Tivolis julerier vækker minder
Med julelys i øjnene genså tre beboere fra Søster Sophies Minde Tivolis festklædte have en regnfuld dag i december. Skramlende rutsjebaner, karruseller og glimtende lys genopliver minder.
Trods kulde og regn er humøret højt blandt beboerne fra plejehjemmet Søster Sophies Mindes 1. sal..
Der var en gang, da farmor Birte elskede fart over feltet.
”Jeg kunne køre i den gamle rutsjebane 10 gange i træk med mine børnebørn,” griner Birte Wallin Pedersen og viser et perlehvidt smil. ”Jeg har ikke prøvet den, siden jeg var 85 år! Nu er jeg desværre blevet lidt svimmel, så det er slut,” siger hun med en anelse vemod.
Fakta:
- Plejehjemmet Søster Sophies Minde ligger i hjertet af Frederiksberg og har plads til 36 beboere og direkte adgang til en aflukket grøn have.
- Sociale fællesskaber er en meget vigtig del af dagligdagen på Søster Sophies Minde. Det betyder, at der næsten dagligt foregår forskellige aktiviteter, som oplæsning, film og musik - både inde og ude.
- Aktivitetsmedarbejder Malene Otzen står for aktiviteterne og reviderer hver måned programmet, som omdeles og sættes på opslagstavlerne. Beboerne kan efter eget ønske deltage i forskellige, planlagte fælles aktiviteter.
- Plejehjemmet Søster Sophies Minde er en del af Diakonissestiftelsen, der har over 155 års erfaring i at drage omsorg for mennesker. Vi har faglighed hele vejen rundt om mennesket og skaber rammer om nye fællesskaber.
Birte Wallin Pedersen kigger så langt, hun kan, gennem Tivolis oplyste allé. I dag sidder hun elegant i kørestolen i en smuk trenchcoat i grålige toner. Benene er dækket af en varm fleecepose. Hun er på juletur med plejehjemmet Søster Sophies Minde. Med sig har hun naboerne Gunnar Schellerad-Andersen og Aase Borg. fra 1. sal, aktivitetskoordinator Malene Otzen og frivillig Karen-Lise Lange og pårørende Helge Hansen.
Når den sidste kørestol er på plads i minibussen, går turen mod Tivoli i indre by. .
Kørestol er ikke en hindring
Selvom bentøjet ikke er, hvad det har været, er det bestemt ikke slut med at tage på udflugt. En handicapbus med plads til tre kørestole hjælper godt på vej. Med en lift bliver beboerne en efter en løftet op i bussen, alt imens regnen drypper. Dagens destination er Tivolis gamle have, der i vinterkulden er smykket med lys og hjerter krydret med duften af brændte mandler og bål.
”Jeg fryser. Jeg tror aldrig, at jeg frosset så meget i mit liv,” siger Aase Borg henvendt til Malene, der heldigvis har et Ikea-net fyldt med regnslag og varme tæpper. Hun får stoppet et tæppe rundt om maven og foldet ned om skoene. Det skulle gerne værne mod kulden.
Bussen er parkeret i første parket foran Tivoli. Det skal være nemt for gangbesværede at komme ind. Flokken med Malene Otzen og Aase Borg i front går ned ad alléen med lysende hjerter. Fra alle kroge høres ”wow” og ”se der”, ”er det ikke smukt”, mens de passerer Hotel Nimb og Boblespringvandet fra begyndelsen af 1960’erne, der af naturlige årsager er gået i vinterhi.
91-årige Birte Wallin Pedersen fortæller om sine mange Tivoli-ture og hang til fart over feltet. Imens skubber frivillige Karen-Lise Lange kørestolen på den smalle flisegang..
FN's Verdensmål
Søster Sophies udflugter til Tivoli spiller ind i FN's Verdensmål nr. 3: Sundhed og trivsel, og nærmere bestemt delmål 3.4: 'Red flere fra at dø af ikke-smitsomme sygdomme, og styrk mental sundhed'.
