Nye klimarapporteringskrav til virksomheder er en svær balancekunst
Lige nu bygger EU 5-sporede motorveje til udveksling af data om virksomhedernes arbejde med bæredygtighed. Her kan du læse hvor Dansk Erhverv står i forhold til den udvikling.
Der har længe været sagt og talt om, at data er det nye guld eller den nye olie, altså et nyt værdifuldt råstof. Den største driver af den grønne omstilling politisk og på europæisk plan er ubetvivleligt adgang til data, viden og sammenlignelighed på tværs af brancher, sektorer og lande. Af samme grund er vejen asfalteret med nye datakrav - især til de store selskaber. Der er allerede introduceret en række og flere er på vej fra EU: Taksonomi, due diligence, ikke-finansiel rapportering og standarder, miljøfodaftryk for produkter og meget andet.
Rapporteringskrav med blik for SMV’erne
’Kvalitet fremfor kvantitet’ bør være et mantra indenfor bæredygtighedsrapportering. Det giver fx ikke mening, hvis virksomheder skal bruge flere kræfter på at rapportere end på at implementere initiativer til gavn for bæredygtigheden. Ellers er risikoen også, at vi skaber et bæredygtigt A- og B-hold, baseret på størrelse og på, om man tilfældigvis råder over tilstrækkelige, administrative rapporteringsressourcer. I Dansk Erhverv efterlyser vi et samlet overblik over omfanget af krav til og effekten på SMV’er. Vi ser et tydeligt behov for mere tværgående koordinering på tværs af myndighedsområder. I Danmark har myndighederne historisk formået at være i front på bæredygtighedsregulering og insisteret på, at kravene til virksomhederne skal skabe værdi. Nu skal vi holde fast. De gode intentioner må ikke begraves i bureaukrati. Både de store virksomheder og SMV’erne skal kunne greje den kommende europæiske lovgivning.
Taksonomiens ’fælles sprog’ er endnu ikke i mål
Taksonomiforordningen har bl.a. til formål at skabe et fælles sprog om hvad, der er en bæredygtig investering. Den er en afgørende brik i spillet om den markedsbaserede grønne omstilling. I arbejdet med de delegerede retsakter er man nået langt indenfor energiområdet, men endnu ikke tilsvarende langt indenfor andre sektorer. Af den grund risikerer fx grønne virksomheder indenfor biotek for øjeblikket at få en relativt dyrere adgang til finansiering, dels fordi man ikke er nået til den sektor endnu, og dels fordi biotek virksomheder tilfældigvis klassificeres som en kemisk virksomhed. Her er vi ikke i mål i EU eller i Danmark.
Se på mulighederne for automatisk generede data
Det er ikke et spørgsmål om data for enhver pris, men derimod de rigtige og mest værdiskabende data, som i videst mulige omfang genereres automatisk– fx baseret på forsyningsdata og ud fra fælles standarder. Derfor foreslår vi i Dansk Erhverv, at forsyningsdata frisættes, så der er en nemmere og mere automatiseret opgørelse af virksomhedernes klimapåvirkning fra deres danske energiforbrug, der fx kan trækkes direkte fra virk.dk. Digitalisering og bæredygtighedsdata er hinandens nye bedste venner – vi skal bare finde ud af præcis hvordan vi gør det, smartest.
De rette incitamenter
I Dansk Erhverv mener vi grundlæggende, at det er et sundt princip, når de virksomheder, der er bedst til bæredygtighed belønnes. På samme måde støtter vi op om princippet ’forureneren betaler’. Det handler om en tro på, at den markedsbaserede vej til en bæredygtig, grøn omstilling også er den mest effektive. De nye datakrav har således potentialet til at skabe en god spiral baseret på en positiv business case for virksomhederne: Adgang til billigere kapital. Der er heller ingen tvivl om, at det kræver nogle fælles målepunkter på tværs af EU, så dét der er bæredygtigt i Danmark, også er bæredygtigt i Tyskland og i Polen. På den måde sikrer vi lige og fair konkurrencevilkår. Især hvis alle medlemsstater husker at implementere kravene. Men en forudsætning for det hele er, at de mange kommende datakrav får skabt de rette rammer. Det gør de ikke endnu.
