Kontoret stjæler energi om natten
De fleste virksomheder betaler hvert år mange tusind kroner for energi, de ikke får noget ud af. 40 procent af energiforbruget i kontorvirksomheder ligger nemlig uden for arbejdstiden. Ny vejledning skal løse problemet.
40 procent af energiforbruget ligger uden for arbejdstiden..
Medarbejderne er for længst gået hjem fra arbejde, men lyset brænder, computerne kører stadig og kaffeautomaten holder vandet på kogepunktet.
Sådan ser det ud på mange arbejdspladser. 40 procent af energiforbruget i kontorvirksomheder ligger uden for arbejdstiden. De fleste virksomheder kunne spare tusindvis af kroner om måneden ved at gå en tur rundt i bygningerne efter arbejdstid for at finde unødvendigt energiforbrug. Det kaldes en natrundering, og Go’ Energi har udviklet en vejledning i at gennemføre en natrundering.
”Vejledningen gør det nemmere at slippe af med energispildet. Det er en måde at spare penge på, der ofte ikke kræver nogen investeringer, og det er en god forretning for næsten alle virksomheder,” siger Go’ Energis projektleder for erhverv, Thomas Drivsholm.
Også for energidukse
For virksomheder uden en målrettet energiindsats kan en natrundering føre til store, nemme besparelser. Men også virksomheder, der er langt med energieffektivisering, får ifølge Thomas Drivsholm noget ud af det.
”Vi hjalp for nylig med en natrundering i Finansforbundet, hvor et dedikeret drifsteam havde arbejdet med energieffektiviseringer i over fem år. Alligevel fandt vi sparemuligheder for næsten 35.000 kroner om året, der kunne realiseres med investeringer på 3.500 kroner,” fortæller han.
Vejledningen til natrundering kan downloades gratis på www.GoEnergi.dk/natrunderingsvejledning.
-LA