Nordjysk netværk udvalgt som “Highly Commended” til The Circulars 2018
Netværk for Bæredygtig Erhvervsudvikling NordDanmark er i år udvalgt som ”Highly Commended” aktør blandt de nominerede til The Circulars 2018, hvor enkeltpersoner og organisationer, som bidrager til den cirkulære økonomi anerkendes.
Den særlige “highly commended“ hæder, der oversat til dansk betyder “meget rost“ betyder, at netværket får stor anerkendelse for arbejdet med cirkulær økonomi. Netværk for Bæredygtig Erhvervsudvikling er netop et forum, hvor virksomheder kan få inspiration til, hvordan der med økonomiske, sociale og miljømæssige fordele kan arbejdes med bæredygtighed. For netværket er samarbejde og vidensdeling grundlæggende for overgangen til en mere cirkulær økonomi.
IKEA Aalborg er blandt andet et meget engageret medlem i NBE og kort efter sin indmeldelse i 2017, var virksomheden vært for NBE’s årlige generalforsamling med over 100 deltagere. IKEA er finalist til prisen for Cirkulær Økonomi i multinationale organisationer til The Circulars 2018. Det er de, da de arbejder med en cirkulær forretningsmodel og fordi de mener, at deres model kræver et innovativt mindset samt samarbejde med mange interessenter. Dette samarbejde skabes blandt andet igennem IKEA Aalborgs medlemskab i NBE.
Opdatering: IKEA vandt prisen for Cirkulær Økonomi i kategorien Multinationale Organisationer.
The Circulars 2018
Der blev i alt uddelt 7 priser til The Circulars 2018. Priserne anerkender både enkeltpersoner og organisationer i hele verden, som bidrager positivt til den cirkulære økonomi i den private sektor, den offentlige sektor og samfundet. Uddelingen skete mandag den 22. januar under World Economic Forums årlige møde i Davos-Kloster, Schweiz, som hvert år samler et rekord stort antal stats-, regerings- og internationale organisationer sammen med ledere fra erhvervsliv, civilsamfund, vidensinstitutioner, kunst og medier.