13.02.2018  |  Klima, miljø og energi

Bridgestone klar med ny bæredygtig supply chain-strategi

Menneskerettigheder, miljøhensyn, ansvarlige indkøb og produktkvalitet skal gå hånd i hånd i dækproducenten Bridgestones nye strategi for bæredygtighed i forsyningskæden.

Verdens største producent af bildæk og lignende gummiprodukter, amerikansk-japanske Bridgestone, er klar til at udvide sin bæredygtighedsindsats i retning af ansvarlige indkøb og leverandører, gennemsigtighed i forsyningskæden og miljøvenlige materialer, foruden respekt for menneskerettigheder og klimaet.

Læs også: Unilever vil bruge blockchain til at sikre bæredygtig the-supply chain

Det fortæller selskabet i forbindelse med lanceringen af sin nye Global Sustainable Procurement Policy, der via et (endnu) bredere fokus på bæredygtighed i alle hjørner af koncernens supply chain-drift, skal ”realisere langsigtede økonomiske, miljømæssige og sociale fordele”, som det hedder.

”Vi anerkender vores evne til og ansvar for at understøtte forandring og forbedringer i den måde, industrien interagerer med miljøet og samfund verden over. Vi forventer at vores leverandører og partnere arbejder sammen med os i jagten på bæredygtige forsyningskæder; en indsats, der er uendelig og som kræver samarbejde mellem alle industriens aktører”, siger CEO og Representative Executive Officer for Bridgestone Corporation, Masaaki Tsuya.

Den nye bæredygtige indkøbsstrategi bygger oven på Bridgestones eksisterende CSR-program ”Our way to serve”, og underbygger den langsigtede målsætning om 100 procent bæredygtige materialer i 2050, hvilket man definerer som materialer, der kommer fra 1) garanteret holdbare kilder, 2) kan indgå i forretningen på langt sigt, og som 3) har et lavt miljømæssigt og socialt aftryk gennem hele sin livscyklus.

Bredt samarbejde bag strategi
Indkøbsstrategien samler en serie tidligere guidelines i et samlet dokument, der skal ’bidrage til en hurtigere realisering af bæredygtige forsyningskæder’, og bl.a. også beskriver Bridgestones forventninger til følsomme områder i den ’komplekse globale naturgummiforsyningskæde’.

Strategien har fire centrale fokusområder:

  • Transparens – herunder sporbarhed og good governance;
  • Compliance – efterlevelse af love og regler i de lande og regioner, hvor Bridgestone er aktiv
  • Quality, Cost and Delivery (QCD) & Innovation – skal sikre materialer af høj kvalitet, som bliver leveret til tiden og til ordentlige priser. Samtidig vil man arbejde på innovative teknologier, der støtter forbedringer rundt om i verden
  • Bæredygtig indkøbspolitik – der forener miljømæssigt ansvarlige indkøb, overholdelse af miljølovgivning, respekt for menneskerettigheder, vandforbrug, arealanvendelse og -bevaring, sundhed, sikkerhed, katastrofeforebyggelse og modstandsdygtighed.

I udviklingsarbejdet i forbindelse med den nye strategi har Bridgestone inddraget adskillige forskellige interessenter, bl.a. NGO’er, materialeleverandører, naturgummiproducenter og kernekunder for at sikre en politik, der er anvendelig for alle parter.

Læs også: De ansvarlige supply chains' statusrapport er på gaden

Konkret vil man på den baggrund over det næste 1½ år ’arbejde med sine leverandører og partnere for sikre sig at de har modtaget strategien og forstår den.’ Derefter vil leverandørerne modtage et spørgeskema til selvbedømmelse, ligesom Bridgestone er ved at udarbejde et yderligere vurderingssystem til sporing af naturgummi, og i øvrigt vil samarbejde med industrien for at understøtte monitorering af leverandørerne.

-AK

Mere fra CSR.dk - Forum for bæredygtig forretning

CSR.dk - Forum for bæredygtig forretning

www.csr.dk

CSR.dk – forum for bæredygtig forretning – er Danmarks eneste erhvervsmedie og community med dedikeret fokus på forretningsdrevet CSR. Medlemmer på CSR.dk kan bidrage aktivt med indhold og erfaring og betragtes som en indsigtsfuld vidensressource i udviklingen af CSR.dk. Vi udkommer dagligt på CSR.dk, ugentligt med nyhedsbreve samt fire gange om året med magasinet CSR Quarterly.

Se virksomhedsprofil  

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere