Danske pensioner bidrager mest til Verdensmål for sundhed
Læs her, hvordan de danske pensionskassers top 100 aktieinvesteringer påvirker Verdensmålene.
Indfrielsen af FN’s 17 Verdensmål koster penge og kræver store investeringer fra det private erhvervsliv. Pensionsselskaberne har derfor en interesse i at vide, hvordan deres investeringsportefølje påvirker hvert af de 17 Verdensmål i enten positiv eller negativ retning. Læs her, hvordan de danske pensionskassers top 100 aktieinvesteringer påvirker Verdensmålene.
Danske pensionskasser bidrager mest til Verdensmål 3 om Sundhed og Trivsel og er bedre end gennemsnittet for de 2700 selskaber i MSCI World indeks. AP Pension, MP Pension og Pension Danmark tildeles for Verdensmål 3 højeste impact-score, og de bidrager altså mest af de danske pensionskasser til dette verdensmål.
Sådan lyder konklusionen på en analyse af 18 danske pensionsselskabers top 100 aktielister, som Økonomisk Ugebrev Samfundsansvar har udarbejdet i samarbejde med LGT Capital Partners, der har udviklet et værktøj, der kan indikere i hvilken grad de underliggende aktier i pensionsselskabernes aktieportefølje har negativ eller positiv indflydelse på Verdensmålene.
Generelt klarer de danske pensionsselskabers top 100 porteføljer sig godt på Verdensmål-indikatoren i forhold til MSCI World. På Verdensmål 13 om Klimaindsatser ses den største spredning, hvor kun fem pensionsselskaber – Alm. Brand, Industriens Pension, PensionDanmark, Skandia og TopDanmark – bidrager positivt til indfrielsen.
På Verdensmål 7 om Bæredygtig energi går alle 18 top 100 aktieporteføljer samlet set i positivt bidrag, hvor selskaberne i MSCI World indekset ellers bidrager negativt.
"Verdensmålene er i investeringsoptik mere end blot en anledning til dialog. Vi ser en stigende efterspørgsel blandt de institutionelle investorer for at rapportere på Verdensmålene. Verdensmålene er en pejling på, hvordan de enkelte virksomheder kan defineres på deres underliggende forretningsområder og er derfor også uhyre interessante for investorerne. En ting er dog sikkert: Hvis investorerne læner sig op af de ledende aktieindeks kommer vi aldrig i mål, og der er derfor behov for nytænkning i forhold til at konstruere investeringsporteføljer, der kan levere på verdensmålene,” siger Tom Haas Carstensen, executive director og medlem af ESG-komiteen hos LGT Capital Partners.
LGT’s SDG Heat Map viser på baggrund af en impact vurdering, hvor meget af en virksomheds omsætning, der bidrager til et eller flere Verdensmål.
Se SDG Heat Map Her (Pensionskassernes score)
”Investorer kan med udgangspunkt i analysen få indsigt i, hvordan investeringsporteføljen bidrager til positiv eller negativ impact. Analysen kan samtidig være en hjælp til at definere fremtidige investeringsstrategier, hvor man ønsker en større positiv eller mindre negativ impact på et eller flere af Verdensmålene,” oplyser Tom Haas Carstensen.