Nyt socialøkonomisk pilotprojekt i Aalborg midtby skal nedbringe udledningen af CO2 og skabe fleksjob
Huset Venture Nordjylland, Rezycl, Aalborg Kommune og Aalborg Universitet har iværksat et 3-årigt pilotprojekt FleXskrald, som skal sikre en mere miljømæssig håndtering af affaldet fra Aalborgs butikker og kontorer og samtidig hjælpe fleksjobbere ud på ar
”Affaldet afhentes i butikkerne ved hjælp af mindre eldrevne køretøjer, som har lettere ved at komme rundt i byen. Og så er de samtidig med til at reducere energiforbruget og CO2-udledningen i Aalborg midtby,” forklarer projektleder på FleXskrald, Martin Quintero Hansen og tilføjer, at den praktiske håndtering af affaldet varetages af personer ansat i fleksjob ved Huset Venture Nordjylland.
Ved afhentning vejes affaldet og fragtes efterfølgende til to centrale hubs i midtbyen, hvorfra det køres til genanvendelse. Pilotprojektet henvender sig til butikker, som ikke tidligere har sorteret deres pap/papir og plastik, og dermed ikke butikker som allerede har en privat aftager af affald.
Netværk for Grøn Detail
FleXskrald er affødt af Netværk for Grøn Detail, som vejleder detailhandlen og restaurationsbranchen i Aalborg Kommune i en mere bæredygtig retning. ”Under besøg hos Føtex og Salling i Aalborg midtby, opdagede vi uudnyttet kapacitet på deres store pap- og plastpressere, og netop der opstod ideen til FleXskrald” siger projektleder på FleXskrald, Martin Quintero Hansen.
For at blive en del af Netværk for Grøn Detail accepterer butikkerne og restauranterne at få en bæredygtighedsscreening, som kortlægger deres nuværende arbejde med bæredygtighed og giver input til nye og fremtidige bæredygtige tiltag, som virksomheden kan arbejde med.
FN’s Verdensmål
Projektet bidrager til flere af FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling. Huset Venture Nordjylland ser FleXskrald som et unikt og socialt bæredygtigt projekt, som udover at tilgodese miljøet også bidrager til at skabe meningsfulde jobs.
”Det glæder os at få synliggjort vores indsats omkring det rummelige arbejdsmarked og at bidrage til, at de involverede virksomheder gør en positiv forskel for bæredygtighed, bl.a. gennem en række af FN’s 17 verdensmål, herunder mål nr. 8 om anstændige jobs, mål nr. 11 om bæredygtige byer og mål nr. 17 om partnerskaber” siger direktør i Huset Venture Nordjylland, Dorte Kronborg.
FleXskrald
FleXskrald afhenter pap/papir og plastik, men projektet skal også afdække potentielle fraktioner som eksempelvis tekstiler, batterier, printerprotoner, paller, organiskaffald, m.m. Målet er at gøre det nemt for butikkerne og øge genanvendelsen.
Butikkerne tilmelder sig en abonnementsordning, som giver dem fleksibel afhentning af affald, der passer til deres behov. Abonnementet matcher priserne hos eksisterende private affaldsselskaber.
FleXskrald har fokus på butikker og kontorer, som ikke har en ordning hos et privat affaldsselskab, og det er derfor interessant, om projektet kan få dem med i FleXskraldordningen.
”FleXskrald er for alvor en succes, hvis de eksisterende affaldsselskaber ser en idé i at køre FleXskraldkonceptet videre efter projektets udløb” siger Martin Quintero Hansen.
Målet er, at 50 butikker tilmelder sig ordningen i løbet af de 3 år.
Yderligere information:
Kontakt:
- Martin Quintero Hansen
Projektleder for FleXskrald, Aalborg Kommune
tlf. 3194 2102
martin.hansen@aalborg.dk