Vitapus sælger CO2-kreditter og fylder nu fairtradekaffe i kopperne
Vitapus sælger CO2-kreditter som investeres i klimaprojekter. Nu drikker Vitapus fairtradekaffe og tager bæredygtigheden et skridt videre. Peter Rahbæk Juel, borgmester og fmd. for Fairtrade By Odense glæder sig over den nye partner i Fairtrade By Odense
Bæredygtighed ligger i DNA'et for virksomheden Vitapus, der sælger CO2-kreditter som efterfølgende geninvesteres i klimaprojekter fx i Afrika. Nu fylder medarbejderne ved Vitapus fairtradekaffe i kopperne, og tager derved bæredygtigheden et skridt videre med et partnerskab i Fairtrade By Odense.
Peter Rahbæk Juel, borgmester og formand for Fairtrade By Odense glæder sig over, at Vitapus derved udvider partnerkredsen bag Fairtrade By Odense.
Vitapus sælger CO2-kreditter, der neutraliserer aktiviteter, hvor udledningen af CO2 kan måles. Det kan fx være forbrug af transport, strøm eller kød. I praksis betyder det, at privatpersoner og virksomheder gennem Vitapus, har mulighed for at neutralisere deres CO2-forbrug, ved at købe de kreditter, som Vitapus sælger.
- For Vitapus er bæredygtighed ganske enkelt det grundlag virksomheden bygger på. Vi investerer i projekter, der skal skabe en mere bæredygtig verden til fremtidige generationer. Vi har fx investeret i et projekt i Kenya, som uddeler 20.000 klimavenlige komfurer til lokalbefolkningen. Gennem vores investeringer ønsker vi at fremme løsninger, der er bedre for miljøet, og som samtidig giver lokalbefolkningen en bedre livskvalitet, fortæller Emil Jørgensen, direktør for Vitapus.
Projektet som Vitapus arbejder med i Kenya bliver hvert år kontrolleret gennem Gold Standards 7 principper, som bl.a. sikrer, at projektet er med til at skabe en økonomisk og social bæredygtig udvikling i lokalsamfundet. Projektet har hidtil skabt en samlet CO2-reduktion på 200 tons.
Som partner i Fairtrade By Odense bliver Vitapus en del af et samarbejde mellem odenseanske aktører, der også drikker fairtradekaffe på arbejdspladsen.
- Værdierne i fairtrade går godt i spænd med det, vi overordnet set arbejder for. Fairtrade skaber mere social og økonomisk bæredygtighed for de bønder, som producerer Fairtrade-certificerede produkter ved at sikre en fair betaling til producenterne. Så tingene hænger fint sammen, forklarer Jakob Skovvang Nielsen, vicedirektør i Vitapus.
I partnerkredsen bag Fairtrade By Odense samarbejder vidt forskellige aktører om at fremme etisk handel i Odense. Peter Rahbæk Juel, borgmester og formand for Fairtrade By Odense, glæder sig over opbakningen til Fairtrade By Odense:
- Fairtrade By Odense er jo et fælles projekt for alle aktører i Odense, som vil være med til at tage et globalt ansvar. Og her er det selvfølgelig dejligt, at vi nu også har repræsentanter fra Odenses unge iværksættermiljø med i partnerkredsen bag Fairtrade By Odense, fortæller Peter Rahbæk Juel.
Vitapus
Et konkret eksempel på hvordan Vitapus arbejder, er et samarbejde med Skov Rejser. I fremtiden tilbyder rejseselskabet således deres kunder, at CO2-neutralisere flyrejser gennem Vitapus. Det betyder i praksis, at kunderne i købsprocessen kan vælge at rejse CO2-neutralt, når de bestiller rejser hos Skov Rejser. Beløbet som kunden betaler, investerer Vitapus i projekter, der skal medvirke til at få mængden af drivhusgasser i atmosfæren ned og samtidig sikre mere social bæredygtighed
www.vitapus.dk/ | www.facebook.com/vitapusivs
Fairtrade By Odense
Fairtrade By Odense er et samarbejde mellem det odenseanske erhvervsliv, uddannelsesinstitutioner, foreninger, kommune og enkeltpersoner om at fremme etisk handel i Odense. Fairtrade By er en international kampagne for byer, der beskæftiger sig med etisk handel. I Danmark er Odense og København Fairtrade Byer, og på verdensplan er der over 1.700 Fairtrade Byer. www.odense.dk/FairtradeByOdense
Kontaktinformation
Peter Rahbæk Juel, borgmester og formand for Fairtrade By Odense, Tlf. 30 51 31 15 / peterrj@odense.dk
Emil Jørgensen, direktør, Vitapus, tlf. 50 29 01 23 / emil@vitapus.com
Torben Jarlstrøm Clausen, Odense Kommunes Bæredygtighedssekretariat, tlf. 24 59 76 56 / tjc@odense.dk