Studerende fra Erhvervsakademi Aarhus vinder social innovationspris
CSR People Challenge er netop blevet uddelt for første gang, og prisen gik til fem studerende fra Erhvervsakademi Aarhus. De har udviklet konceptet Arbejdskraft.dk, som er en forsimplet jobsøgningsportal. Præmien til vinderne er en udviklingsdag, hvor de får mulighed for at videreudvikle deres ide.
Videns- og netværkshuset Cabi har ved en konference på Roskilde Festival Højskole i dag uddelt CSR People Challenge. Det er en idekonkurrence, hvor studerende fra videregående uddannelser har indsendt deres bedste ide til, hvordan vi løser udfordringerne med, at virksomheder mangler arbejdskraft, samtidig med, at mange udsatte står uden for arbejdsmarkedet.
Forenklet jobsøgningsportal vinder
Vinderne af CSR People Challenge er en gruppe på fem studerende fra Erhvervsakademi Aarhus. Deres ide – Arbejdskraft.dk – er en forsimplet jobsøgningsportal, hvor arbejdsgivere og jobsøgere kan møde hinanden. Arbejdsgiveren laver en kort beskrivelse af den konkrete job med kategorier som ansættelsessted, arbejdstid og timeløn.
Herefter kan den jobsøgende anonymt booke en samtale med arbejdsgiveren. Dermed er ansøgningsprocessen renset for information om ansøgerens formelle kompetencer, alder og navn.
De har nu vundet en pengepræmie og en udviklingsdag med Cabi, hvor de kan arbejde med at få skærpet konceptet på deres ide og få den yderligere målrettet virksomheder.
Clara Halvorsen, styrelsesmedlem i Dansk Ungdoms Fællesråd og dommerpanelet bag CSR People Challenge fortæller, at det var meget svært at nå frem til en vinder, men at de i sidste ende valgte Arbejdskraft.dk
”Det er en meget innovativ og skalerbar løsning, og samtidig er det en meget enkel ide, som er til at gå videre med. Gruppen har vist en meget klar forståelse for både virksomhedernes og jobsøgernes evner og behov. Og samtidig er det en løsning, som ligger ansvaret over på den jobsøgende, og det er godt set,” siger Clara Halvorsen.
De to øvrige finalister i CSR People Challenge var:
- Welcome onboard: Onboarding som rekrutteringsstrategi – En online løsning, der sikrer, at de udsatte unge, der ansættes i en virksomhed, introduceres godt til deres nye arbejdsplads. – Tre studerende fra Aalborg Universitet.
- Det socialøkonomiske vikarbureau – Et vikarbureau, hvor virksomheder byder ind opgaver, lærer noget af de unge, og giver de unge erhvervserfaring. – Tre studerende fra Aalborg Universitet.
”Det er tre meget forskellige bud vi har fået på, hvordan vi kan løse problemerne på arbejdsmarkedet, hvor virksomhederne mangler arbejdskraft, og hvor mange unge samtidig står uden for. Samtidig er det løsninger, som peger på, hvordan vi når Verdensmål 8 om anstændige job og økonomisk vækst, ” siger Clara Halvorsen.
FAKTA OM CSR People Challenge
- Visionen for CSR People Challenge er at give plads til innovative ideer, som kan ændre virksomhedernes måde at tænke rekruttering og beskæftigelse på.
- CSR People Challenge skal finde nye løsninger på udfordringer på arbejdsmarkedet og hylde innovative studerende.
- De innovative løsninger i CSR People Challenge skal tage udgangspunkt i FN’s Verdensmål 8 og bidrage til en holdningsændring, således, at enhver virksomhed eller arbejdsplads i 2023 arbejder med verdensmålene.
- Gennem CSR People Challenge tydeliggøres potentialet og gevinsten ved at ansætte udsatte ledige og værdien af partnerskaber.
Læs mere om CSR People Challenge og CSR People Prize på Cabis hjemmeside
Brug for at tænke helt nyt
CSR People Challenge er sat i verden for finde nye løsninger på Verdensmål 8 og for at få nye vinkler på velkendte problematikker på arbejdsmarkedet.
”Der er en masse dygtige mennesker, som hver dag arbejder med at finde løsninger på, hvordan virksomhederne får tilstrækkelig arbejdskraft, og hvordan vi kan hjælpe mennesker, som er på kanten af arbejdsmarkedet. Men vi har brug for at få nye impulser, der tvinger os til at tænke nyt. Derfor har vi lagt den her konkurrence ud til studerende, der har den nyeste viden med i rygsækken, og som ikke er bundet af vanetænkning,” siger Mette Rønnau, direktør for Cabi og medlem af dommerpanelet.
Til konferencen på Roskilde Festival Højskole uddelte Cabi desuden CSR People Prize til byggerivirksomheden BB fiberbeton A/S fra Lille Skensved i Køge. De får prisen for et stort socialt ansvar, hvor de bl.a. gør en stor indsats for at få flygtninge integreret på arbejdsmarkedet.