Elbiler bør være en del af CSR-strategien
Dansk Elbil Alliance mener, at virksomheder i højere grad bør implementere elbiler i driften som et led i deres CSR-strategi.
Grønne firmabiler skal implementeres i danske virksomheders CSR-strategi.
Sådan lyder budskabet fra Dansk Elbil Alliance, som i sidste uge lancerede et nyt udspil for udbredelsen af elbiler. En såkaldt køreplan, som går frem til 2020.
Læs også: Køreplan klar for elbiler
Ifølge Nyhedsbladet Dansk Energi mener Dansk Elbil Alliance især, at det er offentlige og private flådeejere, der skal bane vejen for elbiler og gå forrest og indpasse grønne energieffektive biler. Alliancen peger på, at mange danske virksomheder har en CSR-politik, hvor grønne firmabiler ville passe godt ind, og det kan være med til at sætte udviklingen i gang, mener Lærke Flader, der er branchechef i Dansk Elbil Alliance.
Der sker en effekt i markedet, når flere elbiler kommer ud på vejene. Folk vil lægge mærke til elbilerne i trafikken, og flere får et brugskendskab til elbilen og kan fortælle naboen over hækken, at det er fantastisk at køre elbil. I Norge har man erfaring med, at det især er der, man vil se det store skred i folks mentale barriere over for elbiler, vurderer Lærke Flader.
Læs også: Elbiler går som varmt brød - i Norge
- OWG