Litteraturfællesskab med plads til den enkelte

Alle har en stemme, når kulturprojektet Sammen om litteratur mødes på Diakonissestiftelsen for at læse, skrive og dele tekster. ”Vi kommer hver især med noget særligt og sammen bliver vores blik mere nuanceret,” lyder det fra workshoppens underviser.

Nore Kornø Rasmussen fra Forfatterskolen PS! er vært og underviser på Sammen om litteratur. Foto: Thomas Wittrup..

Fem gange i løbet af foråret mødes ti deltagere til litteraturworkshop på Diakonissestiftelsen. Deres forudsætninger og forventninger er vidt forskellige, men præmissen for fællesskabet er den samme: de er Sammen om litteratur.

Fakta

  • Sammen om Litteratur er ét af fire forløb i projektet Sammen om kultur, som er udviklet af Kirke og diakoni på Diakonissestiftelsen.
  • De næste to forløb handler om henholdsvis kunst og dans. Begge forløb starter op i august. Du kan læse mere om de forskellige forløb på Diakonissestiftelsens hjemmeside.
  • Sammen om kultur er fondsfinansieret med midler fra Socialstyrelsen og Det Obelske Familiefond.
  • Sammen om kultur er et udviklingsprojekt, der er baseret på viden og erfaringer fra andre lignende projekter, f.eks. det kommunale projekt Kultur på recept.
  • Der er 10 pladser på hvert forløb, og det er gratis at deltage
  • Målgruppen er 18+ år. Forløbene er tiltænkt personer, som har eller har haft erfaring med angst, stress eller depression. Men også personer som har svært ved at holde en forbindelse til arbejdsmarkedet eller oplever andre udfordringer i hverdagen.
  • Diakonissestiftelsen har over 155 års erfaring i at drage omsorg for mennesker og arbejde med fællesskaber, der styrker det enkelte menneskes livskvalitet.

Mette Larsen er førtidspensionist. Hun søger noget meningsfuldt at bruge sin tid på og har tilmeldt sig forløbet for at afprøve en gammel tanke om at skrive skønlitterært:

”Jeg har haft en dårlig periode på det seneste og havde brug for, at der skete noget. Jeg har tidligere haft i tankerne, at jeg gerne vil prøve at skrive, så det virkede som en oplagt chance for at prøve det af under vejledning og sammen med andre. Det har virkelig været langt over mine forventninger – det har vist sig, at jeg ikke er helt så håbløs til at skrive, som jeg troede,” fortæller hun med et smil.

De ti deltagere bliver vejledt af Nore Kornø Rasmussen fra Forfatterskolen PS!, som finder teksterne, stiller opgaverne og samler trådene:

”Litteratur kan noget specielt. Den kan indeholde alle slags mennesker – alle slags problemstillinger. Vi kan alle finde nogen at spejle os i i litteraturen. Og når vi i fællesskab udforsker personer og problemer i teksterne, ser vi forskellige ting og lægger mærke til små detaljer. Med vores forskellige baggrunde kan vi alle bidrage med noget særligt og i fællesskab gøre blikket på teksten mere nuanceret,” siger hun.

Et præstationsfrit rum
De enkelte workshopper består af læsning, skriveøvelser og fælles diskussioner og evalueringer.

”Det er lidt dobbelt for mig. Jeg er normalt ikke så god sammen med fremmede, så det er svært for mig at skulle læse mine tekster op for folk, jeg ikke kender. Men jeg vil jo faktisk gerne have deres input til de ting, som jeg har skrevet, og det føles ikke så slemt, når det sker i et lukket og trygt rum som workshoppen. Jeg tager det som en sund udfordring,” fortæller Mette Larsen om sin oplevelse af møderne.

”Det er vigtigt, at workshoppen er et præstationsfrit rum, hvor deltagerne føler, at de kan deltage uden krav. Vi dyrker mikro-læsning af korte, overskuelige tekststykker, som deltagerne ikke på forhånd ved, hvor stammer fra. Det betyder, at man ikke behøver nogen særlige forudsætninger eller viden om litteratur på forhånd for at være med. Her er intet rigtigt eller forkert. Vi fokuserer på oplevelsen. Og når vi taler om hinandens tekster, taler vi kun om teksten og hvad den kan – aldrig om personen, som har skrevet den,” understreger Nore Kornø Rasmussen supplerende.

Målet er nysgerrighed
Adspurgt svarer Mette Larsen positivt på om forløbet har ændret hendes forhold til litteratur:

”Jeg er jo lidt en nørd og læser normalt mest faglitteratur. Jeg har svært ved at huske navne og handlinger i fx romaner, så jeg bliver let frustreret. Men efter gruppens diskussioner er jeg begyndt at se på skønlitteratur på en anden måde. Jeg er begyndt at forstå attraktionen og har fået mere smag for skønlitteraturen – mest de korte tekster som fx noveller. Jeg går mest op i, om de er skrevet godt – ikke så meget i historierne. Det er helt sikkert noget, jeg skal prøve af yderligere,” fortæller Mette Larsen.

Netop lysten til at undersøge litteraturens potentiale er afgørende for Nore Kornø Rasmussen, hvis ansigt lyser op, når Mette Larsen fortæller om sin opdagelse af litteraturen:

”Det vigtigste for mig er, at deltagerne får en god oplevelse og i fællesskab får åbnet hinandens øjne for den verden, som ligger og venter i litteraturen. At de tager herfra med en vakt nysgerrighed og lyst til at gå på opdagelse i sproget” afslutter hun.

24.10.2022Diakonissestiftelsen

Sponseret

Ældrepleje er mere end et arbejde for mig

21.10.2022Diakonissestiftelsen

Sponseret

Et nyt og større Diakonfællesskab

19.10.2022Diakonissestiftelsen

Sponseret

Fødselshjælper for fællesskaber

17.10.2022Diakonissestiftelsen

Sponseret

Fællesskab fører til forpersonskab

14.10.2022Diakonissestiftelsen

Sponseret

Langt omkring med en sygeplejerskeuddannelse

12.10.2022Diakonissestiftelsen

Sponseret

Ud af huset-oplevelser styrker unges fællesskab