L’Oréal spiller på alle de rigtige tangenter i ny strategi
L'Oréal lancerede i dag sit nye bæredygtighedsprogram “L'Oréal for the future”, der fastlægger koncernens ambitioner for 2030.
Arbejdet med kvinder fylder i den sociale dimension af L'Oréals nye bæredygitghedsplan.Foto: L'Oréal.
”Det er en milepæl i L’Oréals historie – et helt nyt kapitel. Jeg synes, det er ekstremt spændende – vi skal udforske helt nye ideer og metoder og det bliver et fantastisk eventyr for vores 88.000 medarbejdere og det vil bidrage til vores virksomheds fremtid. Det er en stor dag i dag!”
Sådan forklarede Jean-Paul Agon, bestyrelsesformand og administrerende direktør for L’Oréal Gruppen sin indstilling til skønhedsgigantens nye bæredygtighedsplan under morgenens online event.
Det er også en stor plan. Den bygger på L’Oréals tidligere og for sin tid ambitiøse bæredygtighedsarbejde, som koncernen har meldt resultaterne ud af samtidig. Den nye plan tager fat om det meste af paletten, der må forventes af frontløbervirksomheder:
Inden for planetens grænser
For det første er de forskellige mål og tiltag i planen baseret på planetære grænser – en model udviklet af Stockholms Resilience Centre, og der er defineret nye objektive mål for 2030 til bekæmpelse af klimaforandringer som understøttes af "Science-based targets"-initiativet. De er:
- I 2025 vil alle L’Oréals fabrikker og distributionscentraler have opnået CO2-neutralitet ved at forbedre energieffektiviteten og bruge 100% vedvarende energi.
- I 2030 vil 100% af den plastik der bruges i L’Oréals produktemballage enten være fra genbrug eller biobaserede kilder;
- I 2030 vil L’Oréal have reduceret sine samlede CO2-udledninger med 50% pr. færdigt produkt sammenlignet med 2016.
For at sikre at forretningen har respekt for en ressourcebegrænset planet og er fair for de samfund, firmaet arbejder i, vil L'Oréal ikke kun fortsætte med at reducere sine direkte miljøpåvirkninger, men også reducere virkningerne af hele sin aktivitet, inklusive virksomhedens leverandører og forbrugere.
Allerede nu kan Jean Paul Agon fortælle, at deres leverandører som hovedregel er glade for de krav og ideer, der kommer fra den store kunde.
”Vi hjælper dem med at transformere deres forretning. Det er godt for dem, og det er i tråd med vores ønske om at ændre hele vores økosystem,” sagde han under online-eventet denne fredag morgen.
Bæredygtighed er ikke kun miljø og CO2
L'Oréal nye bæredygtighedsplan tager også fat på emner inden for den sociale dimension af bæredygtighed. Det gør de under overskriften ”Empowering our business ecosystem”, som har to sæt af mål og tiltag:
- Under overskriften Building a more inclusive society optræder tre mål. Inden 2030 skal:
- … 100 procent af deres strategiske leverandørers medarbejdere aflønnes med som minimum en leveløn, som dækker deres og deres nærmeste families basale behov.
- … 100.000 personer fra under-privilegerede grupper være hjulpet i arbejde
- … tre millioner mennesker skal have haft udbytte af sociale programmer drevet af gruppens brands.
I tillæg til virksomhedens egen indsats opretter L'Oréal også en velgørenhedsfond på 50 millioner euros, som vil støtte lokale velgørenhedsorganisationer i deres bestræbelser på at bekæmpe fattigdom, hjælpe kvinder med at opnå social og professionel integration, yde nødhjælp til flygtninge og handicappede kvinder, forhindre vold mod kvinder og støtte ofre.
”I kølvandet på Covid-19 er den type organisationers økonomi mere pressede end nogensinde. De yder et fantastisk vigtigt stykke arbejde for sårbare grupper,” sagde L’Oréals bæredygtighedschef, Alexandra Palt, på morgenens event.
