TV-dokumentar minder os om, at vi skal søge ambitiøse løsninger på udfordringer med plast

Efter at have set de to første afsnit af dokumentaren ’Hvorfor plastik?’, som i øjeblikket bliver vist af Danmarks Radio, vil jeg gerne bruge dette blogindlæg på at adressere nogle af de løsninger, der findes på de udfordringer, som dokumentaren omtaler.

Lad mig starte med afsnittet ’Genbrugsløgnen’. Her ser vi bl.a., hvordan gode frivillige kræfter i England sorterer plastaffald til genanvendelse.

Imidlertid ender det indsamlede plastaffald op i Bulgarien, hvor det snarere bliver forbrændt i stedet for at blive genanvendt. TV-dokumentaren fortæller også, hvordan plastaffaldet bliver smuglet ind i landet – bl.a. ved hjælp af bestikkelse til lokale embedsmænd.

Det er en problemstilling, som det internationale samfund skal gribe ind over for, så reglerne bliver overholdt. En stærkere myndighedskontrol – både i og uden for EU – er nødvendig for at sætte en stopper for illegal handel med affald.

Danmark skal være en genanvendelsesnation

I afsnittet ’Genbrugsløgnen’ – som dog mest handler om genanvendelse – er der et generelt fokus på, at plastemballage fra husholdningerne – både i Europa og globalt set – i alt for høj grad bliver energiudnyttet eller ender på lossepladsen i stedet for at blive reelt genanvendt.

Jeg er helt enig i, at der er alt for meget plast fra husholdningerne, der ender de forkerte steder frem for at blive til nye nyttige produkter, som fx ny fødevareemballage der er med til at reducere madspild.

Herhjemme har vi traditionelt set været et forbrændingsland, men det er på tide at gøre Danmark til en genanvendelsesnation. Og de første vigtige skridt er allerede taget.

Eksempelvis vedtog et bredt flertal i Folketinget sidste år en klimaaftale på affaldsområdet, der ensretter de kommunale affaldsindsamlinger, hvilket betyder, at større og mere ensartede mængder plastaffald bliver indsamlet.

I Danmark er det de kommunale affaldsselskaber, som har ansvar for at sikre, at plasten rent faktisk bliver genanvendt, hvis plastaffaldet bliver eksporteret til udlandet. 

Det er mit indtryk, at de kommunale affaldsselskaber er blevet meget bevidste om at indgå kontrakter, hvor der er fokus på reel genanvendelse, men da det meste ender til sortering på tyske anlæg kan det være svært for dem at have helt styr på det.

Det håber vi virkelig løses, når der kommer et producentansvar på emballage, for når borgerne hjælper med at sortere plastaffaldet derhjemme, så skal de også have vished om, at de efterfølgende led i processen gør sig umage for at få det bedst mulige resultat ud af anstrengelserne.

Heldigvis bliver der også investeret i flere og flere danske plastgenanvendelsesanlæg, så vi i højere grad kan løfte opgaven selv. Her kan jeg eksempelvis fremhæve vores medlemsvirksomheder Aage Vestergaard Larsen A/S i Mariager, Dansk Affaldsminimering ApS i Langå og Genplast A/S i Farsø, som alle har bygget nye anlæg de seneste år for at kunne genanvende plastaffald fra borgerne.

Designguide, producentansvar og ny sorteringsteknologi

Mange læsere af denne blog vil også vide, at vi fra Plastindustriens side har lagt en stor indsats i at udvikle en designguide, som medvirker til, at langt mere dansk fremstillet plastemballage bliver designet med henblik på genbrug eller genanvendelse.

Vores udgangspunkt for designguiden er, at plastemballage ikke skal ende som værdiløst affald i forbrugernes skraldespande, men at det i langt højere grad skal designes til at forblive en ressource, hvor enten emballagens eller materialets egenskaber og værdi fastholdes i et cirkulært kredsløb.

Designfasen er afgørende for, hvorvidt den efterfølgende genanvendelsesproces forløber efter hensigten – og her har vores designguide gjort en stor forskel.

Derudover skal det også nævnes, at EU – som tidligere beskrevet – allerede har vedtaget et udvidet producentansvar for al emballage, der også snart skal implementeres i Danmark. Her har vi – sammen med Danmarks Naturfredningsforening – argumenteret for, at producentansvaret skal være ambitiøst.

