Forskning skal sænke tøjforbruget

Et nyt VIA-forskningsprojekt skal finde veje til, at forbrugerne fremover anvender deres tøj i længere tid, og at modeindustrien undgår kæmpe overproduktion og CO2-forurening.

Foto: VIA

VIAs Forskningscenter for tekstil, design og cirkularitet i Herning har netop fået bevilget godt tre millioner kroner fra Danmarks Frie Forskningsfond til at gennemføre et projekt, der skal afdække, hvordan unge udvælger og bruger deres tøj i hverdagen, og hvorfor noget tøj bliver brugt længe.

Målet er at finde ud af, hvordan modebranchen ved at ændre på sin design- og produktudvikling kan få flere til at bruge deres tøj oftere og i lang tid og dermed reducere miljøbelastningen.

I det treårige projekt bliver der involveret 250 gymnasieelever fra 10 gymnasier landet over – som repræsentanter for fremtidens forbrugere af mode.

Penge fra puljen Fri grøn forskning

Det er docent og ph.d. i design og bæredygtighed Anne Louise Bang fra VIA i Herning, der som projektleder og bevillingshaver står i spidsen for forskningsprojektet med titlen ’Sustainable Garment Biographies: Young adults’ use practices in fashion’. 

Projektet får støtte fra DFF’s program ’Fri grøn forskning’, som er et politisk prioriteret tema. Samlet har programmet modtaget 333 ansøgninger og bevilget midler til 42 af projekterne.

”Det er første gang, at Forskningscenter for tekstil, design og cirkularitet henter støtte til et af sine forskningsprojekter fra Danmarks Frie Forskningsfond, så jeg er helt vildt glad og stolt,” siger Anne Louise Bang. 

Hun kommer fra juli 2025 til at drive forskningsprojektet med fokus på styrket bæredygtighed sammen med sine to seniorforskerkolleger Rune Clausen og Malene Harsaae samt ph.d.-studerende Tina Bull Nielsen.

Projektet bliver gennemført med afsæt i, at mode- og tekstilindustrien er en af de mest forurenende industrier globalt. Konkret tegner modeindustrien sig for op til otte procent af verdens årlige CO2-udledning. Desuden har branchen ansvar for en betydelig påvirkning af miljøet fra kemikalieforurening, vandforbrug og udledning af mikrofibre globalt. Størst belastning kommer fra ’fast fashion’, hvor omdrejningspunktet er hyppige nye designs og lave produktionsomkostninger

Mangler forskningsbaseret viden

”Der mangler viden om, hvordan mode- og tekstilindustrien kan komme overproduktionen til livs og dermed reducere den negative miljøpåvirkning. En af de store udfordringer er, at den viden, industrien bygger på, indeholder mange estimater og antagelser,” forklarer Anne Louise Bang og fortsætter:

”I projektet ’Sustainable Garment Biographies: Young adults’ use practices in fashion er ambitionen at få skabt forskningsbaseret viden om, hvordan unge tøjforbrugere udvælger og bruger deres tøj i hverdagen, og hvordan design- og produktudvikling kan bidrage til høj brugsfrekvens og lang tids brug af tøj. Dén viden er essentiel for mode- og tekstilindustrien”.

Det centrale i forskningen er dét, der i fagsprog hedder Design for Lang Levetid. Begrebet fremhæves politisk i både nationale strategier samt i EU-strategier og -forordninger som afgørende for at få en relevant og værdifuld løsning på, hvordan vi kan reducere CO2-belastningen ved at få bugt med overproduktion og overforbrug af tøj.

Arver, reparerer og mixer sit eget tøj

Anne Louise Bang peger på, at der blandt andet er behov for at komme bort fra de nuværende flygtige trends, som gør, at der konstant bliver sendt en strøm af nyt modetøj på markedet uden at tage hensyn til brugspræferencer og holdbarhed.

