12.02.2021 | Klima, miljø og energi
P+ ekskluderer 30 olieselskaber
Indhold fra partner Hvad er dette?
Selskaberne lever ikke op til pensionskassens standard for ansvarlige investeringer. Flere frasalg kan komme til i løbet af 2021.
I oktober vedtog bestyrelsen i pensionskassen P+, Pension for Akademeikere en ny standard for arbejdet med klimaansvarlige investeringer. Det førte blandt andet til et ambitiøst mål om, at samtlige investeringer i porteføljen skal være CO2-neutrale i 2050. Det betød også, at pensionskassen i december frasolgte alle kulselskaber. Nu er turen kommet til olie.
Nej til olieselskaber, der ikke vil omstille sig
På baggrund af efterårets beslutning er P+ begyndt på et omfattende arbejde med at gennemgå alle selskaber i porteføljen, hvor mere end 30 pct. af omsætningen stammer fra produktion af olie. Hvis analyserne viser, at selskabets forretningsmodel ikke kan leve op til Paris-aftalen, eller hvis pensionskassen vurderer, at man ikke kan opnå konkrete resultater på kort sigt via dialog, vil selskabet blive ekskluderet.
Første del af analysen er netop blevet færdig. Resultatet er, at 30 olieselskaber nu bliver solgt fra.
”Vi har netop afsluttet første del af analysearbejdet, hvor vi grundigt har gennemgået de største olieselskaber. De hører til blandt de største CO2-udledere i verden, og derfor er det helt nødvendigt, at de omstiller sig, hvis vi skal nå Paris-aftalen og målet om at begrænse de globale temperaturstigninger til 1,5 grader”, udtaler underdirektør i P+ Kirstine Lund Christiansen og fortsætter:
”Vores analyse viser, at flere af de største olieselskaber faktisk er begyndt at offentliggøre klimamål, hvor de blandt andet vil nedbringe deres CO2-udledning og øge andelen af grøn energi. Det er positivt. Men desværre går omstillingen i de fleste tilfælde stadig alt for langsomt. Og vi mangler fortsat at se, at de begyndende grønne ambitioner bliver ført ud i livet. Derfor frasælger vi nu vores investeringer i 30 af de største olieselskaber, herunder Shell, Total og Pemex, hvor vi har vurderet, at der mangler tilstrækkelig handling bag ordene.”
Fire selskaber sat på observationsliste
Enkelte af de største olieselskaber skiller sig dog ud ved både at have offentliggjort ambitiøse klimamål og ved at vise reelle tegn på omstilling. Det gælder for Repsol, Eni, Equinor og BP. De fire selskaber er stadig et stykke vej fra at leve op til Paris-aftalen, og der er fortsat flere udfordringer. Men pensionskassen vurderer, at de er i gang med en positiv udvikling, og at man kan opnå konkrete resultater via dialog. De vil derfor ikke blive solgt fra, men er i stedet sat på pensionskassens observationsliste.
”Som ansvarlig investor står man ofte over for valget imellem at ekskludere et selskab eller beholde sin investering for at udøve aktivt ejerskab og presse selskabet i en grønnere retning. Og det er ofte en svær afvejning. I dette tilfælde vurderer vi, at Repsol, Eni, Equinor og BP faktisk udviser et potentiale for at leve op til Paris-aftalen. Det vil vi gerne holde dem fast på. Derfor har vi valgt at sætte dem på vores observationsliste i stedet for at sælge dem fra”, udtaler Kirstine Lund Christiansen.
Når et selskab bliver sat på P+'s observationsliste, stilles der en række fokuspunkter, hvor selskabet efter et halvt eller helt år skal have vist fremskridt. I dette tilfælde vil pensionskassen tage stilling til BP og Equinor igen om et halvt år og til Eni og Repsol om et år. Hvis selskaberne ikke har vist fremskridt i mellemtiden, vil de blive solgt fra. Men hvis de omvendt faktisk har rykket sig, vil P+ beholde investeringerne for at udøve aktivt ejerskab og fortsat skubbe på deres grønne omstilling.
Frasalg for 550 mio. kr.
Mange investorer sælger udelukkende selskaber fra blandt de ca. 40 pct. af porteføljen, der består af børsnoterede aktier. P+ tager skridtet videre og ser på alle pensionskassens investeringer, når de sælger fra. Derfor sælger pensionskassen ikke kun deres aktier, men også deres obligationer i de 30 olieselskaber. Det samlede frasalg udgør på den baggrund ca. 550 mio. kr. i alt.
Flere selskaber kan blive solgt fra i år
Allerede i år kan frasalget dog vise sig at blive større. Arbejdet med at vurdere olieproducerende selskaber fortsætter nemlig i 2021. Målet er, at P+ senest i løbet af tredje kvartal har vurderet alle selskaber, hvor mere end 30 pct. af omsætningen stammer fra produktion af olie, med henblik på at sælge dem fra.
Klima, miljø og energi

P+ er åbne om klimabelastende investeringer
I en ny rapport kan medlemmerne af P+ få overblik over, hvordan pensionskassen forholder sig til de mest klimabelastende selskaber i porteføljen. Hensigten er at øge gennemsigtigheden og åbenheden omkring P+'s investeringer.
Indhold fra partner
Klima, miljø og energi

Klimadilemmaerne står i kø – lad os tale åbent om dem
Alle kan blive enige om en målsætning om flere bæredygtige investeringer. Men i praksis støder man ofte på dilemmaer, der kræver konstant afvejning. Det skal vi som pensionskasse tale højt om.
Indhold fra partner
Klima, miljø og energi

Vejen til ansvarlighed er fyldt med dilemmaer
P+ lancerer dilemmaspil med investeringsdilemmaer fra den virkelige verden.
Indhold fra partner
Klima, miljø og energi

P+ fjerner problematiske selskaber fra porteføljen
Pensionskassen frasælger selskaberne på grund deres væsentlige og vedvarende problemer med at overholde internationale retningslinjer vedrørende klima, miljø, menneske- og arbejdstagerrettigheder.
Indhold fra partner
Klima, miljø og energi

Pensionerne i P+ er blevet 5 milliarder kroner grønnere på et halvt år.
Siden efteråret har P+ investeret 1,4 mia. kr. i vedvarende energi og flyttet 2,8 mia. til aktier med et lavt klimaaftryk. Samtidig har pensionskassen frasolgt kul, olie og CO2-intensive selskaber for 850 mio. kr.
Indhold fra partner
Klima, miljø og energi

P+-investering skal styrke sundhedsvæsenet i Egypten og Marokko
P+, Pensionskassen for Akademikere er medinvestor i virksomheden Humania, der opfører og driver privathospitaler i Egypten og Marokko. Målet er at give flere mennesker adgang til sundhedsydelser af høj kvalitet.
Indhold fra partner