Moral er godt – dobbeltmoral er ikke dobbelt så godt

Danskerne vil gerne være grønne, men det må helst ikke koste noget. Kig bare på vores valg og vaner, de er ofte langt fra grønne

Temu er i top-3 over danskernes foretrukne hjemmesider.

Kyllingeproducent dropper Velfærdskyllingen og er tilbage ved turbokyllinger. Velbekomme. Kyllingeopdrættet, slagtet, pakket, distribueret til 39,95 kr. inkl. moms på “ugens hug” i supermarkedet.

Medierne flyder over med breaking news om “Jorden brænder”-historier, og som en anden gæst på Titanic svanser vi ubekymret igennem tilværelsen.

For det handler jo ikke om mig og min adfærd – “der er over 1 mia. kinesere, og det er jo bare en brøkdel af dem, der skal tage sig sammen,” sagde en indkøber til mig, da han blev præsenteret for et mere bæredygtigt alternativ til den nuværende billige kaffeløsning.

Derfor er mængden af kinesere ansvarsfritagende for os andre, og vi kan fortsætte vores opportunistiske, kortsigtede adfærd. But how? But why? Hvor er vores sunde fornuft og principper? Er der en voksen til stede?

I en tid, hvor klimaforandringer truer vores planet, og hvor bæredygtighed er blevet et mantra, vi gentager som en hellig gral, er det tid til et ærligt kig på egne handlinger.

Danmark har ry for at være banebrydende inden for grønne initiativer og bæredygtige løsninger. Men bag denne facade af miljøvenlighed gemmer der sig en dybt rodfæstet dobbeltmoral. Denne skal adresseres.

Vi roser os selv for vores cykelkultur og affaldssortering. Vi smiler, når vi hører regeringernes ambitiøse mål for at reducere CO2-udledningen og øge brugen af vedvarende energi. Men kommer det til vores egne valg og vaner, er det en anden historie.

For selvom vi er begyndt at forstå, at vi må gøre noget, så må det ikke koste noget.

Vi skifter garderoben ud med den nyeste mode hvert sæsonskifte uden tanke for den miljømæssige belastning af tekstilindustrien. Vi køber billige produkter fra den anden side af Jorden uden at overveje transportens enorme CO2-udledning.

 “Vores bæredygtige intentioner starter og slutter med den offeromkostning, det kræver af os”

Uden tanke for, om en skjorte leveret til døren for 38 kr. (inkl. en rabatkupon til næste køb) kan være produceret med respekt for miljø og menneskerettigheder. Jamen altså?

Som jeg har fortalt mine børn – når noget er for godt til at være sandt, så er det for godt til at være sandt. For sandheden er, at vi “fucker med vores grundvand”, planeten og menneskerettigheder med vores handlinger. Vi ved det godt! Men billigt er godt!

Vi sorterer vores affald, men vi ser stort på den enorme mængde affald, vi genererer som samfund. Vi underskriver kampagner for at redde havene, men undlader at erkende vores rolle i forureningen af dem. Vores bæredygtige intentioner starter og slutter med den offeromkostning, det kræver af os. For dyrt – nej tak. For bøvlet – nej tak.

Vi kan ikke fortsætte med at opretholde denne dobbeltmoral. Vi kan ikke blive ved med at rose os selv for vores bæredygtige politikker, mens vi ignorerer vores individuelle ansvar og handlinger. Det er på tide, at vi begynder at leve i overensstemmelse med vores værdier og idealer.

Det betyder at tage ansvar for vores forbrugsmønstre og reducere overforbrug. Det betyder at vælge produkter, der er fremstillet med respekt for miljøet og menneskerettighederne.

Det betyder at være bevidst om vores madvalg og reducere kødforbrug. Og det betyder at presse regeringer og virksomheder til at træffe mere ambitiøse valg.

Paradoksalt nok ser vi i vores egen andedam – kaffebranchen – en lignende tendens. For et par år siden oplevede jeg, hvordan vores gennemgang af vores mange bæredygtige tiltag i praksis blot betød, at der gik 10 min. længere, før vi talte om pris. I dag er situationen heldigvis lidt forandret.

Mange vil gerne – men det må ikke koste noget. Når jeg taler med kolleger i et miljømæssigt foregangsland som Holland eller Sverige, er holdningen helt anderledes.

Men paradoksalt nok, så er det den offentlige sektor, der halter længst efter i de offentlige udbud. Bæredygtighed koges ned til, at produkterne skal være øko, og vægtningen af bæredygtighed i den samlede evaluering vejer i bedste fald 10 pct.

Ja, du gættede rigtigt. Pris vejer minimum 50 pct. Adspurgt til en offentlig indkøber om deres manglende ambitioner og intentioner inden for den bæredygtige agenda lød svaret: “det er ikke første og ikke sidste gang, at vi hverken kan eller vil overholde det, som djøf’erne har defineret på Borgen”.

Jamen altså? Er der en voksen til stede?

Bæredygtighed er ikke et buzzword; det er en nødvendighed. Det er på tide, at vi danskere begynder at leve op til det – både når vi handler på nettet, og når vi som beslutningstagere træffer beslutninger på vegne af vores kolleger.

Lad os gå fra dobbeltmoral til ægte handling og gøre vores del for at skabe en mere bæredygtig fremtid. Og ja, det koster – men har vi råd til at lade være?