”Der er ikke mange, der taler klimaets sag i systemet omkring klimakreditter”
Klimakreditmarkedet, som det er i dag, er risikabelt at navigere i, hvis man for alvor ønsker at gøre en forskel. Læs Politiken-journalist Sebastian Stryhn Kjeldtoft og Cares klimarådgiver John Nordbos bud på risici og muligheder i klimakreditjunglen.
Som man råber i (klimakredit)skoven får man svar. Pas på de brodne kar, og start med hvad du selv kan gøre..
Er klimakompensation helt i skoven? Det spørgsmål stillede DIEH til Politiken-journalist Sebastian Stryhn Kjeldtoft og John Nordbo fra Care ved ugens morgenbriefing, der handlede om, hvad der er op og ned når man vil klimakompensere.
Og som man råber retorisk i (klimakredit)skoven, risikerer man at få svar. For begge oplægsholdere var enige om, at klimakreditmarkedet, som det er i dag, er risikabelt at navigere i, hvis man for alvor ønsker at gøre en forskel.
Journalist Sebastian Stryhn Kjeldtoft har som led i Politikens serie omkring klimakreditter og aflad - bogstavelig talt – været helt ude i marken i det globale syd for at se på, hvad der gemmer sig bag udbydernes træplantningsprojekter og brændebesparende komfurer, og effekterne var i flere tilfælde langt fra at så CO2-reducerende, som indikeret.
Faldende standarder
En enig John Nordbo fra Care mente klart, at standarderne i markedet er faldet, og at det er utrolig svært at navigere i markedet for klimakompensation.
”Én ting er sikkert”, sagde John Nordbo, ”det er meget få, der taler klimaets sag i hele systemet omkring klimakreditter”.
En stigende efterspørgsel og et FN-system for klimakreditter, der er faldet fra hinanden efter Kyoto-aftalen, der blandt andet gav mulighed for, at lande kan nå deres klimamål ved at finansiere klimavenlige tiltag i andre nationer - ofte udviklingslande -, har åbnet op for et marked, hvor der hele tiden udrulles nye – og for manges vedkommende, tvivlsomme, - projekter, som udbyderne kan tjene penge på. Og her er der mange interesser i forhold til både udbyder og køber, ligesom valideringsleddet kan være ukritisk.
Svært at skille skidt fra kanel
Kan man til eksempel være sikker på, at projekterne som fx skovplantning og vandrensning ikke ville være udrullet alligevel? Tilbage i 2015 dokumenterede Stockholm Environment Institute, at en stor del af de projekter, som rige lande støtter for selv at opnå klimakredit, ville have været gennemført alligevel.
Der er i dag mange muligheder blandt udbyderne af klimakreditter, og der findes gode projekter, der reelt gør en forskel, men desværre også mange, der primært er varm luft. Udfordringen er, at det kan være enormt svært at skille skidt fra kanel og gennemskue, hvad projekterne dækker over, og om de reelt gør en forskel. Her blev det dog påpeget, at myndighederne potentielt kunne spille en vejledende rolle ift. at henvise til troværdige kompensationsprojekter.
Glem ikke, hvad du selv kan gøre
Som forbruger skal man passe på med at falde for begreber som CO2-neutralitet. Det er der stort set ikke noget, der reelt er. Fokuser i stedet på, hvad der er CO2-reducerende, eller hvad der bidrager positivt til et eller flere verdensmål.
I lyset af, at klimakreditmarkedet endnu er meget uigennemskueligt, opfordrede både Kjeldtoft og Nordbo til, at man er varsom med at købe sig til kreditter, og at man i stedet bør se meget mere på, hvad man selv kan gøre for at nedbringe sin CO2-udledning. Tænk for eksempel på, om der er noget at hente i forhold til virksomheden eller organisationens transport, rejser eller indkøb.
Care rejste også muligheden for, at man i stedet for en usikker klimakompensation, går aktivt ind i projekter, der afbøder de eventuelle negative påvirkninger for miljø og mennesker, som ens forretning (indirekte) kan have. Det kan være genopbygningsprojekter efter orkaner eller vandingsprojekter i tørkeområder.
Vær kritisk - bed om dokumentation
Hvis man alligevel ønsker at købe klimakreditter, understregede både Sebastian Stryhn Kjeldtoft og John Nordbo, at dokumentation er altafgørende. Mange udbydere kan reelt ikke uddybe deres produkt mere end at pege på en overordnet pulje af projekter, og det er ikke godt nok. Man har ingen chance for at vide, om det har været valideret ordentligt, eller om udbyderne sælger samme produkt flere gange.
Vær kritisk. Pris og kvalitet hænger sammen – også når det handler om klimakreditter. Er det et billigt produkt, er der sandsynligvis en grund.
Er der en additionel værdi? ”Kan man være sikker på, at man ikke køber sig ind i skovprojekter, vind- eller solcelle-parker, der alligevel ville blive opført?”, spurgte John Nordbo. Eller, som Sebastian Stryhn var stødt på, er der tale om CO2-reducerende projekter, der baserer sig på uigennemskuelige regnemodeller for en hypotetisk udledning i fald projektet ikke var sat i værk?
Kort sagt: Der findes gode klimakompensationsprojekter, og det kan være et udmærket supplement til dine egne reduktionstiltag i en periode, men der er mange faldgruber.
Træder du ind i klimakompensationsjunglen, så vær derfor kritisk og stil krav til gennemsigtighed. Overvej eventuelt at give klimabistand til konkrete projekter i områder ramt af klimaforandringer, eller invester direkte i klimaprojekter, der samtidig bidrager positivt til indfrielsen af andre verdensmål.
Men vigtigst af alt: Glem ikke at reducere egen CO2-udledning – det er du sikker på, at du har en reel effekt på klimaet!
Vil du gerne vide mere om verdensmål i indkøbsarbejdet kan du læse DIEHs guide Indkøb og Verdensmål
