Stor udbredelse af nøgenkalendere i byggeriet

“MeToo ramte også byggebranchen i 2020, men mange af de problematikker, der handler om psykisk arbejdsmiljø, sexistisk eller krænkende tone eller adfærd, gør sig altså stadig gældende” siger Christina Schultz, sekretariatschef i Byggeriets Samfundsansvar.  

En rundspørge viser, at kalendere med nøgne eller letpåklædte kvinder er udbredt i 13 ud af de 20 største entreprenørvirksomheder i Danmark, og kun 4 ud af de 20 virksomheder har en politik, der forbyder dem. 

“Med kampagnen “Nøgenkalendere i frokoststuen – rimeligt eller pinligt?” tager vi et konkret nedslag og sætter fokus på, hvor udbredte kalendere med letpåklædte eller nøgne kvinder er i det fysiske arbejdsmiljø i byggeriet. Et fænomen, som mange uden for skurvognene vil tro hørte fortiden til, men som ikke desto mindre er udbredt i størstedelen af branchen, og som er en af de ting, der er med til at skræmme kvinder væk” uddyber Christina Schultz.  

Ingen reaktion fra ledelsen 
Anja Thuren Larsen er snedkerlærling. Hun havde arbejdet i en anden branche og blev meget overrasket, da hun på sin første dag i lære ser adskillige kalendere med nøgne kvinder hængende på væggen i frokoststuen.  

“Jeg synes, at det var helt vildt grænseoverskridende. Det var min første dag i lære, og jeg var meget opsat på at gøre et godt indtryk hos min mester. Så det føltes så mærkeligt at træde ind i et rum i frokostpausen, hvor kvinder var portrætteret på den måde, nu hvor jeg også selv er kvinde” siger Anja og fortsætter:  

“Først slår jeg det hen, for sådan er branchen nok bare, men jeg oplever mere og mere af sådan en kultur i andre henseender ude på byggepladsen, og så får jeg nok. Jeg tager sagen i egen hånd og smider kalenderne ud, filmer det og lægger det op på vores medarbejdergruppe på Facebook og efterspørger en ny kalender. Det bliver ikke modtaget godt af medarbejderne, ledelsen reagerer ikke, og det ender med, at de bliver hængt op igen”. 

En form for voksenmobning 
Mette Schack Dahlmann er murer og oplever nøgenkalendere på daglig basis på de byggepladser, hun arbejder på. Hun oplever at blive ekskluderet fra fællesskabet, når hun påtaler kalenderne:  

“Det er vel en form for voksenmobning. Når jeg stiller mig kritisk over for kalenderne, eller stiller spørgsmålstegn ved dem, har jeg oplevet, at mine mandlige kollegaer ikke vil arbejde sammen med mig. Man bliver udstødt og møder en mur og en slags mistænkeliggørelse, også fra ledelsernes side.”  siger Mette Schack Dahlmann.  

Udsmykning med sexobjekter smitter af på kulturen 
Kigger man på fænomenet fra en kulturforskers side, giver det god mening at kvinder reagerer negativt på kalenderne. At se kvindekroppe portrætteret som sexobjekter vækker nemlig identifikation hos kvinder, og det opleves som grænseoverskridende:  

“De kan føle det grænseoverskridende at se andre kvinder portrætteret og behandlet sådan, når man også er i undertal. Kønsidentifikationen er stor, og derfor kan man som kvinde selv føle sig reduceret til et sexobjekt” siger kulturforsker og antropolog ved Roskilde Universitet, Christian Groes og fortsætter: 

“Brugen af kalenderne vidner om, at der i skurvognene hersker andre normer end i resten af samfundet, og det er et problem, hvis man ønsker mere diversitet. Der skabes et helt særligt seksualiseret manderum, der smitter af på tonen og resten af kulturen på byggepladsen. Det kan virke frastødende på kvinder”.  

Vi skal turde tage en dialog om kulturen
Det er på tide at kigge på den kultur, de unge møder, når de træder ind i byggeriet, lyder det fra Christina Schultz, sekretariatschef i Byggeriets Samfundsansvar:  

“Der er meget fokus på, at vi skal gøre opmærksom på mulighederne i byggeriet allerede i folkeskolen og gøre op med de fordomme, der hersker om branchen. Men for at lykkes med det, er det også nødvendigt, at vi kigger på den kultur unge mennesker møder, når de træder ind i byggeriet. Nøgenkalenderne er et første skridt. Vi kan ikke overlade det til kvinderne ude på byggepladserne, for de bruger rigeligt med kræfter på bare at passe ind. Hvis vi som branche ikke er nysgerrige på, hvad vi selv kan ændre for at gøre byggeriet mere attraktivt for kvinder, så går vi glip af vigtige kompetencer og ressourcer, som vi i høj grad har brug for”.