Kommunekemi solgt til infrastrukturfond
Forbrændingsvirksomheden Kommunekemi A/S er blevet opkøbt af den Stockholmbaserede investerings- og infrastrukturfond EQT Infrastructure. Køberne ser en lovende investering.
Med sine tre forbrændingslinjer i Nyborg er Kommunekemi A/S klart størst inden for behandling af miljøbelastende og farligt affald i Danmark. Og det har investeringsfonden EQT Infrastructure åbenbart set et stort potentiale i, i hvert fald har fonden opkøbt Kommunekemi til en samlet pris på 260 millioner kroner. Som det hedder i pressemeddelelsen, så er det EQT’s intention at ”udvikle Kommunekemi med fokus på ansvarlighed og miljømæssig hensyntagen, når der håndteres farligt affald og produceres energi” og det ser sælgerne da også frem til.
”Efter en grundig proces er vi nået frem til, at EQT Infrastructure vil være den bedste fremtidige ejer af Kommunekemi både i relation til virksomhedens bestræbelser på at udbygge den nuværende førerposition og foretage en international ekspansion,” siger Erik Fabrin, formand for KL, der hidtil havde ejerskab over Kommunekemi sammen med Københavns og Frederiksberg kommuner.
EQT, der regner med en ejerskabsperiode på 5-7 år, vil, ifølge fonden selv, investere betydeligt i Kommunekemi i de kommende år og på den måde forbedre omsætning og indtjening i firmaet. Det ser direktøren, der fortsætter i stillingen og nu som medejer, frem til.
”Jeg har fået et særdeles positivt indtryk af EQT Infrastructure. De har en omfattende forståelse af Kommunekemis forretning og har arbejdet åbent og aktivt sammen med os i ledelsen om en strategi, der kan udbygge selskabets førerposition. Det nye ejerskab vil gavne vores kunder, vores ansatte og virksomhedens fremtidige udvikling og vækst,” siger Kommunekemis adm. direktør, Carsten Fich.
-AK