Horisont Gruppen a/s
Se profil  

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere