Africa Greenco skal øge private investeringer i vedvarende energi i Afrika

Høj finansiel risiko er en af de største hindringer for at øge private investeringer i vedvarende energi i Afrika syd for Sahara. Africa GreenCo er en ny innovativ forretningsmodel, som skal bidrage til at minimere risiciene ved at fungere som en betalingsdygtig aftager for private energiproducenter. IFU har givet et tilsagn på 6 millioner kroner, der skal finansiere en del af Africa GreenCos udviklingsomkostninger.

Elektrificeringsprocenten i Afrika er en af verdens laveste, og regionen er alvorligt påvirket af klimaforandringerne. Derfor er der et stort behov for investeringer i vedvarende energi, men den nuværende mangel på betalingsdygtige aftagere af strømmen bremser private investeringerne i energiprojekter.

– "Vi har oplevet, at mange gode vedvarende energiprojekter er faldet til jorden, fordi det var vanskeligt at skaffe finansiering, da den langsigtede risiko på offentlige aftagere blev anset for at være for høj. Hvis vi skal øge de private investeringer i vedvarende energi i Afrika, er det derfor nødvendigt, at vi får reduceret den finansielle risiko", siger Otto Vinther Christensen, Vice President i IFU.

Projekter skal være mere rentable

Gennem driftsselskabet GreenCo Power Services Limited skal Africa GreenCo fungere som mellemled mellem uafhængige energiudbydere, offentlige forsyningsselskaber og store private forbrugere. Konceptet består i, at en velkonsolideret aftager køber strøm fra uafhængige energiudbydere og sælger den videre til afrikanske forsyningsselskaber, store private virksomheder eller via Southern African Power Pool, hvor strømmen kan sælges på tværs af lande, som er forbundet med et fælles elnet.

Ved at indgå langvarige strømkøbsaftaler med uafhængige udbydere vil Africa GreenCo på den ene side bidrage til større sikkerhed ved at mindske den finansielle risiko og reducere kapitalomkostningerne til vedvarende energiprojekter. På den anden side kan virksomheden indgå salgsaftaler med flere købere og dermed opnå større fleksibilitet og sikre en konstant omsætning, selv om de offentlige forsyningsselskaber ikke skulle være i stand til at honorere de aftalte forpligtelser.

“Den nuværende finansieringsmodel for uafhængige udbydere af vedvarende energi er hverken effektiv, bæredygtig eller skalérbar. Den hjælper ikke afrikanske lande med at leve op til verdensmålene eller at understøtte deres økonomiske udvikling. Africa GreenCo komplementerer de lovmæssige reformer, der er på vej i regionen og retter ind efter de mål, der er sat op i den enkelte lande.”

Cathy Oxby, Chief Commercial Officer, GreenCo.

Første skridt er Zambia

Africa GreenCo lægger ud i Zambia, hvor virksomheden samarbejder med det nationale forsyningsselskab ZESCO. Baseret på en aftale om transport af elektricitet og den åbne adgang, som blev  introduceret for nylig, vil Africa GreenCo være i stand til at levere yderligere kapacitet fra uafhængige udbydere af vedvarende energi.

– "At iværksætte Africa GreenCo er et godt eksempel på national handling og på internationalt samarbejde, hvor vi bestræber os på at levere energi til alle til en rimelig pris. Hvis vi ser bort fra den nuværende økonomiske usikkerhed, der hersker på verdensplan pga. covid-pandemien, er det vigtigt, at vi lægger planer for fremtiden – så vedvarende energi kan bidrage til bæredygtig social  og økonomisk vækst i Zambia", siger Zambias energimister, Nkhuwa.

Denne form for aktivitet er ny i Afrika og har stort potentiale til at gøre vedvarende energiprojekter mere rentable og samtidig udvide markedet for vedvarende energi i regionen – hvilket er et nødvendigt skridt i retning mod en bæredygtig opskalering af produktion klimavenlig energi. Africa GreenCo vil også trin for trin udvide forretningen til nabolandene.

– "Forretningsmodellen er meget lovende, men også uprøvet i Afrika. Hvis det skal blive en succes er der brug for tålmodige penge og en gradvis indfasning, hvor investorerne løbende bidrager med yderligere finansiering", siger Otto Vinther Christensen.

Sammen med andre investorer har IFU finansieret de indledende udviklingsomkostninger. IFU har givet tilsagn om 6 millioner kroner i første runde og er parat til at investere yderligere 60 millioner kroner. P4G, som er et globalt initiativ med fokus på grøn vækst og verdensmålene har også bidraget til udviklingsomkostningerne.

Læs mere på:
https://africagreenco.com/p4g-scale-up-2018-africa-greenco/
www.africagreenco.com

25.04.2022IFU - Investeringsfonden for Udviklingslande

Sponseret

Ny cementinvestering i Ghana reducerer CO2-udledning med op til 20 procent

21.04.2022IFU - Investeringsfonden for Udviklingslande

Sponseret

IFU’s anden investering i solenergi i Malawi

07.12.2021IFU - Investeringsfonden for Udviklingslande

Sponseret

IFU investerer i bæredygtige og billige studieboliger i sydafrika

22.04.2021IFU - Investeringsfonden for Udviklingslande

Sponseret

Energistyrelsen og IFU styrker samarbejde om grøn energi i udviklings- og vækstlande

20.04.2021IFU - Investeringsfonden for Udviklingslande

Sponseret

IFU kan støtte energiprojekter i Ukraine og Georgien

19.04.2021IFU - Investeringsfonden for Udviklingslande

Sponseret

Dansk millionlån til brasiliansk vindpark er grøn fremtidsfonds første aftale