”Jeg behøver ikke at være andet end mig selv”

Det virker som en helt anden kvinde, der efter fire måneders virksomhedspraktik tager afsked med Diakonissestiftelsen.

”Det er som om, hendes skuldre er kommet ned", beskriver præst Jan Nilsson, der i maj ansatte Simone Sandø i praktik.

”I starten kunne vi kun tale om konkrete opgaver, nu kan vi også hyggesnakke. Det er et meget godt barometer på, om et menneske føler sig godt tilpas", konstaterer han.

Simone Sandø havde været sygemeldt i et års tid på grund af angst og depression, da hun kom til Diakonissestiftelsen for at starte et praktikforløb.

”Det var meget angstprovokerende for mig at skulle i praktik, fordi jeg tidligere har haft en markant dårlig oplevelse på en arbejdsplads med en grænseoverskridende chef, der skabte angst og fik mig til at miste troen på mig selv", fortæller 31-årige Simone Sandø.

”Jeg havde et indledende møde med Jan Nilsson og forstanderinden, søster Merete Pelle Poulsen, hvor jeg følte mig meget velkommen og set. De talte om, at vi sammen skulle finde opgaver, som jeg havde lyst til. Det var meget positivt overraskende og rart at mærke, at en arbejdsplads kan være til hjælp", siger hun.

Fandt løsninger i arkivet

Med sig i bagagen havde hun en kandidatgrad i dansk og oldtidskundskab samt erfaring med systematisering, arkiver og databaser fra forskellige studiejob. Så aftalen blev, at Simone Sandø skulle rydde op og systematisere i Diakonissestiftelsens omfattende arkiv under de røde bygninger på Peter Bangs Vej. Hun startede med 9 timer om ugen.

”I første omgang var det lidt uoverskueligt, men der var rum og tid til, at jeg kunne gøre det i mit eget tempo og selv finde et system. Det var meget givende for mig at opdage, at jeg godt kunne arbejde selvstændigt. Jeg tog opgaven på mig, tog ansvar og fandt løsninger", fortæller hun med glæde i stemmen.

Selvom der ikke var nogen deadline eller tidspres, var det svært for hende at mærke efter, hvor meget hun kunne klare.

”Jeg fik fra Københavns Kommune en mentor, som jeg især har brugt til at lære ikke at presse mig selv for meget. Jeg talte også løbende med søster Pelle og min nærmeste kollega, Bente, som rådede mig til ikke at gå for hurtigt op i timetal. De var glade for min indsats, selvom den var lille i starten. Presset lå helt i mig selv", forklarer Simone Sandø.

’Jeg betyder noget’

I løbet af de fire måneders praktik arbejdede Simone Sandø sig gradvist op på 37 timer om ugen, og 1. oktober 2021 blev hun raskmeldt.

”Det var en stor dag, da jeg skulle raskmeldes, og jeg føler mig klar til et fuldtidsjob nu. Jeg har oplevet glæden ved at gøre nytte, men også at indgå i et arbejdsfællesskab, hvor min sygehistorie ikke behøver at fylde. Hvor jeg bliver værdsat for den jeg er, ikke bare for det arbejde jeg udfører. Det vil jeg tage med mig", siger hun og uddyber:

”Det er nemt at falde tilbage i gamle tankemønstre, så jeg bliver ved med at sige højt til mig selv, for at det sidder fast: ’Jeg betyder noget som menneske, ikke bare for de resultater, jeg leverer’".

Klar til nye udfordringer
Jan Nilsson beskriver det som et gensidigt godt praktikforløb:

”Vi har både kunnet støtte Simone i en stor udvikling, og vi har samtidig fået løst værdifulde opgaver. Jeg er simpelthen så glad for, at vi har en arbejdsplads, der kan rumme og hjælpe mennesker tilbage på arbejdsmarkedet".

Netop det at være på arbejdsmarkedet har stor værdi, oplever Simone Sandø:

”Jeg føler, at jeg bidrager og er noget værd, så det at have et arbejde betyder meget – det gælder bare om at finde den famøse balance. Jeg har helt klart mærket en øget livskvalitet og er blevet meget gladere, mens jeg har været her. Det har givet mig lyst til at søge nye udfordringer. Jeg har været uheldig med tidligere job, så nu vil jeg stoppe op og tænke over, hvad der er vigtigt for mig", siger hun og fortsætter:

”Det har været rart at opleve, at jeg kan indgå i fællesskaber på samme måde, som før jeg blev syg. Jeg er jo bare mig. Jeg behøver ikke at være mere eller andet end det.”