Debatten om plastemballager har brug for flere nuancer

af Plastindustrien

Se virksomhedsprofil  

Christina Busk, miljøpolitisk chef i Plastindustrien.

Fra årsskiftet blev en ny fransk lovgivning til virkelighed, der forbyder salg af en lang række frugter og grøntsager, hvis de er pakket ind i plastemballage. Til næste år planlægger Spanien at indføre et lignende forbud.

De sydeuropæiske tiltag har medvirket til, at den danske debat om plastemballage er taget til i styrke.

Desværre mangler debatten nogle vigtige nuancer, så den ikke blot fokuserer meget ensidigt på, hvorvidt plastemballage skal forbydes eller ej.

Emballage forebygger madspild

Som udgangspunkt giver det nogle klare fordele at bruge plastemballage til frisk frugt og grønt. Emballagen er eksempelvis med til at holde uønskede bakterier væk og til at holde fødevaren frisk.

F.eks. kan så lidt som 1,5 g plastfolie omkring en agurk øge dens holdbarhed med 14 dage. Et andet konkret eksempel er gulerødder, som i plastemballage kan holde sig friske i over en uge, mens de hurtigt bliver uappetitlige, såfremt de ikke er pakket ind.

Når plastemballagen er med til at forlænge fødevarens holdbarhed, er den også med til at reducere mængden af madspild.

Det er netop et af de vægtigste argumenter for at holde fast i plastemballagen, da Miljøstyrelsen estimerer, at vi i Danmark smider over 1.200.000 tons mad ud årligt, som kunne være spist. Madspild er ifølge FN en rigtig stor CO2-synder, og derfor vil det i et klimamæssigt perspektiv give dårlig mening at lade sig inspirere af det franske forbud.

Langt størstedelen af fødevarernes klimaaftryk stammer nemlig fra selve produktionsprocessen, mens klimaomkostningerne til emballage af forskellige eksperter vurderes til kun at udgøre mellem 1-5% af det samlede regnskab.

Derfor giver det i mange sammenhænge god mening at holde fast i plastemballagen.

Emballageforbruget skal være mere bæredygtigt

Til gengæld er det en reel udfordring, at meget af plastemballagen i supermarkedet er engangsplast, hvor plastressourcen ender i forbrændingsovnen frem for at blive genanvendt og brugt til eksempelvis nye fødevareemballager.

Det skal der laves om på, men det kræver en fælles indsats, da mange forskellige aktører har stor indflydelse på udviklingen.

For det første skal industrien designe og fremstille emballage, der i langt højere grad er beregnet til at blive genbrugt og genanvendt. Derfor har Plastindustrien udviklet en meget omfattende designguide, som landets store emballageproducenter og fødevarevirksomheder i stigende grad gør brug af.

Designguiden anbefaler bl.a., at emballagen så vidt muligt består af den samme type plast, hvilket forbedrer genanvendelsesmulighederne, og at der bliver brugt genanvendt plast i fremstillingen, hvor det er muligt.

Senere på måneden skal Folketinget forhandle rammerne på plads for det kommende producentansvar for emballage.

Det er en oplagt mulighed til at indføre en gebyrstruktur, som belønner de virksomheder, som tager den grønne omstilling seriøst ved at tænke i genbrug og genanvendelse samt brug af recirkulerede materialer ind i emballagens design og produktion. Overemballagering skal omvendt ikke belønnes.

Det gælder med andre ord om at fremstille mere intelligent emballage og ikke nødvendigvis mere emballage.

For at sikre et mere bæredygtigt emballageforbrug er det også afgørende, at borgerne har mulighed for at sortere deres emballageaffald med henblik på genanvendelse.

I den forbindelse spiller de kommunale affaldsselskaber en stor rolle, da de er ansvarlige for at udrulle den ensartede affaldssorterings ordning over hele landet, som Folketinget vedtog i 2020.

Aftalen har medvirket til, at danske genanvendelsesvirksomheder i højere grad bygger nye anlæg, som gør det muligt at genanvende plast mere emballageaffald herhjemme frem for at brænde det af.

Der er med andre ord klare tegn på, at udviklingen går i den rigtige retning.

Debatten om plastemballage er meget kompliceret. Derfor er det nødvendigt, at vi taler mere nuanceret om fordele og ulemper frem for at vælge snuptagsløsninger i stil med det nye franske forbud, som i sidste ende kan vise sig at føre til eksempelvis mere madspild.