Gensynets glæde
Helge Hansen sender et smil ned til sin mand, Gunnar Schellerad-Andersen, der sidder i en kørestol.
”Vi har ikke været her inde, siden Gunnar blev syg. Dengang så vi operakoncerter på Tivolis fødselsdag, spiste på restauranter og nød haven,” fortæller 80-årige Helge Hansen.
Parret har været sammen siden 1974 og måtte tidligere på året indse, at 77-årige Gunnar Schellerad-Andersen havde brug for mere pleje, end hvad der kunne lade sig gøre i hjemmet på Sankt Thomas Allé på Frederiksberg.
”Det er så dejligt at være tilbage i haven,” siger Gunnar Schellerad-Andersen, der er godt pakket ind i islandsk sweater, en rød jakke fra en rejse til Antarktis og regnslag til at tage den værste støvregn.
”Vi har altid haft årskort til Tivoli,” fortæller han, mens ægtemanden skubber kørestolen rundt og peger stedkendt på træer, statuer og forlystelser.
Helge Hansen (t.v.) med sin mand Gunnar Schellerad-Andersen, der har været beboer på plejehjemmet Søster Sophies Minde siden maj i år..
Uden mad og drikke ...
Tjeneren står i døren og beder om visum til restaurant Påfuglen. Da han opdager, at den lille flok ikke forstår, hvad han mener, griner han og siger, at det bare var for sjov. Når man først har vist sit corona-pas i Tivolis indgang, så er der fri adgang på restauranterne. Selskabet slår en latter op.
Aase Borg har fundet en plads ved det dækkede bord. Sammen med Malene Otzen kigger hun på menuen. Hun kunne godt drikke en øl oven på kulden. Selskabet bestiller sild, flæskesteg med rødkål, fiskefileter og pariserbøf. Gunnar Schellerad-Andersen må undvære de julede retter. Her står den på sondemad i hjemmet, da halsmuskulaturen endnu ikke fungerer til at synke. Men det bliver dagligt øvet op, forsikrer han. Duften af lækkerierne og synet af de kolde øl er nok for ham i dag.
Minder sidder i kroppen
Aktivitetskoordinator Malene Otzen har været på tur til Tivoli tre dage i træk med plejehjemmets beboere og deres pårørende. Her har de haft en mulighed for at få en oplevelse sammen, der både vækker gamle minder og skaber nye.
”Nogle beboere har haft en søn eller datter med, og andre en ægtefælle. Det betyder rigtig meget for dem at komme ud ad huset og få en oplevelse sammen, som de kan se tilbage på med glæde,” fortæller Malene Otzen og understreger:
”Både beboerne og de pårørende er glade og taknemmelige for at opleve noget sammen, der tidligere har været en del af deres fælles referenceramme."
Hjulene knaser i det bløde grus, og regnen holder pause. Beboerne taler om, at enkelte af dem, aldrig har været i Tivoli om vinteren, da der kun var en sommersæson, da de var unge. Turen rundt om den gamle sø får Gunnar Schellerad-Andersen og Helge Hansen til at tale om restaurantbesøg på Færgekroen. De dybe vandkar ved Parterrehaven inviterer til at forevige turen med kameraet på telefonen.
Da gruppen forlader den gamle have, holder busssen klar på samme sted foran indgangen på Vesterbrogade. Det er ikke nemt at komme ned til liften, når kantstenen er høj. Helge Hensen kører sin mand i en lille bue fra fodgængerovergangen, og de stiller sig i kø til liften. Der er stille på vejen hjem til Frederiksberg. Indimellem bliver stilheden afbrudt at udbrud som: ”hvor var det dog hyggeligt”, og ”det var en godt nok en god tur.”
”Det har været nogle rigtigt dejlige ture,” siger Malene Otzen eftertænksomt, da hun igen står på fliserne ved plejehjemmets bagindgang.
”Selvom beboerne ikke alle husker lige godt, har hele sanseoplevelsen, i form af syn, lugt og smag fyldt godt op i hvert deres trivselskar.”
