Standarder understøtter grøn udvikling i Danmark

Klodens ressourcer er under pres, og Danmark er velrepræsenteret i overforbruget af råmaterialer og spild. Levede alle i verden som i Danmark, ville det kræve tre kloder. Heldigvis er der godt gang i de grønne tanker i dansk erhvervsliv. Det gælder også i standardiseringsverdenen, der ved at udvikle fælles metoder og krav understøtter grøn vækst i Danmark.

Siden den industrielle revolution har vi udviklet en ”brug og smid væk”-kultur ud fra en antagelse om, at klodens ressourcer er talrige og konstante. Men mens efterspørgslen på værdifulde ressourcer er stigende, bliver klodens ressourcer til stadighed presset.

Langt de fleste danske virksomheder har da også allerede iværksat initiativer inden for CSR, verdensmål, cirkulær økonomi og bæredygtighed for at skabe mere holdbare løsninger inden for fx produktion, forbrug og genanvendelse.

Øget fokus på cirkulær økonomi
Hos Dansk Standard arbejder man aktivt på at understøtte dansk erhvervslivs transformation til en mere bæredygtig og cirkulær tilgang til fx produktion og forbrug. Gennem et internationalt netværk af eksperter bliver der udviklet standarder med fælles konsensus om best practice.

Et af de områder, hvor der er kommende standarder under udarbejdelse, er cirkulær økonomi.

Fakta – Standarder for cirkulær økonomi skal:

  • Forlænge levetiden af produkter
  • Formå at genbruge komponenter eller genanvende materialer fra udtjente produkter
  • Anvende disse komponenter eller materialer i nye produkter

- Der er med mandat fra EU-kommissionen nedsat en europæisk komité med seks arbejdsgrupper, der skal sætte rammerne for standarder for cirkulær økonomi under Ecodesign-direktivet. Dansk Standard har ansvaret for det ene af de seks sekretariater. Initiativet giver mulighed for at lave en koordineret dansk indsats, som sikrer, at Danmark er godt forberedt på de fremtidige standarder for cirkulær økonomi og selv har haft mulighed for at påvirke dem, fortæller Charlotte Vincentz Fischer, seniorkonsulent i Dansk Standard.

Med i arbejdet sidder en række danske interesserenter. Bl.a. deltager Aalborg Universitet, Danfoss, Velux og Grundfos aktivt i arbejdsgrupperne, som følges af det eksisterende udvalg for cirkulær økonomi i Dansk Standard, S-611, og finansieres af Erhvervsstyrelsen.

- Det er en stor fordel at have et fælles sprog og ensartede metoder. Det er med til at fjerne barrierer for at gøre produkter og forbrug mere cirkulært, indleder Karen Andreassen fra Standards & Product Regulation VELUX Gruppen, der allerede har gennemført et første eksperiment på det hollandske marked, hvor der er anvendt indsamlet bygningstømmer til at lave ovenlysvinduer af.

Dansk indflydelse på kommende markedskrav
Sekretariatet er en del af de europæiske standardiseringsorganisationers udvikling af nye standarder inden for cirkulær økonomi. Standarderne kan få indflydelse på konkret lovgivning fra EU-Kommissionen. Det er derfor vigtigt, at Danmark sidder med om bordet og får indflydelse på standardernes udformning.

Standarderne for cirkulær økonomi udspringer af Ecodesign-direktivet og forventes at blive rammen for kommende indsatser for de mere produktspecifikke retningslinjer for cirkulær økonomi. Der er derfor netop nu rig mulighed for at være med til at bygge det fundament, der får indflydelse på EU’s lovgivning på området.

- Ved at sidde med i udvalget holder vi os opdaterede på, hvad der sker på området og på hvordan andre danske virksomheder håndterer lovkrav og tolker standarderne. Kommissionens medarbejdere sidder med i møderne og det giver en unik mulighed for at diskutere fordele og ulemper ved lovkrav og målemetoder med dem, der rent faktisk er ansvarlige for at udarbejde lovgivningen, fortæller Karen Andreassen.

