ESG-værktøjskassen: Dobbelt væsentlighed og CSRD
Virksomhederne skal snart foretage den første bæredygtighedsrapportering efter reglerne i det nye CSR-direktiv (CSRD). Det introducerer komplekse krav og efterlader i øjeblikket mange virksomheder i en tilstand af forvirring. Hvad kræves? Hvor begynder man? I denne værktøjsartikel dykker vi ned i double materiality eller de såkaldte ’dobbelte væsentlighedsvurderinger’.
I hvad der efterhånden virker som en fjern fortid, var kravene til virksomheders ikke-finansielle afrapportering noget mere ligefrem. Det var ikke nemt, men overskuelig i al fald. Kendt stof om man vil.
Siden har Corporate Sustainability Reporting Directive (CSRD) rykket ved det forhold, og alle har travlt med at lære nyt. Og handle på den nye viden.
Fra regnskabsåret 2024 skal de store børsnoterede virksomheder rapportere på CSRD, mens øvrige store virksomheder skal rapportere fra regnskabsåret 2025. For at vide hvilke bæredygtighedsemner, som en virksomhed overhovedet skal rapportere på, skal der gennemføres en dobbelt væsentlighedsvurdering. Dette er således første skridt i forhold til at komme i gang med CSRD, og et skridt, der enten bør være taget eller skal tages nu.
Vi har gennem de seneste år hjulpet mange virksomheder på tværs af forskellige sektorer med at navigere i skrappere krav, flere muligheder og nye værktøjer. I denne artikel deler vi ud af vores erfaringer med især dobbelt væsentlighed - altså hvordan virksomheden påvirker omverdenen, og hvordan omverdenen påvirker virksomheden.
Se også: Gør det nemt med nyt CSRD-værktøj.
1. Kortlæg forretningsmodel og værdikæde for at få et fælles referencepunkt
Det er særligt vigtigt at kortlægge en virksomheds forretningsmodel(ler) og værdikæde så tidligt i processen som muligt for at skabe et fælles referencepunkt. De fleste store virksomheder er vant til at kortlægge deres forretningsmodel i deres årsrapporter for at kontekstualisere de oplysninger, de giver.
De inkluderer dog sjældent deres værdikæde i denne oversigt. Før indførelsen af CSRD var værdikædens fokus på ESG-rapportering et meget mindre emne. Desuden er det en vanskelig opgave at illustrere komplekse globale værdikæder i et nogenlunde tilgængeligt overblik.
For dobbelt væsentlighedsvurdering under CSRD er det ofte ét af vores første skridt: At udvide illustration(erne) af en virksomheds forretningsmodel til et større overblik over forretningsmodellen samt værdikæden. Det anbefales at illustrere disse på et enkelt slide eller lignende for at sikre, at alle relevante elementer afspejles. Dette er udgangspunktet og det fælles referencepunkt for alle, der bidrager til vurderingen herfra.
2. Sørg for kvalitet frem for kvantitet i interessentinddragelse
Kvalitet er vigtigere end kvantitet, når det gælder inddragelse af eksterne interessenter. Klassiske væsentlighedsvurderinger lignede ofte en konkurrence om at have spurgt eller interviewet flest mulige interessenter.
Det er ikke formålet med øvelsen, og det kan være spild af meget værdifulde ressourcer. Dobbelte væsentlighedsvurderinger er mere fokuserede på faktiske impacts, risici og muligheder, hvorfor de kræver mere ekspertise og færre holdninger.
Inddragelse af berørte interessenter er stadig afgørende for den samlede proces. Der bør lægges vægt på at udvælge de rette interessenter, som er legitime repræsentanter for de mest berørte interessentgrupper. Desuden kan samarbejde med vigtige interessentgrupper, som virksomheden har begrænset daglig interaktion med, tilføre mere værdi til vurderingen end den blotte mængde interessenter, man har inddraget.
3. Vær effektiv og brug kortlægningsworkshops
Vurderingen kræver identifikation af (potentielle) væsentlige impacts, risici og muligheder vedrørende de ti aktuelle standarder og flere underemner og underunderemner. Men hvor skal man overhovedet begynde?
Vi har erfaret, at en effektiv måde at kickstarte vurderingen på er "mapping workshops" med en bred gruppe af interne interessenter, der repræsenterer forskellige forretningsenheder, interagerer med forskellige typer interessenter og i fællesskab redegør for kernen i virksomhedens viden om ESG-emner.
Dermed konsolideres virksomhedens egen viden om de forskellige bæredygtighedsforhold, der er omfattet af ESRS effektivt. Samtidig kan interessenter, der sandsynligvis vil blive påvirket af dataindsamling og rapportering på et senere tidspunkt, lærer om de nye krav tidligt i processen.
I disse workshops inkluderer vi derudover fageksperter på relevante E-, S- og G-emner. Eksperterne har erfaring med de respektive brancher og kan hjælpe med at afdække blinde vinkler og udfordre etablerede fortællinger om organisationen. På grund af den måde, hvorpå viden er samlet i de fleste organisationer, anbefaler vi typisk at starte med en workshop om miljøemner og en anden workshop om sociale og ledelsesmæssige emner.
De virksomheder, der endnu ikke har gennemført en dobbelt væsentlighedsvurdering i dag, er ved at have meget travlt.
Mads Østerby, markedsdirektør for CSRD, Rambøll Management Consulting
4. Træk på eksisterende vurderinger og virksomhedseksperter
De fleste virksomheder, der foretager en dobbelt væsentlighedsvurdering i dag, burde være startet "i går" for at være klar i tide til deres første CSRD-rapportering.
