Odense Handicapråd og Odense Kommune uddeler Odense Handicappris 2016
Den 3. december 2016 uddeler Odense Kommune og Odense Handicapråd den årlige handicappris. Temaet for Handicapprisen 2016 er, ”Handicappede - en styrke for bæredygtighed og beskæftigelse” og uddeles på FN's internationale handicapdag.
Når Odense Handicapråd og Odense Kommune den 3. december 2016 uddeler den årlige handicappris, er det for at markere vigtigheden af arbejdet på handicapområdet og dermed fremme forståelsen for vilkårene for mennesker med handicap. Handicapprisen skal fremhæve de gode eksempler, så andre kan lade sig inspirere til, hvordan hverdagen for Odense Kommunes handicappede borgere kan gøres lettere.
Prisen uddeles på FN's internationale handicapdag og gives til en person, virksomhed eller organisation i Odense, der har ydet en ekstra indsats for mennesker med handicap. Overrækkelsen af årets pris finder i år sted på Kulturhuset Rytterkasernen i Odense, hvor Odenses Borgmester Anker Boye vil overrække prisen, der er en skulptur skabt specielt til lejligheden af kunstneren Jens Galschiøt.
Handicappede, beskæftigelse og bæredygtighed
Temaet for Handicapprisen 2016 er ”Handicappede - en styrke for bæredygtighed og beskæftigelse”. Prisen i år bliver således tildelt en person, virksomhed eller organisation i Odense, der arbejder for at fremme en bæredygtig udvikling i samfundet og som gør en indsats for at inkludere handicappede på arbejdsmarkedet og dermed øge handicappedes beskæftigelse.
Prisen er ikke tiltænkt at skulle uddeles til en handicappet, men til en person, virksomhed eller organisation, der gør noget ekstraordinært for at styrke handicappedes livsvilkår.
Det kan være eksempelvis være en virksomhed, der sammen med handicappede har udviklet et nyt produkt, eller som har taget et andet markant initiativ, f.eks. inden for Corporate Social Responsability (CSR), der har været til særlig gavn for medarbejdere med handicap. Det kan også være en forening, der gennem sine aktiviteter i særlig grad har været i stand til at sætte fokus på handicappedes potentiale i samfundet, erhvervsmæssigt eller uddannelsesmæssigt. Eller måske en forsker, der har udviklet en teknologi, der letter arbejdslivet for mennesker med handicap på deres arbejdsplads. Det er ikke størrelsen på indsatsen der tæller. Det er derimod betydningen af indsatsen, som vægtes. Selv en lille indsats, som de fleste ikke lægger mærke til i hverdagen, kan gøre en enorm forskel for handicappedes livskvalitet.
Læs mere om Odense Handicapråd og Odense Kommunes Handicappris 2016 her: http://www.odense.dk/handicapprisen2016