Bønner fra kaffens verden #2 Nyt år – nye kaffevaner
Det er på tide at se ud over den næste kop kaffe og tænke på det større billede
Nyt år - Nye kaffevaner
Enhver begyndelse starter med den første kop kaffe – sørg for at den er af den type der ”giver god smag i munden” på alle måder. For måske sidder du netop nu med en kop kaffe i hånden. Og hvis kaffen kunne tale ville den fortælle dig en historie du måske helst var foruden.
Kaffe er ikke bare en drik, det er en global kulturarv og en af verdens mest konsumerede varer. Men bag den dampende kop ligger en skjult historie om ressourceforbrug, miljøpåvirkning og sociale retfærdighedsspørgsmål. Derfor er det på høje tid, at vi som forbrugere og producenter begynder at tænke i bæredygtighedens termer, når vi taler om kaffe. Kaffeindustrien er historisk set plaget af sociale uretfærdigheder, herunder lav løn, usikre arbejdsforhold og manglende adgang til sundhedspleje og uddannelse for arbejderne. Men i den senere tid er det blevet forstærket af klimaforandringer, spekulation og meget andet. Vores elskede drik er ramt af en den perfekte storm
Derfor er det på høje tid vi tager en snak om den kaffe vi drikker. Bæredygtighed i kaffeproduktionen kræver et fokus på sociale rettigheder og bedre arbejdsforhold for de millioner af mennesker, der er involveret i kaffeindustrien globalt. Fair Trade-certificeringer og initiativer til at støtte småbønder kan spille en afgørende rolle i at forbedre livskvaliteten for disse arbejdere. Men også ved at prioritere kaffe dyrket efter bæredygtige dyrkningsmetoder kan vi mindske disse negative effekter og bevare vores naturlige ressourcer til fremtidige generationer. Så hvad kan du gøre som forbruger? Køber du 4 poser kaffe på tilbud for 100kr skal du nok ikke tro at kaffen gør noget som helst godt for nogen.
”Så det enkle råd er - gør dig selv og fremtidens kaffedrikkere en tjeneste – kig efter et Fairtrade eller Rainforest Alliance logo på din næste pose kaffe! Bæredygtighed bør ikke være en valgfri luksus i kaffeverdenen, men en central prioritet for alle involverede parter”.
Ja – en ansvarlig kaffe koster en smule ekstra, men en investering på max 10 øre per kop vil gøre en verden til forskel. Og det er altså på høje tid at vi som forbrugere sætter handling bag holdning. Vi har muligheden for at skabe en mere retfærdig og miljømæssigt ansvarlig kaffekultur. Med vores købekraft og valget af kaffe, der er dyrket og fremstillet på en bæredygtig måde, sender vi en utvetydig besked om vores værdier og prioriteringer. Ligesom vi er begyndt at værdsætte oprindelsen og brygmetoderne for vores kaffe, bør vi også være opmærksomme på, hvordan vores valg påvirker både miljøet og de mennesker, der arbejder i industrien.
Det er altså på tide at se ud over den næste kop og tænke på det større billede – både for vores planets skyld og for fremtiden for kaffedyrkning og forbrug. Vi kalder det kaffe med god smag i munden.