Scandic stopper brugen af plastiksugerør og -cocktailpinde på alle sine hoteller
Scandic har besluttet at stoppe brugen af plastiksugerør og -cocktailpinde på alle sine hoteller af miljømæssige hensyn.
”Som en del af vores bæredygtighedsarbejde vil vi nu fjerne alt engangsmateriale i plastik. Det indebærer, at vi i alt fjerner vi 1,3 millioner plastiksugerør og 120.000 plastikcocktailpinde årligt. Videre erstatter vi plastiklågene på vores take-away-kaffe med låg, der biologisk nedbrydes i naturen,” siger Lene Bjurner, Scandics direktør for HR & Sustainability.
Plastikaffald er en af klodens største miljømæssige udfordringer. Forskellige organisationer verden over har estimeret, at der er mere end 150 millioner tons plastik i verdenshavene. Ifølge en undersøgelse af UK Government Office for Science forventes mængden af plastik i verdenshavene at tredobles mellem 2015 og 2025.
”Det er et lille, men vigtigt skridt for os, at vi nu udfaser vores plastiksugerør og -cocktailpinde. Scandic har i 25 år arbejdet dedikeret med bæredygtighed. Eksempelvis var vi først til at introducere ideen ’hæng dit håndklæde op’, hvilket appellerer til, at vores gæster kan bruge håndklædet mere end en enkelt gang. Siden 1996 har Scandic-koncernen nedbragt CO2-udledningen med mere end 60 procent. Scandic har som mål, at vi i 2020 vil være den hotelkæde, der har den laveste CO2-udledning,” siger Lene Bjurner.
I stedet for plastiksugerør og -cocktailpinde vil Scandic se på at tilbyde andre miljøvenlige alternativer i sine barer og restauranter.