Militærkuppet i Myanmar understreger, at vi skal huske S’et i ESG

Kommentar af Kirstine Lund Christiansen, underdirektør og chef for ansvarlige investeringer i P+, Pensionskassen for Akademikere.

Hvis man har fulgt med i nyhedsstrømmen de seneste måneder, har man uden tvivl bemærket, at militærdiktatur, gadekampe og undtagelsestilstand desværre har erstattet Myanmars spæde demokratiproces.

Myanmar stod også inden militærkuppet på vores eksklusionsliste i P+, og vi har derfor ikke investeringer i statsobligationer i landet. Men som pensionskasse med over 140 mia. kr. under forvaltning har vi investeringer i selskaber spredt over store dele af verden og nogle med aktiviteter i Myanmar. Med militærkuppet melder spørgsmålet sig derfor, om nogle af selskaberne har en relation til landets militær og derigennem bidrager til eller er forbundet til den dybt fortvivlende situation.

Hvilke aktiviteter i Myanmar er problematiske?
Når vi taler om Myanmar, er det vigtigt at holde sig for øje, hvilke relationer selskaber med aktiviteter i landet har til militærdiktaturet, og hvorvidt selskaber via deres aktiviteter bidrager til eller er forbundet til den nuværende situation. Organisationen Justice for Myanmar udgav i marts 2021 en rapport, hvor den kortlagde en række selskaber, der kan have en problematisk relation til militærregimet i Myanmar eller regimets statsejede selskaber.

Et af selskaberne, som også er at finde blandt vores investeringer i P+, er hotelkæden Hilton. Selskabet har ifølge deres egne oplysninger mere end 6.400 hoteller på verdensplan fordelt på 119 lande. Tre af disse hoteller ligger i Myanmar. Og ét af dem ligger i en bygning, som ejes af militæret i en region, hvor rohingyaer er blevet fordrevet fra. Ifølge kritikken har Hilton dermed igennem sin husleje fra hotellet været med til at finansiere militæret.

Et andet selskab, der er kommet i søgelyset den seneste tid, er det japanske bryggeri Kirin, der i 2015 investerede i Myanmar. Her investerede Kirin i to bryggerier i et joint venture sammen med holdingselskabet bag Myanmars militær, MEHL. Også Kirin har derfor ifølge kritikken en problematisk relation til militæret.

Der skal ikke herske tvivl om, at enhver støtte til Myanmars militær er kritisabel. Men jeg ser også flere dilemmaer ifm. selskaber som Hilton og Kirin. Hvor langt rækker Hiltons medansvar? Og hvad er det rigtige at gøre som investor i Hilton? Få dage efter militærkuppet meldte Kirin ud, at selskabet afslutter sit joint venture med MEHL. Er P+’s investering i selskabet så alligevel problematisk, indtil dette joint venture reelt er afsluttet? Og burde vi som investorer have set advarselslamper blinke inden 1. februar og have gjort mere?

Selvom P+ som investor foretager løbende screening og vurdering, afhænger vores mulighed for at svare tilstrækkeligt på spørgsmål som de ovenstående af den information, selskaberne stiller til rådighed. Som investor har vi brug for information på linje med, hvad FN´s Retningslinjer om menneskerettigheder og erhvervsliv kræver. Vi har brug for at få kortlagt, hvilken relation selskaber har til den aktuelle problematik. Og hvad selskaberne har tænkt sig at gøre ved det. På den baggrund kan vi så tage stilling til vores investering, og om vi fx skal udøve aktivt ejerskab – eller om vi helt må frasælge selskabet. Konkret ift. Hilton og Kirin monitorer P+ nu selskaberne, søger dialog og vurderer, om P+ bør frasælge selskaberne.

Desværre er det langt fra alle selskaber, der offentliggør tilstrækkelig information på linje med krav i FN´s Retningslinjer om menneskerettigheder og erhvervsliv. Det oplever vi også i forbindelse med situationen i Xinjiang i Kina.

Benytter globale brands tvangsarbejde i Xinjiang?
Xinjiang-provinsen i det nordvestlige Kina er et andet højrisikoområde ift. menneskerettigheder. De seneste år har styret i Beijing fået international kritik for at have opført ”genopdragelseslejre” i provinsen, hvor det muslimske mindretal uighurerne og andre muslimske minoriteter bliver udsat for politisk indoktrinering. Der er også forlydender om, at uighurerne bliver udnyttet til tvangsarbejde på fabrikker både inden og uden for Xinjiang-provinsen.

I rapporten ”Uighurs for Sale”, der udkom i marts 2020, identificerede The Australian Strategic Policy Institute (ASPI) 27 fabrikker, hvor 82 udenlandske selskaber potentielt kan have benyttet uighur-tvangsarbejde direkte eller indirekte i deres værdikæde. På listen finder man både tech-giganter som Apple, Amazon og Samsung og tøjproducenter som H&M, Adidas og Nike.

I samarbejde med andre investorer søger P+ dialog med selskaberne, hvor vi beder dem om at foretage due diligence af problematikken og være transparent om resultater og beslutninger i forhold til problematikken. Nike er et eksempel på et selskab, som har meldt ud, at de er opmærksomme på problematikken, og at de har skærpet deres interne retningslinjer for at sikre, at deres forretning ikke bidrager til problematikken i Xinjiang. Nike kan desuden afvise, at de har en tilknytning til de fabrikker, der er omtalt i rapporten, og at de har benyttet arbejdskraft fra Xinjiang eller andre etniske minoriteter.

Men der er stadig flere store selskaber, vi mangler at høre tydelige svar fra. Og det er ikke godt nok. Derfor mener jeg, at der er brug for skrappere krav til både selskabers og investorers menneskerettigheds-due diligence.

Menneskerettigheds-due diligence bør være et lovkrav – både for selskaber og investorer
For mig at se kan vi bl.a. lære følgende af situationen i Myanmar og Xinjiang:

For det første understreger situationen for alvor vigtigheden af, at vi som investorer også holder fokus på vores ansvar ift. menneskerettigheder. Arbejdet med ESG er en taburet, der har brug for alle tre ben for at være i balance, og vores arbejde med klima må ikke overskygge fokus på menneskerettigheder.

For det andet viser situationen, at FN’s Retningslinjer om menneskerettigheder og erhvervsliv desværre stadig her 10 år efter deres lancering ikke følges tilstrækkeligt. Og fx det, at der i dag stadig kan opstå tvivl om, hvorvidt nogle af verdens største brands kan have benyttet tvangsarbejde i deres værdikæde, viser, at der er brug for at skifte de frivillige retningslinjer ud med lovkrav.

I P+ opfordrede vi derfor i foråret 2020 regeringer i alle verdens lande til at kræve, at selskaber skal gennemføre menneskerettigheds-due diligence af deres faktiske og potentielle risici. Det gjorde vi sammen med 100 andre institutionelle investorer, der tilsammen repræsenterer 4,2 billioner amerikanske dollars, i en erklæring fra Investor Alliance for Human Rights (IAHR).

For det tredje bør vi som investorer selv blive mere åbne om vores egen due diligence og prioritering. For ligesom vi beder porteføljeselskaber om at være åbne, skal vi også selv være det. Det er noget, vi i P+ arbejder på at blive bedre til. Ift. Myanmar har vi derfor valgt at offentliggøre en liste med de porteføljeselskaber, som vi har identificeret, med en relation til Myanmars militær. Selskaberne på listen er selskaber, som vi nu nøje monitorerer, søger dialog med og vurderer ift., om P+ bør frasælge selskaberne. Når vi selv er bedre informeret om dette, vil vi opdatere informationen.