Derfor oplever vi, at er der begrænset tid til at lave yderligere research eller indhente dybdegående vurderinger af alle ESG-emner, der er omfattet af ESRS-standarderne. Interne eller eksterne eksperter med erfaring og ekspertise inden for sektoren og ESG-emnerne er derfor afgørende for at udarbejde en kvalitetsvurdering inden for den korte tidsramme, virksomhederne har til rådighed.
En anden hurtig vej er at trække på virksomhedernes eksisterende vurderinger og kortlægninger, såsom klimarisikovurderinger, CO2-aftryk, materialestrømsvurderinger, menneskerettighedsanalyser, EDI- og medarbejderundersøgelser, osv.
Det vigtigste her er at huske, at man ikke skal genopfinde den dybe tallerken. Meget af det, en virksomhed gør i dag inden for ESG, vil være nyttigt og anvendeligt. Det handler om at forbedre eksisterende praksis og processer snarere end at opbygge helt nye.
5. Undervurdér ikke tid og budget
Det lønner sig uden tvivl, hvis virksomhederne afsætter yderligere tid og budget til at gennemføre en detaljeret dobbelt væsentlighedsvurdering.
De ekstra ressourcer udgør en fornuftig investering, fordi alene det at få vurderingen lavet rigtigt fra starten af, styrker det fremadrettede arbejde med at gennemføre CSRD. Virksomhederne undgår dermed unødvendigt eller dobbelt arbejde i fremtiden.
Vi oplever nemlig, at i de tilfælde, hvor der er begrænsede data, har virksomhederne en tendens til at vurdere flere emner som væsentlige i forhold til, hvad der ville være nødvendigt for at undgå fremtidige problemer med manglende compliance, når de har indberettet for lidt.
At komme rigtigt fra land giver mulighed for at definere de rigtige KPI'er, opbygge de rigtige systemer til dataindsamling og rapportering samt inkludere de rigtige emner, når virksomhederne opdaterer politikker, osv. Meget er altså vundet ved en grundig proces i første hug.
6. Udnyt de nuværende rammer for risikostyring
Virksomhedernes nuværende rammer for risikostyring kan bruges til at vurdere finansiel væsentlighed. Virksomhedernes risikostyringsvurderinger er typisk baseret på størrelsen af de finansielle effekter og deres sandsynlighed for at indtræffe – med andre ord de samme dimensioner som finansiel væsentlighed i henhold til CSRD.
Med alle de ændringer, som CSRD allerede kræver, er der i de fleste tilfælde ikke behov for at øge arbejdsbyrden ved at indføre en ny ramme for vurdering af finansielle risici (og muligheder), når virksomhederne allerede har et gennemprøvet værktøj til nøjagtig samme formål uden for rammerne af ESG.
I nogle tilfælde er værktøjerne endda allerede blevet anvendt på udvalgte ESG-emner, såsom klima. Derudover gør brugen af den samme ramme det nemmere at sammenligne de finansielle risici og muligheder relateret til ESG-emner med dem uden for ESG-området. Derfor opvejer fordelene ved at anvende det etablerede risikostyringssystem til vurdering af finansiel væsentlighed normalt potentielle tvivlsspørgsmål.
7. Gør livet let for revisoren
Det er vigtigt at arbejde med revisorer. De kan være villige til at give en foreløbig godkendelse af metoden til vurdering af dobbelt væsentlighed, og det bør anerkendes, at revisorerne også selv stadig er ved at lære. Selv om revisorer måske ikke er eksperter i menneskerettigheder eller biodiversitet, er deres revisionskapacitet i høj grad en fordel for dig, der arbejder med dobbelt væsentlighed.
Vi har nemlig konstateret, at mange er villige til at gennemgå metoder med dobbelt væsentlighed før den faktiske rapportering, hvilket er med til at sikre, at metoden opfylder de mange krav, der er fastsat i CSRD- og ESRS-standarderne. Hvis der skulle være behov for justeringer, kan det ske forud for den faktiske vurdering og rapportering. Det kan være med til at sikre at virksomheden får det eksterne revisionsstempel.
En tjekliste for dobbelt væsentlighed, der opsummerer de vigtigste krav, og hvordan de følges, letter også revisorgodkendelse. Hvorfor gøre det vanskeligt for revisorer at godkende din metode og vurdering, hvis du kan gøre det nemt?
Ved at sammensætte en tjekliste, der omfatter alle krav til dobbelt væsentlighedsvurdering på tværs af CSRD, ESRS, de ti aktuelle standarder og de respektive bilag, kan du demonstrere, at du har overblik over alle kravene, og hvordan du har anvendt dem. What’s not to like, hvis du skal overbevise din revisor?
Fremtiden; spis elefanten i mindre bidder
Du kan måske finde trøst i, at du ikke er alene om at være CSRD-forvirret. Omfanget og kompleksiteten er først ved at gå op for virksomhederne nu. Men en pointe, vi ikke har skitseret ovenfor: Sørg for at spise elefanten i mindre bidder. Start med afgrænsning og dobbelt væsentlighed, vær tålmodig og grundig, men også realistisk og pragmatisk. Og som allerede påpeget; gør brug af eksisterende vurderinger, rammer og - ikke mindst - eksperter for at lette arbejdet.
Endelig så husk at sætte pris på, at du nu får mulighed for at arbejde sammen med mange forskellige kompetenceprofiler i din organisation. At arbejde sammen er, hvis ikke dobbelt så sjovt, så i det mindste mere givende - også når det kommer til dobbelt væsentlighed og de nye økonomiske rapporteringsstandarder.