Nye fonde oprettet
L’Oréal tager desuden fat på tre andre store miljøspørgsmål: bevarelse af biodiversitet, bæredygtig vandforvaltning og cirkulær brug af ressourcer.
Arbejdet med biodiversitet og vand vil foregå gennem en ny fond, som får 100 millioner af de 150 millioner euro, L'Oréal meldte ud at de ville investere i maj 2020:
Halvdelen vil blive brugt til at finansiere projekter til gendannelse af beskadigede økosystemer i skov- og havmiljøer gennem en fond kaldet L'Oréal Fund for Nature Regeneration.
Yderligere 50 mio. euros vil gå til finansiering af projekter, knyttet til cirkulær økonomi.
”L’Oréals bæredygtige revolution er på vej ind i en ny æra. De udfordringer som planeten står over for, er uden fortilfælde, og det er vigtigt vi fremskynder vores bestræbelser på at bevare et sikkert leverum for menneskeheden. Det gør vi i vores egen forretningsdrift og i vores bidrag til samfundet som helhed. Vi ved, at de største udfordringer stadig er foran os, og L’Oréal vil forblive tro mod sin ambition: ”at operere inden for planetens ressourcegrænser”, siger Jean-Paul Agon, formand for bestyrelsen og administrerende direktør for L’Oréal i en pressemeddelelse.
Gennemsigtighed på ny skala
L'Oréal har desuden iværksat en ny indsats for at hjælpe forbrugere med at vælge de mest bæredygtige produkter. Det skal ske gennem en nyudviklet mærkningsordning af impact på produktniveau.
Ordningen giver karakter fra A til E på miljømæssig performance vurderet på 14 faktorer såsom drivhusgasudledninger, vandknaphed, havets forsuring, betydning for biodiversitet – målt i alle stadier er et produkts livscyklus. Desuden vil man offentliggøre detaljer om produktionsforhold, emballage, social impact inklusive leverandører af råmaterialer og emballages compliance med FN’s principper for arbejdsforhold og antallet af leverandører til produktet, som arbejder specifikt med social inklusion.
Mærkningsordningens metode er godkendt af uafhængige eksperter og data verificeret af Bureau Veritas. Det er en stor – rigtig stor – affære, og den kommer da også gradvist i gang. Målet er i 2022 at have mærket alle ”rinse-off”-produkter, (som er produkter, der skylles af med vand).
Ideen bliver ikke mindre af, at virksomheden har valgt at gøre mærkningsordningens metode frit tilgængelig for alle.
”Bæredygtighed er på den måde ikke et konkurrenceparameter. Det er kun ved at arbejde sammen i branchen og med andre industrier, at vi som L’Oréal kan have en stor impact,” sagde Jean-Paul Agon ved morgenens event.
Inden 2030 skal alle koncernens produkter også have været igennem en ecodesign-process, hvor et særligt værktøj udviklet af L’Oréal sørger for at man kan simulere forskellige ideer og muligheder og få vurderet og kvantificeret deres miljø- og social-impact.
Forbrugere tænker ikke på L’Oréal
Målet om at gøre L’Oréals forbrugere mere vidende om produkternes bæredygtighed er velvalgt. For selvom L’Oréal i store dele af verdenen for virksomheder og bæredygtighed nyder respekt for deres indsats, er det ikke helt trængt igennem til forbrugerne.
I den årlige Sustainable Brand Index-undersøgelse af forbrugernes opfattelse af forskellige brands’s bæredygtighed ligger L’Oréal Group således blandt de 10 lavest placerede brands i både Danmark, Norge og Sverige.
Det ved de godt hos L’Oréal. Deres forklaring er, at det i hvert fald i nogen grad handler om, at 80% af deres produkter ikke hedder L’Oréal – men sælges som alt fra Vichy og Lancôme til Yves Saint Laurent etc.
”Vi håber, at kommunikationen af vores ambitiøse 2030 mål og indsatser gør, at det bliver bedre kendt af vores forbrugere og andre interessenter, hvad koncernen faktisk gør – for alle sine mærker,” skriver Sonja Christensen, som er kommunikationsdirektør i L’Oréal Danmark i en mail til CSR.dk.