Frankrig forbyder plastikservice
Fra starten af 2020 er det slut med engangsbestik af plastik, herunder tallerkener og ikke mindst kopper, i Frankrig.
Det startede med plastikposerne, og nu er turen kommet til plastikservicen. Frankrig har forbudt det populære picnicudstyr fra 1. januar 2020 og vil i stedet fremme bestik, tallerkener og kopper af genanvendeligt biomateriale, skriver The Huffington Post.
Hvert år smider franskmændene mere end 4,7 milliarder plastikkopper ud, oplyser mediet. Kun én procent bliver genanvendt. Derfor har producenter nu fået lidt over tre år til at overholde den nye lov.
Læs også: Plastikposeforbud på vej i Frankrig – delte meninger herhjemme
Forbuddet kommer kort tid efter, et andet plastikforbud trådte i kraft. Fra den 1. juli var det nemlig slut med små, tynde engangsplastikposer – dem man typisk kan snuppe gratis ved kassebåndet i supermarkederne.
Mens flere andre lande har et lignende forbud mod plastikposer, er Frankrig det første land i verden til at indføre en lov mod det tynde plastikservice.
-CHM