Selv er Anne Louise Bang i sit eget forbrug af tøj optaget af, at de enkelte stykker tøj i hendes klædeskab kan kombineres på kryds og tværs. Det absolutte yndlingstøj er band-t-shirts fra koncerter samt hjemmestrikkede strømper.

”Jeg går aldrig ud med det formål at shoppe tøj. Til gengæld arver jeg en del tøj fra min omgangskreds. Desuden reparerer jeg meget af mit tøj, hvis der kommer et hul – fx jeans,” fortæller Anne Louise Bang.
 

Forskningschef: En fantastisk nyhed

Forskningschef Theis Raaschou Andersen fra forskningsområdet Teknologi og Erhverv i VIA betegner bevillingen fra Danmarks Frie Forskningsfond til Anne Louise Bangs forskningsprojekt som ’en fantastisk god nyhed’.

”Det har hidtil været svært at opnå støtte fra DFF til professionshøjskolernes praksisrettede forskningsprojekter. Derfor er det virkelig flot og glædeligt, at Anne Louise Bang har fået hul igennem med sit projekt, der er afgørende vigtigt både for virksomhederne i mode- og tekstilbranchen rent fagligt og produktionsmæssigt og for hele samfundet miljømæssigt. Projektet rummer potentiale for at gøre en kæmpe forskel både herhjemme og internationalt,” understreger Theis Raaschou Andersen.

Han tilføjer, at forskningsområdet Teknologi og Erhverv i den kommende tid vil sende flere ansøgninger til Danmarks Frie Forskningsfond om midler til professionsrettet forskning. 
 

Fakta: Forskningscenter med i tre bøger

Docent og ph.d. Anne Louise Bang fra Forskningscenter for tekstil, design og cirkularitet hos VIA i Herning har over det senere år medvirket i tre bogudgivelser, som er beskrevet herunder. I udgivelserne deltager forskningscentret under sit tidligere navn.

Forskningscenter for tekstil, design og cirkularitet hos VIA i Herning har over det senere år været med i tre bogudgivelser, som er beskrevet herunder. I udgivelserne deltager forskningscentret under sit tidligere navn.
 

I bogen ’Sustainability in Creative Industries – Perspectives from the field of education in design and business’ (forlaget Frydenlund) har en række medarbejdere fra design- og business-området hos VIA skrevet om bæredygtig udvikling fra hvert deres faglige perspektiv. Docent og ph.d. Anne Louise Bang er redaktør på bogen sammen med forskerkollegerne Rune Clausen og Thomas Østergaard. Desuden har Anne Louise Bang skrevet et kapitel i bogen om stilpræferencer og produkttilknytning – sammen med sin seniorforskerkollega Malene Harsaae. Se ud​givelsen her
 

I antologien ’Antropocæn: Menneske, samfund og dannelse I en ny tidsalder’ (forlaget UP) har docent og ph.d. Anne Louise Bang skrevet kapitlet ’Mode, materialer og materialitet i den antropocæne tidsalder’ – sammen med sin seniorforskerkollega Malene Harsaae. Se udgivelsen her
 

I antologien ’Bæredygtige Businessstudier’ (forlaget Samfundslitteratur) har docent og ph.d. Anne Louise Bang skrevet et kapitel om bæredygtig tekstilproduktion – sammen med sin seniorforskerkollega Poul-Erik Jørgensen. Se u​dgivelsen her ​

28.11.2024VIA University College

Sponseret

Forskning skal sænke tøjforbruget

30.08.2024VIA University College

Sponseret

For få danskere har den indre bæredygtighed der er nødvendig for at nå klimamålene

21.06.2024VIA University College

Sponseret

Indre bæredygtighed: Den skjulte men afgørende faktor for ydre bæredygtig forandring

09.06.2020VIA University College

Sponseret

Sparer 3,2 tons CO2 om året: VIA har indgået aftale om 100 procent grøn strøm

07.01.2020VIA University College

Sponseret

Scandinavian Growth Creators skal skabe vækst og beskæftigelse