Byggeriet har tradition for ansvarlighed
Virksomhederne i bygge- og anlægsvirksomhederne ansætter medarbejdere fra udsatte grupper, fordi der er tradition for det, viser ny undersøgelse fra Dansk Byggeri.
51 procent af de byggevirksomheder, der har folk i fleksjob, handikappede eller tidligere kriminelle ansat, har det, fordi der er tradition for det i virksomheden. Det fremgår af en undersøgelse fra Dansk Byggeri, der går tæt på social ansvarlighed i bygge- og anlægsbranchen.
”Årsagen er den meget levende patriarkalske ejerlederkultur, hvor de mindre håndværksvirksomheder stadig er forankrede i lokalsamfundet. Her er det mesterens personlige relationer, der er afgørende for, om – og hvornår – der tages socialt ansvar,” siger markedsleder Lars Nellemann fra Center for Aktiv BeskæftigelsesIndsats (CABI) til nyhedsbrevet Dansk Byggeri Barometer.
Læs også: Byggebranchen får rådgivning om social ansvarlighed
”I praksis kan det være den lokale skoleleder, der henvender sig, fordi der er en elev, som ikke fungerer godt i skolen. Og fordi virksomhedsejeren kender skolelederen, vil han gerne være med til at skabe bedre rammer for den unge,” forklarer Lars Nellemann videre.
Det skal være nemt
En tredjedel af de adspurgte virksomheder har socialt udsatte ansat, fordi jobcentret har rettet henvendelse til virksomheden.
”Virksomhederne tager ikke altid selv fat i de unge, der sidder på bænken, men de er klar til at træde til, hvis de bliver spurgt. Og derfor er det vigtigt, at jobcentrene alle steder i landet bliver mere udfarende. Nogle jobcentre er allerede i dag gode til at hjælpe virksomhederne med papirarbejdet, som kan være meget omfattende, men der er brug for en udvidet serviceløsning, hvis det ikke skal afholde nogen virksomheder fra at ansætte udsatte medarbejdere,” siger Lars Nellemann.
-LA