Standarderne forventes færdige i 2019/2020 og vil udmønte sig i horisontale standarder, som skal være med til at danne ramme for, hvordan lovgivningen på området skal skrives, hvilke krav virksomhederne skal leve op til og hvilken metodisk tilgang hele Europa skal have, når der arbejdes inden for rammerne af den cirkulære økonomi.

- Der er således rig mulighed for at være med til at bygge fundamentet for de kommende standarder netop nu og derved få indflydelse på fremtidig lovgivning og fremtidens markedskrav, netop fordi det hele lige nu er meget nyt, siger Charlotte Vincentz Fischer.

Det er ligeledes muligt at deltage som lyttende medlem og derved få information om standardiseringstiltag og tidlig indsigt i, hvor markedet er på vej hen.

Der er mange veje til bæredygtighed
Allerede i dag findes der dog standarder, danske virksomheder kan gå til for at optimere og systematisere arbejdet med bæredygtig virksomhedsledelse og udvikling.  Det gælder bl.a. den eksisterende internationale standard for social ansvarlighed, ISO 26000, og det danske ledelsessystem for samfundsmæssigt ansvar, DS 49001.

- Det er vigtigt at huske, at der ikke er et enten eller. Man kan sagtens bruge standarder, der understøtter bæredygtig udvikling på produktsiden og samtidig implementere et ledelsessystem, der koncentrerer sig om social ansvarlighed. Alle tiltag supplerer hinanden. Det vigtigste er, at man aktivt tager del i dagsordenen og fokuserer ressourcer omkring udvikling, siger Charlotte Vincentz Fischer.

Brugen af standarder kan nemlig også bruges strategisk til at flytte virksomhedens fokus og ressourcer mod udvikling og innovation. Det viser besvarelser fra 1.179 nordiske virksomheder i en analyse om standarders indflydelse på nordisk økonomi fra maj 2018.

Fakta – Hvem er med i arbejdet?

  • Danfoss
  • Danfoss Drives
  • Erhvervsstyrelsen
  • GN Audio
  • Grundfos Holding
  • Lego Systems
  • Lemvigh-Müller
  • Lyskildebranchens Weee Forening
  • Miljøstyrelsen
  • UI International Demko
  • VELUX
  • Aalborg Universitet.

I analysen angiver 86 % af de adspurgte virksomheder, at standarder ikke er en hindring for innovation. Tværtimod besvarer standarderne en række udfordringer for de nordiske virksomheder, der derved undgår at spilde tiden på at genopfinde løsninger, der allerede er beskrevet. I stedet kan der prioriteres ressourcer til at tænke nyt og følge udviklingen i deres branche.

- Standarder er et strategisk værktøj, som ledelsen kan anvende aktivt til at styrke virksomheden og prioritere medarbejdernes tid og evner, åbne markeder og understøtte fremtidig udvikling og vækst, siger Jens Heiede, standardiseringsdirektør i Dansk Standard.

Analysen er udarbejdet af analyseinstitutterne Menon Economics og Oxford Research og undersøger, hvordan øget brug af standarder påvirker den økonomiske udvikling i de nordiske lande i makroperspektiv og på virksomhedsniveau.

Denne artikel er del af et tema:

I fokus: innovation og bæredygtighed

08.04.2024Dansk Standard

Sponseret

Psykisk arbejdsmiljø - introduktion til standarden DS/ISO 45003:2021

14.02.2024Dansk Standard

Sponseret

Ny standard for virksomheder til håndtering af klimaændringer

05.02.2024Dansk Standard

Sponseret

Ny lovgivning medfører skærpede krav til virksomheders energiledelse og stiller skarpt på CO2-udledning

14.12.2023Dansk Standard

Sponseret

Det nye bygningsdirektiv kalder på standarder

14.12.2023Dansk Standard

Sponseret

Standarder skal hjælpe med at indfri EU’s nye krav til bæredygtige produkter

27.11.2023Dansk Standard

Sponseret

Sådan gør du din virksomhed mere modstandsdygtig