Det betyder i praksis, at vi ønsker en gebyrstruktur, der bliver skruet sådan sammen, at dem der designer emballage med henblik på genbrug og genanvendelse, bliver ’belønnet’ for det.

Konkret skal det betyde, at virksomheder, som fx designer genanvendelig emballage og/eller bruger genanvendt plast, skal betale mindre til den efterfølgende affaldsbehandling gennem producentansvaret sammenlignet med de virksomheder, der i mindre grad har fokus på bæredygtighed.

Producentansvaret betyder også, at virksomhederne får bedre mulighed for at agere og stille krav – og derved medvirke til, at der sker mere reel genanvendelse.

Der sker også rigtig meget på teknologifronten pt., som er med til at forbedre sorteringen af det indsamlede plastaffald.

Her vil jeg blot nævne et enkelt eksempel i form af projektet HolyGrail 2.0, som vil bruge den digitale vandmærketeknologi til at forbedre sorteringen af plastemballager. Projektet har været undervejs i en årrække, men nu bliver det testet i praksis – og det foregår netop nu i København.

Plastprodukter skal være sikre og sunde

Et andet af dokumentarens afsnit hedder ’Mennesket som forsøgskanin’, og det handler om, hvorvidt visse plastprodukter indeholder hormonforstyrrende stoffer.

Lad mig gøre det helt klart. Plastprodukter må aldrig være sundhedsskadelige for mennesker eller skadelige for miljøet, og det er også årsagen til, at EU har en omfattende kemikalielovgivning (REACH), som plastproducenter i EU skal overholde.

I REACH er ansvaret vendt mod kemiproducenterne, som skal sikre at de kemiske stoffer de sætter på markedet er sikre at bruge. Vi kan kun være helt enige om, at jo mere vi ved om de negative effekter af kemien, des mere skal vi sætte ind for en substitution.

Desværre har vi også set gentagne eksempler på, at der bliver importeret plastprodukter fra eksempelvis Asien, som ikke overholder de gældende regler i EU (og kontrollen lader desværre meget tilbage at ønske).

Importen sker både af private forbrugere (nethandel) og virksomheder, og der opfordrer vi til, at man i stedet vælger produkter fra plastvirksomheder i EU, da de som nævnt er underlagt REACH-lovgivningen, som er langt mere restriktiv.

I dokumentaren bliver der bl.a. nævnt ftalater og bisphenoler – det er netop to typer af stoffer, hvor der i takt med, at der er kommet ny viden frem, er blevet indført yderligere regulering af EU.

Eksempelvis har Danmark været foregangsland for at få forbudt fire ftalater i regi af EU – et forbud som vi støtter op om, og vi kan også se, at virksomhederne har været i stand til at foretage en substitution af de ftalater, der har været problematiske.

Det er utroligt vigtigt, at der fortsat bliver forsket i, hvorvidt forskellige former for stoffer er hormonforstyrrende, hvis vi som mennesker bliver eksponeret for dem. Uden forskning bliver der ikke skabt ny viden – og uden ny viden er det ikke muligt at sætte ind de rigtige steder lovgivningsmæssigt.

Derfor bifalder jeg, at flere af de medvirkende forskere fra dokumentaren er i gang med nye undersøgelser, som forhåbentlig gør os endnu klogere.

Tag endelig kontakt til os

Man er selvfølgelig altid meget velkommen til at kontakte en af mine kolleger i sekretariatet eller undertegnede, hvis man har spørgsmål eller kommentarer til ovenstående eller den generelle plastdebat.

Det er min klare holdning, at det er et fælles ansvar – det gælder både borgere, virksomheder, NGO’er, myndigheder og politikere – at få afhjulpet de udfordringer, der eksisterer.

Særligt i forhold til genanvendelse er det vigtigt, at udfordringerne bliver håndteret i et tæt samarbejde mellem alle involverede aktører. Den konstruktive tilgang har Plastindustrien og vores virksomheder prioriteret via en masse konkrete aktiviteter og projekter i de senere år, og det bliver vi ved med i fremtiden.

Desværre valgte produktionsselskabet ikke at fokusere på nogle af de gode danske løsninger, som allerede i høj grad gør en forskel mht. design af plastemballage og nye genanvendelsesanlæg, men de eksisterer skam i høj grad, og vi fortæller gerne om dem, hvis det skulle have interesse.