CSR og dedikerede medarbejdere medvirker til et rekordhøjt 2018-årsregnskab for Berendsen Danmark
For nyligt offentliggjorde Berendsen Danmark sit årsregnskab for 2018, og dét viser, at virksomhedens vision om at drive CSR-agendaen på det danske marked er vejen frem. Kundernes individuelle CSR-behov er nemmere at imødekomme efter en omorganisering.
Overskud er vækstet med 23 % sammenlignet med året før
Året 2018 har økonomisk set været historisk godt for landets førende tekstilservicevirksomhed. Moderselskabet Berendsen Textil Service har haft en vækst i omsætningen på 2,7 %, selvom virksomhedens ejerskab i underliggende selskaber, der servicerer healthcare-industrien, trak den samlede omsætningsvækst ned på 0,9 %. Overskuddet er sammenlignet med 2017 vækstet med hele 23 %, og i 2018 har Berendsen Danmark betalt over 61 millioner kr. i skat. Det viser årsregnskabet for 2018, der nu er offentliggjort.
"Det er det bedste årsresultat, Berendsen Danmark nogensinde har leveret, og det bekræfter os i, at vores kunder, medarbejdere og interessenter støtter op om den nye kurs, vi har sat for forretningen. 2017 var præget af store engangsomkostninger til bl.a. vores interne omorganisering efter sammenlægningen med Elis og massive investeringer i miljøoptimerede maskiner, der bruger endnu mindre energi – og det er nogle af de forbedringer, der gavnede os i 2018, hvor vi selvfølgelig fortsatte med at bruge de nye og mere miljøvenlige maskiner", siger Michael Dufke Nørgaard, Økonomidirektør hos Berendsen Danmark.
Se Berendsen Danmarks årsregnskab for 2018 her
En kundecentreret organisation og markedets parathed til CSR-investeringer øger omsætningen
For Berendsen er CSR og FN's verdensmål en integreret del af forretningen, og virksomhedens ressourcebesparelser og innovative, bæredygtige produkter har i årevis været en effektiv vej til at forbedre bundlinjen og vinde markedsandele. Berendsen var én af de 10 første virksomheder i Danmark, der blev CSR-certificeret. Siden 2004 har Berendsens landsdækkende industrivaskerier halveret vandforbruget, og deres vand- og energiforbrug ligger i dag langt under Svanemærkets krav. Ifølge Administrerende Direktør, Henrik Luxhøj, er kundernes parathed til at investere i mere bæredygtige løsninger en stor del af forklaringen på Berendsens høje omsætning sidste år:
”I 2018 lancerede vi vores nye 3-års forretningsstrategi, der bl.a. handler om, at vi vil arbejde mere som ét samlet Berendsen Danmark, hvor vi i fællesskab rådgiver kunderne ud fra deres individuelle behov, og hvordan vi kan udvikle deres forretning og skabe mest værdi for dem. Det har i sig selv givet mersalg og omsætning, men i 2018 har vi også vundet flere nye kontrakter med virksomheder og kommuner, der har valgt os som fremtidig samarbejdspartner, fordi vi skaber dokumenterbare CSR-resultater – og fordi vi efter sammenlægningen med Elis kan tilbyde vores kunder et endnu bredere og bæredygtigt produktsortiment, der også styrker deres miljø- og arbejdsmiljøpræstationer."
Synergieffekt, agilitet og dedikerede medarbejdere har skabt overskuddet
I efteråret 2017 gik Berendsen fra at være en engelsk ejet koncern til at blive en del af franske Elis og verdens næststørste tekstilservicepartner, der er til stede i 28 lande i Europa og Latinamerika. Det har kun været en økonomisk fordel for Berendsen, men væksten i overskuddet på 23 % skyldes også den værdifulde omorganisering af de danske afdelinger, hvor det er lykkedes at fastholde de kompetente medarbejdere.
"Vi har selvfølgelig opnået besparelser på vores indkøb, fordi vi nu er en del af en større koncern – og samtidig har vi fået en organisation med færre administrative led og en enkel opdeling, hvor vi bedre kan rådgive vores kunder på tværs af vores forretningsområder. Vaskerierne er kommet tættere på hinanden i det daglige samarbejde, og vi er alle kommet tættere på kundernes behov. Elis har givet os større frihed til at forhandle priser og kontrakter her i Danmark, hvilket har gjort os langt mere agile og konkurrencedygtige", siger Henrik Luxhøj og fortsætter:
"Men i sidste ende er vi kun lykkedes med at få så flot et overskud i 2018, fordi størstedelen af vores dygtige medarbejdere er blevet hos os gennem organisationsændringerne. Deres dedikerede indsats i hverdagen er årsagen til, at vi i et år præget af forandringer har haft en stabil drift i alle vaskerier til fordel for vores kunder og forretningen. Jeg er utroligt taknemmelig for, at de i en så omskiftelig tid har valgt at stå sammen og på én gang forbedre vores CSR-resultater og skabe fundamentet for dét samlede Berendsen Danmark, der i fremtiden vil gøre os endnu stærkere".